Du er her: Forside Tekstbase Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573), Side: 16 (B1r i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 16 af 38 sider (Side B1r i forlægget)

Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - LATIN Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
Martis, Theutoniæ patrijs quoque venit ab oris, Et secum induxit numerosum militis agmen. Præstat idem, retinens cognomina prisca trahendo Omen habet nomen, detraxit plurima nobis, Præcipuus rigidi fuit is quoque verna Gradiuj. Sicque inter spacium breue temporis ipsa scatere Conspecta omnigeno sunt milite pascua nostra. Purpurei sicut peramœno tempore veris Cum tepidi mulcent zephyri, Phœbusque sereno Lumine cuncta fouet nascentia, iamque reduxit Arboribus frondes, telluri gramina, flores Herbis, vestiuit lepido fruticesque virore. Depopulabundo quot tunc insecta vagantur Ore, vel in liquido saliunt quot rore Cicadæ, Thyrsi tot his nostris tunc grassabantur in aruis Crudi Mauortis famuli: Pro Daphnidis, et se Iactantes, nostra nostrûmque salute vocatos. Incedunt tumidi, talo tenus atque nefandè Bracchati, certant ingentes ponere passus: Cristatus veluti Gallus solet, vtraque quandò Implicitur stupis sibi tibia: Siue paludem Cum liquidam, ranis inuisa, Ciconia transit. Vana profanato quoque plurima gutture ructant, Præcipuè glomerantur vbi, coëuntque gregatim: Tunc se collaudant, mentitaque prælia narrant, Atque cicatrices monstrant à fortibus armis Inflictas, sed quas dederat meretricia dextra. Quisque audet septem quoque se præferre colonis,
kom hertil fra sit fædrene land i tyskernes rige og bragte med sig en stor og talstærk kolonne af krigsfolk. Det gjorde også en mand hvis ældgamle navn kom af ”hole”, og det navn talte sandt, for han holed en masse fra landet. Han var skam også en vigtig lakaj for den grumme Gradivus. Således gik der kun kort før man så vores hjemlige marker myldrende fyldt overalt af alverdens soldater og krigsfolk. Som i den prægtige vår, den ganske bedårende årstid, når en zephyr går lunt over landet, og Phoebus' klare lys gir næring til alt der gror og atter har skænket træerne løv og jordbunden græs og urterne blomster og har beklædt hver busk i et skrud af behagelig grønhed. Lige så mange insekter der da i hærgende skarer sværmer, og græshopper, springende rundt i de dugvåde enge, lige så mange var da den grusomme Mars' lakajer der fór hærgende om i vort land og påstod de var her for at beskytte vor Daphnis og os og dem vi har kære. Stolt spankulered de om i bukser der gik dem til hælen, (tænk dig, hvor stygt!) mens de kappedes om hvis skridt var de længste. Lissom en hane med strittende kam tit gør når den vandrer om med benene helt viklet ind i hør, eller storken, frøernes skræk, når den stolper afsted i den fugtige mose. Fra deres gudløse hals opgylper de strømme af løgne når de samles i flok og mødes i vældige skarer. De berømmer sig selv og beretter om blodige slag de selv har opdigtet, fremviser ar de har fået i tapper våbenleg – men som stammer fra slag af en feltmadras' næve. Hver tør se sig som mer end syv af de vanlige bønder.