Du er her: Forside Tekstbase Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573), Side: 18 (B2r i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 18 af 38 sider (Side B2r i forlægget)

Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - LATIN Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
Fœmina, ridiculum pecus: at si fortè futurum Turbet qui imperium, plagisque coërceat ipsam Senserit, extemplo positis cum viribus armis Mansuescit, trepidat, se comprimit atque silescit.
(THYR:) Salsa quidem, sed vera refers, piscator ab ictu Quippe sapit, sapit et sic se Bellona tuendo. Non ignara quidem valeat quid Danica pubes Et procerum virtus: tenet alta mente reposta Fortia maiorum nostrorum gesta, veretur Ne iam, quæ toties à nostris, contigit istis Antè aruis, et quæ nuper nunc accidit agris Dithmaricis, eadem quoque nunc fortuna sequetur. Intereà noster generoso percitus Oestro Impatiensque moræ Daphnis, ne tempora perdat Augusto vocat ore Duces, armare phalanges Protinus, et belli tentarier imperat hostes Sorte. Illi parent rutilantia castra mouentque. Mox oritur stridor lituum, clangorque tubarum, Raucaque multiplici reboabant tympana pulsu. Insequitur nymbus peditumque equitumque: volabant Acta manu celeri vexilla, leonibus illa Cæruleis minibunda tribus, reliquoque trophæo. Intrepidè irrumpunt, latè et cultoribus agros Deuastant, primo insultu quæ nomen ab Alce Fert, arcem tàm vi quàm deditione capessunt. Insuper vlterius pergentes obuia quæque Firma licet, nullo superant capiuntque labore. Quin etiam quoties erumpere cogitur ipsa
men hvis madammen, det komiske kvaj, får nys om at nogen vil hendes magt til livs og med slag trænger hende tilbage, da, øjeblikkelig, lar hun våbnene synke og standser, da blir hun tam og rystende angst og ydmyg og stille.
(Thyrsis:) Ja, det er vittigt – men sandt er det også, for lissom en fisker netop bliver klog af et bid, bliver Bellona jo klog af erfaring. Hun ved jo god besked om hvad danskernes folk er i stand til og hvad vor adel formår, og dybt i sin sjæl har hun prentet hver en tapper bedrift vores fædre og aner har øvet. Derfor befrygter hun nu at det der så ofte er tilstødt dem i mødet med os, og den skæbne som netop for nylig overgik Dithmarskens land, nu atter skal melde sin ankomst. Nu lar vor Daphnis imidlertid, fyldt af ophøjet harme, utålmodig, med højfornem røst, for ikke at spilde tiden, de ledende mænd kalde ind og beordrer dem alle til at væbne hans hær og straks sætte lykken på prøve mod hans fjende. – Og så går de fyrigt i felten som pålagt. Snart lød hornenes klang, snart hørtes basunernes toner, og bestandige slag på trommer gav buldrende genlyd. Derpå fulgte en sky af fodfolk og ryttere, faner smældede, ført af en flyvende hånd, så truende smykket med de tre blå løver på spring og de øvrige vartegn. Frygtløse bryder de ind over bøndernes marker og hærger vidt og bredt. I den første attak erobrer de borgen der har navn efter "elg", ved tvang, men ved opgiven også. Som de når videre frem, besejrer og indtar de også alt hvad de her støder på, selv det stærkeste, helt uden møje. Ja, og selv når fjenden af nød måtte foretage udfald,