Tekstbase - kontekst
Du er på side 32 af 38 sider (Side C1r i forlægget)
Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - LATIN
Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
Sed partim viuos hostilis surripuit vis,
Atque sequi vinctos alienas cogit in oras,
(Hinc et tot queruli pupilli, tot viduæque,
Tot sponsæ sponsos, socij sociosque gementes)
Ipsæ etiam pecudes affligebantur, in ipsis
Quarum pars stabulis pereunt, pars diues abactæ
Præda manent hosti, lanamque cruore resignant.
Parcitur haud minimis: vituli sed ab vbere, nec non
É tepidis teneri rapiuntur ouilibus agni,
Aut, qui tota vssit magalia, ab igne vorantur.
Quid multis? amnes libauit nulla liquentes
Quadrupedum tutò, vel graminis attigit herbam.
Quin etiam tellus passim cultoribus orba
Mœroris dat signa sui, solitique decoris
Oblita, et fœcundæ fertilitatis, vbique
Aret, et ingenti luctus squalore laborat.
Proque satis lolium, sterilesque reportat auenas,
Cum tribulo inuisas filices, lappasque tenaces,
Mordacesque refert vrticas, atque proteruos
Fungos, ignauos tapsos, et mille cicuta.
Proque leguminibus vicias, erransque papauer,
Titthymalos et Hyoschiamos, redditque ligustrum,
Innumerasque alias inuisi nominis herbas.
Et quia sic fruges alimentaque iusta negantur
Illicò dira fames paulatim serpere cœpit:
Quæ dum tabe sua, miseros depascitur artus,
Plurima damnosos animalia cogit ad esus,
Ast alijs inopi soluit ieiunia morte.
eller i live blev bortført med magt af grusomme fjender,
og i lænker og bånd tvunget med til fremmede egne
(heraf de mængder af klynkende børn, de talløse enker,
koner der bittert begræd deres mænd – og mænd deres venner),
ud over det led også vort kvæg stor skade, blandt hvilket
nogle gik til i den stald hvor de stod, mens fjenden drog bort med
andre som dyrebart rov før blodpletter mærkede ulden.
Ingen blev sparet, selv ikke de små, nej, kalve blev grusomt
flået fra patten, de spædeste lam fra staldenes varme,
eller fortæret af ild når hytten blev nedbrændt til grunden.
Ja, kort sagt, der var ikke et dyr der trygt kunne drikke
vand fra en strømmende å eller nippe til græsset på engen.
Ja, selv jorden der nu overalt er ribbet for bønder,
frembyder tegn på sin sorg, og har glemt sin vanlige skønhed
bortglemt sin frodige grøde og frugt – den henligger ganske
tør og gold overalt, dybt skæmmet af græmmelsens aske.
Nu gir den rajgræs i stedet for korn og aks uden kerner,
tidsler og hæslige bregner i flæng og klæbende burrer,
bidende nælder lar jorden gro frem og svampe så ganske
uanstændige, thapsos så sløv og skarntyde i mængde.
Vikke i bønnernes sted og forvildede valmueblomster,
vortemælk bringer den frem og bulmeurt, hvortil liguster
samt utallige fler forhadte og ukære planter.
Og da således frugt og afgrøder nægtes os, får den
rædsomme hungersnød fat og breder sig støt over landet.
Med sin tærende magt, der udsuger staklernes lemmer,
tvinger den mængder af dyr til at æde af livsfarligt foder,
mens for andre kun magtesløs død gør en ende på fasten.
