Tekstbase - kontekst
Du er på side 35 af 38 sider (Side C2v i forlægget)
Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - LATIN
Amerinus: Egloga de Pacis Foedere (1573) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
Sternere, quàm cernat fustes et saxa volare,
Siue coci potius feruentes sentiat vndas:
Crura tamen fugiens lentè mouet, atque subindè
Respiciens rictum lambit, caudamque sub aluum
Abdit, et ob stomachi dispendia flere videtur.
Haud secus hi nostros flebant, et lentius ibant
Deserturi agros, caput et persæpè retorquent,
Hoc quasi signantes: ô pinguia rura valete
Perpetuò vobis vtinam seruire liceret.
Visa sed illa fugam sunt, accelerare iubere,
Quicquid et illa tenent: reliquorum nomine, fures
Ite sonat gallus, clamauit et anser abite.
Quin et ab arboribus quarum spiramine frondes
Africus inflexit, via monstrabatur, ad orcum.
(COR:)
Non igitur dubium quin nunc meliora sequantur
Tempora, cum Domino, pulsis nebulonibus istis.
(THYR:)
O Corydon quis prisca modò reditura negabit
Secula? quæ fuerant Saturno sceptra gerente,
In quibus vsus erat ferri non vllus (aratris
Seruiat id Corydon nostris) sed mollia gentes
Ocia securi peragebant: omnia tellus
Spontè dedit, sterilis Narcissum protulit alnus,
Atque rosas humilis fudit saliunca rubentes,
Lenta salix ficos, vernauit hibiscus oliua,
Vulnificique croco sentes, vuisque genistæ.
Floruit in teneris et nux moschata myricis.
Aurea laticomam platanum quoque mala grauabant.
Nunc riui lactis, riui nunc nectaris ibant,
larm og postyr når kæppe og kastesten flyver omkring dem,
eller måske når kogende vand fra gryderne når dem.
Ja, så stikker de af, men træge på foden, de skuler
bagud og slikker sig vådt om munden med halen imellem
benene – lissom i gråd over al den mad de går glip af.
Lissådan var det med dem: de græd og traved kun langsomt
da de forlod vores land, og de så sig ofte tilbage,
som for at sige: "Farvel, I fede og bugnende marker,
gid det var muligt at tjene hos jer for evig og altid!"
Men det så snarere ud til at landet og alt hvad det rummer,
bad dem få fart på derfra: To skreg på de øvriges vegne:
"Tyvepak! Ud!" galed hanen, "forsvind! Skrub af!" skræpped gåsen.
Ja, og træerne med, hvis bladrige løv blev bevæget
under en søndenvinds pust, viste vej til det dybeste Helved.
(Corydon:)
Så er der slet ikke tvivl om at lysere tider vil følge
nu hvor det rædsomme pak er smidt ud, med samt deres herre.
(Thyrsis:)
Ja, min Corydon, hvem kan nægte at hensvundne tider
nu vil komme igen, de tider da Saturn regered,
dengang ingen endnu gjorde brug af jern (som dog nok bør
tjene til plovskær for os, min ven), men menneskeslægten
leved et trygt og ørkesløst liv: Af sig selv kunne jorden
frembringe alt, den goldeste el skød blomstrende liljer,
og den ydmyge baldrianurt, de rødeste roser.
Ja, den hængende pil satte figner, hibiscus oliven,
krokus skød frem på den stikkende tjørn, på gyvelen druer.
Selv på en spæd tamarisk fremvoksede dejlig muskatnød.
Æbler af guld hang tungt i platanernes udstrakte kroner.
Der løb bække af mælk, og der strømmede bække af nektar,
