Tekstbase - kontekst

Ia huer Time offuer dit Hoffuet gaar, Du veedst aldrig naar hand vil dig angribe, Saa maat du alt dantze effter hans Pibe, Der hielper hoss hannem huercken løn eller Bøn, Huercken rød Guld eller Skowe grøn, Den Vijse oc Wuijse haffuer lige gode kaar, De maa alt dantze effter, som hand springer for, Derfor jo snarere, jo bedre foruist, At bortfare i Troen til IEsum Christ: Saa gaat er at være den første i tide, End tøffue til sidst oc meget ont lide: O salig er den som dette kand kiende, Oc sig i Tide til Gud omuende. Sola hominem pietas etiam post fata sequetur, Cætera sunt umbræ, somnia, vana, nihil. INgen tingist følger et Menniske til Graffue, Vden Gudfryctighed, huo den monne haffue, Aff alt det andet wi tilsammen riffue, Oc tit der om met vor næste kiffue: Oc alt huad wi kunde opslæbe oc trælle, Faa wi ey meere end fire Fiælle, Oc saa et stycke Læret tre Alne lang, Der hen kommer all vor Pral oc Prang: Gudfryctighed effter Døden følger dig hen, Alt det andet bliffuer her tilbage igien, Oc som en Skugge oc Drøm forgaar, Naar du est død oc leggis paa Baar: Forfengelig oc intet er all vor jd, O salig er den til euig Tid, Som frycter Gud oc haffuer hannem kier, Hannem gaar det vel baade hisset oc her, Oc forsmaar denne Verdsens Forfengelighed, Den vil Gud giffue euig Salighed, Naar hand haffuer her huercken Huss eller Ro, Da skal hand hoss Gud i Himmelen bo,