Tekstbase - kontekst
Du er på side 14 af 30 sider (Side B3v i forlægget)
Document Buttons
Disputationis, inquit, disciplina ad omnia genera quæstionum quæ in literis sacris sunt penetranda et dissolvenda, plurimum valet.
Jam verò etiam Rhetorica summum ministerium Theologiæ præstat. Nam ut Oratoribus in foro concisa illa et Dialectica orationis forma multum uti non licet, si vulgus in suam sententiam studeant pertrahere: Ita et Doctori in Ecclesia, quum etiam apud imperitos et indoctos habenda est oratio, quos non tantum de religione breviter ac Dialecticè docebit, sed etiam exhortationibus, autoritate, et dicendi viribus in officio retinebit; non satis jejuna illa et concisa forma sermonis scholasticis disputationibus similis, in qua tantum nudas propositiones, argumentaque nuda proponat, sed arte quadam et dicendi magna copia opus habet, ut planè ab indoctis auditoribus intelligatur, quos nisi delectatione sæpe attraxerit, et viribus tractos affectibusque turbaverit, quæ justa ac vera sint, ut inquit Fabius, non tenebit. Etsi enim in oratione præcipuæ partes et quasi fundamenta sint propositiones et argumenta justo ordine et Dialecticè connexa, quibus docti fortassis facilè ad assentiendum veritati satis moventur, tamen quum ea naturæ sit imbecillitas, ut cogitationes plerumque majores sint iis, quæ dicimus, quemadmodum in corpore si formam aliquam habeant, non solum ossa, venæ et nervi necessaria sunt, sed et carne, cute et vivis coloribus nervi et ossa sunt occultanda: Ita etiam ad brevitatem illam Dialecticam, ad propositiones e principalia argumenta, elocutionem, splendorem et copiam verborum et sententiarum
er af den største værdi i alle de spørgsmål som skal undersøges og afklares i den hellige skrift«.
Også retorikken yder teologien en stor hjælp. For ligesom talere i forsamlinger kun i begrænset omfang kan anvende den knappe og dialektiske form hvis de ønsker at vinde folk for deres sag, således kan prædikanten, når han i kirken bl.a. skal tale til ukyndige og ulærde, som han ikke blot skal belære kort og dialektisk om troen, men også skal fastholde i dens tjeneste med formaninger, myndighed og talens midler, ikke nøjes med den sparsomme og knappe udtryksmåde, som egner sig til lærd disput, hvor man bare kan fremlægge de blotte teser og blotte argumenter, men han har brug for en vis kunstfærdighed og veltalenhed, så han uden videre også kan forstås af de ulærde tilhørere; og medmindre han ofte tiltrækker dem ved behagelig fremstilling og når han har grebet dem kraftigt kalder følelserne frem, vil han – som Fabius siger – ikke kunne fastholde, hvad der er ret og sandt. For selvom teser og argumenter sammenføjet i den rette orden og efter dialektikkens forskrifter er de afgørende dele og nærmest grundlaget i en tale – og disse kan undertiden være tilstrækkelige til at bevæge lærde folk til at anerkende sandheden – så er det dog nødvendigt, da der fra naturen af er den svaghed at tankerne for det meste rækker længere end det vi siger, at prædikanten - ligesom det ikke blot, hvis tankerne havde en kropslig fremtoning, var nødvendigt med knogler, blodårer og nerver, men også kød, hud og levende farver til at dække nerverne og knoglerne – føjer veltalenhed, glans og fylde i ord og billeder til den korte dialektiske
