Tekstbase - kontekst
Du er på side 19 af 30 sider (Side C2r i forlægget)
Document Buttons
multasque partes doctrinæ Christianæ facilius tractare posse, instructum hac arte, quæ descriptiones virtutum continet. Nam quum in Christianorum cœtu sæpe homines ad civilitatem, disciplinam, ad justiciam in contractibus atque ad cætera virtutum officia et politicas ordinationes retinendas cohortandi sint; multum adjuvatur concionator hac parte, cum rebus ipsis, tum propter Methodum atque ordinem in Phylosophia præscriptum. Etsi autem virtutum et officiorum nullum utilius compendium, nullaque aptior Methodus inveniri potest, quàm Decalogus ipse, si tantum nudorum præceptorum ordinem inspicias, tamen ubi fontes caussarum, partitiones et effectus virtutum inquiruntur, uberiorem Methodum tibi Philosophicæ literæ ostendunt. In quibus etsi quædam, per omnia veræ religioni non consentiunt, tamen multum delectat videre quousque ratio progredi potest, multumque collatio ipsa potest. Ut enim color in veste rectius perspicitur, quum ipsa ad aliam fuerit collata; ita doctrinam Christianam clarius intelliget is, qui cum Philosophia confert, et quid discriminis inter utramque pervidet. In summa: ipsa et ratio et experientia monet, perfecto Theologo non satis esse tantum Grammaticæ et Dialectices rudimenta percepisse, sed etiam plurimarum rerum, optimarumque artium cognitione atque diligenti exercitio in multis Philosophiæ partibus ei opus esse.
Nam quum duo præcipuè sint instrumenta, quibus ad rectè erudiendos homines, ad propagandam et retinendam in terris veram religionem necessariò uti
af dyderne, lettere kan behandle mange dele af den kristne lære. For da det i en kristen forsamling er meningen, at folk skal formanes til god opførsel, disciplin, til lovlydighed i kontrakter og til at følge dydernes øvrige påbud samt offentlige forordninger, finder prædikanten megen støtte i denne disciplin, dels i praksis, dels ved hjælp af den metode og fremgangsmåde som er foreskrevet af filosofien. For selvom der ikke findes nogen nyttigere oversigt over dyder og pligter eller nogen mere anvendelig vejledning end de ti bud, ifald man blot søger en opremsning af de nøgne forskrifter, bibringer filosofiske skrifter dog én en righoldigere vejledning, når der spørges til årsagernes oprindelse, inddelinger og virkninger af dyderne. I disse skrifter findes ganske vist en del der ikke i ét og alt stemmer overens med den sande tro, men det kan i det mindste glæde én at se, hvortil fornuften kan nå, og selve sammenligningen formår meget. For ligesom en farve i et stykke tøj bedre ses, når den sammenholdes med en anden, forstår man klarere den kristne lære, når man sammenholder den med filosofien og klart ser forskellen mellem de to. Så alt i alt: Både forstanden og erfaringen viser, at det ikke er tilstrækkeligt for teologen, hvis han skal være fuldt uddannet, blot at have tilegnet sig et elementært kendskab til grammatik og dialektik, men at han også har brug for viden om en lang række andre emner og fremragende fag og grundig træning i adskillige af filosofiens discipliner.
Da der nu især findes to midler til at uddanne folk på den rette måde og til at udbrede og bevare den sande tro på jorden, nemlig
