Tekstbase - kontekst
Du er på side 10 af 147 sider (Side 80 i forlægget)
Document Buttons
Ego vero animum ad ornandam illustrandamque patriam attulerim. In manu autem tua, fili Dei Iesu Christe, situm est quantum mihi aut voluntatem mouere aut animi studia decretumque perficere, aut hanc denique scriptionem fauori plausibusque hominum admensurare velis. Opto tamen vt et hæc propitius spectes promoueasque, et rerum maximarum seriem exemplaque <55> virtutum dulci hoc orationis cursu ducta comprehensaque sinas animis influere eorum, qui posteris temporibus non tam legant nostra quam, quæ cognita perceptaque sint nostris studiis, ad gratum Deo patriæque vtilem ac dignum maioribus vitæ labantis vsum cupiant accommodare. Et hæc quidem ita dicta sint. Nos ad id quod agi pertexique cæptum est Deo duce progrediamur.
<56> Igitur a nuptiis Friderici II integrum iam quadriennium effluxerat, cum Sophia Mecklenburgica, regina, nouam blando gratoque vteri tumore spem futuræ sobolis ostenderet, prolem quidem hanc Deo propitio tertiam prioribus adiectura. Etsi autem in primo pene ætatis flore, annos vix septem et decem nata, legibus coniugij rituque patrio regi iuncta sit, eamque copulationem et doctorum hominum sententiis et regni plausu <57> heroumque præcipuorum maximorumque assensione comprobatam esse constet, quod minime consueto peruulgatoque tum ecclesiis nostris more istis quidem, vt plures locuti sunt, gradibus solerent matrimonia consistere, cum vel limitum distantiis vel friuola fucataque dispensationis licentia contrahendi modum pontifex Romanus, idque arbitrio vsuque suo, definiuisset, cum bis interea mater facta <58> masculam tamen sobolem marito nullam reddidisset - dici mehercle nequit quantis votis quantaque expectatione in hunc partum incubuerint omnium animi, dum quod euenire videreque quisque cupiuisset, optare etiam ac precibus a Deo optimo maximoque contendere minime reformidarit.
Eius studij eiusque expectationis quas <59> habere causas Daniæ regnum potuisset, cum sua quemque ratione suoque consilio motum esse arbitrer, equidem summas ego primasque hasce viris sapientibus fuisse existimauerim. Quem enim fateri neges ita regnis potitum esse regem, vt cum authoritate prudentiaque et victoriis cætera fortasse omnia expleuisset, vacuam tamen sobole hæredeque <60> masculo reliquerit domum, pænæ indicium esse, siue hanc errata
Jeg har altså sat mig for at hædre og berømme mit fædreland. Det ligger imidlertid i din hånd, Jesus Kristus, at afgøre hvor meget du vil befordre min vilje og lade mig gennemføre mit forsæt, og i hvor høj grad mit værk skal møde bifald og anerkendelse. Det er dog mit ønske at du vil se med velvilje på det og yde det din støtte, og således give dette betydningsfulde begivenhedsforløb og disse eksempler på dyd, som jeg her skal sammenfatte i en behagelig litterær form, mulighed for at påvirke senere generationer, hvis de ikke alene læser mit arbejde, men også søger at udnytte det de heraf lærer og erkender, til at leve dette skrøbelige liv på en måde der både har Guds velbehag og er nyttig for fædrelandet og deres forfædre værdig. Lad dette være nok om det - med Guds hjælp vil jeg nu gå videre med det værk som her er påbegyndt.
Der var gået fire hele år siden Frederik II's bryllup, da dronningen, Sophie af Mecklenburg's, mave nu atter sødt og kærkomment begyndte at vokse og give håb om at et barn var i vente - et barn der, om Gud ville, skulle blive hendes tredje. Hun var i sin tidligste ungdom, knap sytten år gammel, blevet forenet med kongen i lovformeligt ægteskab efter det hævdvundne ritual, og denne forbindelse var blevet godkendt af de lærde, ligesom man også havde sikret sig almindeligt bifald i hele riget og billigelse fra de mest fremragende og indflydelsesrige mænd. Det var nemlig på det tidspunkt, sådan som det blev fremhævet fra mange sider, en ganske ualmindelig og ukendt skik i vore kirker at ægteskab kunne indgås mellem så nært beslægtede, idet reglerne for ægteskab, såvel den tilladte slægtsrelation som de forlorne og hykleriske muligheder for undtagelse, var fastlagt af paven - ganske efter eget forgodtbefindende. Siden var dronningen to gange blevet mor, men endnu havde hun ikke skænket sin ægtemand mandligt afkom. Det er derfor ikke til at beskrive hvor store ønsker og forventninger alle nu knyttede til denne fødsel - ingen veg tilbage for at udtrykke deres forhåbninger og bede til den almægtige Gud om det udfald de selv nærede så stærke ønsker om.
Hvilke grunde det danske rige end har haft til denne ivrige forventning - og enhver har vel sagtens haft sine egne bevæggrunde - så er jeg overbevist om at forstandige og kloge mænd har tillagt de følgende motiver størst vægt. Man kan ikke komme uden om at når en konge i øvrigt har regeret myndigt og klogt og opnået store sejre men ikke har efterladt sig en mandlig arving, må det ses
