Tekstbase - kontekst
Du er på side 107 af 147 sider (Side 280 i forlægget)
Document Buttons
<549> Dubitaueris autem quem animo hosce inter maiorem extitisse dicas: eumne quem tam liberaliter constat donare voluisse peregrino, an hunc qui tanta modestia quod donatum fuit potuerit recusare - nisi quod id iam pridem sit exploratum vsu: perfacile quidem esse donare eum qui et domi est et opibus cum amplissima benefaciendi voluntate antecellit, <550> at profecto eum qui quod amice idque a tanto viro donari vltroque mitti videt, recusandum putet, inter rarissimos quosque omnino reperiri. Quin eo potius conari insistereque multos animo vt, si satis faciles promptosque non comperiant ad donandum alios, artibus irritent pertrahantque in largitiones, <551> huncque pene vel scurrilitatis vel sycophantiæ vel ludorum vel eius denique, quæ reliquas stulticias thrasonicamque venditationem exegit theatro, ebrietatis ac poculorum finem præcipuum celebrari et statui. Albanus autem cum equum maxima cum gratitudinis ac beneuolentiæ significatione remisisset, honesto ornat munere eum qui adduxerat, hocque facto magnam inter nostros virtutis ac prudentiæ laudem consecutus est.
<552> Plurimum idem et Henrici Magni, qui Helsingoræ consulem iam annos multos agit, eximiam erga se virtutis humanitatisque significationem extulit, idque - quod vere se posse affirmauit - de eo sæpe testatus est, vt, cum multa in aliis quæ commendari fortasse possent reperisset, in hoc viro et summa pene et cumulate omnia admiratus sit. In eo enim et iudicij præstantiam et rectitudinem <553> morum cum doctrina ac dulcissimo vitæ conuersationisque vsu mirifice conspirauisse, adeo vt eius viri officiorumque ac humanitatis erga se meminisse semper velit.
Et Albanus quidem ita locutus de nostris plurima profecto affecit voluptate me qui, cum virtutes in omni gente probem, in nostris veluti domesticam gentilemque et a maioribus relictam nobis hæreditatem vt conseruari opto, <554> ita in alios exerceri et coli mirifice profecto horter et cupiam.
Sed reducta in id quod agendum est oratione: Cum loci huius situsque elegantiam atque opportunitatem Fridericus perspexisset, cumque ab omnibus orbis pene vniuersi populis eundo redeundoque hunc tractum frequentari sciret, exornandum statuit, quo gemino et naturæ et ingenij humani artificio expolitus <555> illustratusque
Man kunne måske komme i tvivl om hvem af de to der var den mest højsindede: den der udviste en sådan gavmildhed over for en fremmed, eller den der med en sådan beskedenhed kunne afvise det han fik foræret. Men det er jo en almindelig erfaring at for den der opholder sig hjemme og ud over sin store gavmildhed også besidder de største rigdomme, er det nemt nok at give gaver, mens det absolut er et særsyn at en mand føler at han bør afslå noget der venligt bliver tilsendt ham som gave, og det af så stor en mand. Tværtimod prøver mange energisk, med diverse snedige kneb, at anspore - eller tvinge - andre mennesker, hvis de ikke finder dem tilstrækkelig villige og parate til at give gaver af sig selv. Dette er faktisk det direkte formål med al deres naragtighed, rænkesmederi, spilleri og - hvad der fuldstændig stjæler billedet fra de øvrige tåbeligheder og det højtråbende praleri - med al fuldskaben og drikkeriet. Albany, derimod, sendte hesten tilbage med en indtrængende forsikring om sin taknemmelighed og hengivenhed, forærede den mand der havde overbragt den, en fornem gave, og høstede derved stor anerkendelse her i landet for sin forstand og smukke karakter.
Samme Albany fremhævede også Henrik Mogensen, der i en årrække har været borgmester i Helsingør, for den usædvanlig venlige og smukke behandling han havde givet ham. Han mente, sagde han ofte, med rette at kunne hævde, at mens han hos andre havde fundet mange forskellige prisværdige egenskaber, havde han hos denne mand kunnet beundre næsten alle de største egenskaber, og det samlet i én person. Hos ham forenedes nemlig en skarp dømmekraft og en retskaffen livsførelse på det smukkeste med lærdom og et yderst behageligt væsen - i en sådan grad at han altid ville huske denne mand og den omsorg og venlighed han havde mødt hos ham.
Det glædede mig meget at høre Albany tale sådan om mine landsmænd. For nok værdsætter jeg gode egenskaber i ethvert folk, men hos mit eget er det en slags national fædrenearv, der skal bevares uformindsket og som jeg indtrængende må opfordre til at vi fastholder i forholdet til fremmede.
Men tilbage til emnet: Da kong Frederik havde set hvor smukt og hensigtsmæssigt dette område lå og desuden vidste at strædet blev besøgt af folk fra næsten hele verden på ud- eller hjemrejse, besluttede han at stedet skulle udsmykkes særligt. Ved en samlet indsats fra naturen og den menneskelige forstand skulle det gøres
