Tekstbase - kontekst
Du er på side 106 af 147 sider (Side 278 i forlægget)
Document Buttons
banus, vir Vngarus, nobilitate et eruditionis laude clarus, qui cum in rei huius consideratione diligenter versaretur, equidem loci fretique nobilitatem nec admirari profecto satis nec satis prædicare poterat. Cumque reuersus Vitebergam deque regno Daniæ præsente diuo Philippo Melanthone locutus et loci istius situm et gentis humanitatem extolleret, in eam mecum descendit <544> propemodum sententiam, vt Scandiam hanc nostram ex magna pene Asia putauerit appendicem esse, cum supra Tanais fontem continuatus soli perpetui tractus in hanc demum veluti amplissimæ terræ propagationem, longissimo equidem cursu, terminarit. Nec obesse supra Carellios videri Russos diuelli a Scandinauiis aquarum interlabentium riuo, cum et vadari locus possit <545> et accidat persæpe, etiam a multis sicco, spaciolum istud pertransiri. Sed geographica hæc ad calculum non voco.
Gentis autem beneuolentiam erga se et humanitatem magnopere commendauit. Cumque de aliis commemorauisset multa, equidem Magni Gyldenstiernij, militis aurati locumque regium tum tenentis, virtutem ante omnia admiratus est, qui cum ea prestaret dignitate officioque antecelleret, tanta tamen humanitatis significatione <546> peregrinantem ex longissimis terrarum regionibus exceperit complexusque sit, vt merito viri illius studia et virtus a bonis quibusque celebrari posse videatur.
Inter reliqua officiorum argumenta etiam hoc se iudiciumque ac voluntatem erga peregrinum probare voluit, quod prestantissimum equum, instructum ornatumque iis quæ a tali viro proficisci decorum fuit, Albano <547> miserit donaritque iam pene abeunti, cum bis illum conuiuijs acceptum et magnifice perhumaniterque tractauisset, et statum maioresque ac honestissimum illius ad spectanda cognoscendaque externa animum contemptumque laborum ac difficultatis ex mutuo colloquio eque Melanthonis et aliorum testimoniis perceptum intellectumque egregie comprobauisset. Missum tamen equum, cum donatoris mittentisque voluntatem honestissima oratione laudauisset, <548> minime sibi acceptandum duxit - vel quod reddere ἀντίδωρον ea quidem vice haud se posse arbitratus sit, vel quod peregrinationis suæ atque itinerum dignitatem cum deformi quadam mendicitatis specie coniunctam esse nollet. Et illi quidem ita sese inter huiusmodi virtutis certauere cultu.
adelig og vidt berømt for sin lærdom, her til Danmark. Han havde beskæftiget sig indgående med disse ting, og kunne ikke blive træt af at beundre og prise Sundets og omgivelsernes skønhed. Da han var vendt tilbage til Wittenberg, talte han i den guddommelige Philip Melanchthons påhør om det danske rige, og han berømmede dette steds beliggenhed og folkets venlighed. Ved den lejlighed erklærede han sig stort set enig med mig i at Skandinavien må betragtes som en slags vedhæng til det store asiatiske område, eftersom landet fortsætter ubrudt over et stort areal fra Dons udspring og først slutter her med en slags forlængelse af det vældige landområde. Dette hindres ikke af at russerne kan siges ved Karelen at være adskilt fra skandinaverne af en flod, for man kan uden besvær vade over dette sted, hvad folk ofte gør - mange endda ganske tørskoede. Men jeg skal ikke fordybe mig i disse geografiske spørgsmål.
Albany priste altså folks elskværdighed mod ham og deres venlighed i det hele taget. Han fremhævede en række personer, og først og fremmest udtrykte han sin beundring for Mogens Gyldenstjerne, der var ridder og på det tidspunkt kongelig statholder. Han stod jo langt over Albany i rang og embede, men havde alligevel taget imod denne rejsende fra fjerne egne med en sådan venlighed at enhver måtte beundre hans omsorgsfuldhed og smukke karakter.
Blandt de øvrige udtryk for hans opmærksomhed ville Albany særligt fremhæve følgende, der klart viste hans velvilje og gode mening om den fremmede: Kort før hans afrejse havde Gyldenstjerne sendt ham en usædvanlig smuk hest, prydet og pyntet med alt hvad der passede sig som gave fra så stor en mand. Gyldenstjerne havde på dette tidspunkt modtaget ham til middag to gange og beværtet ham storslået og yderst elskværdigt. Gennem deres samtaler og gennem Melanchthons og andres vidnesbyrd havde Gyldenstjerne derfor fået indsigt i mandens position og slægt, hans prisværdige lyst til at se og stifte bekendtskab med fremmede forhold, uden at lade sig skræmme af nogen form for besvær og anstrengelser - og alt dette havde indgydt ham stor respekt. Albany priste giverens hensigt i en smuk tale, men mente dog at han ikke på nogen måde kunne tage imod hesten, hvad enten det nu var fordi han ikke ved den lejlighed så sig i stand til selv at give en gave til gengæld, eller fordi han ikke ønskede at hans rejse og ophold i udlandet skulle få et ubehageligt anstrøg af tiggeri over sig. Således udkæmpede de to en ædel kappestrid.
