Tekstbase - kontekst
Du er på side 114 af 147 sider (Side 294 i forlægget)
Document Buttons
funem plane arenis nexum congestumque deprehenderim, cuius summam præcipuamque cohærentiæ causam <590> hominis ætatem - annum enim iam agebat pene septuagesimum - et vitæ prius actæ famam integritatemque et auidos denique ac faciles pronosque ad credendum iis quæ noua insuetaque narrari solent hominum animos libidinemque comperi.
Nihilominus mirabar tamen viri non grandeui modo sed confracti viribus, eque altero laborantis crure, quo vicio inniti fulcirique eum <591> baculo oportebat, temerariam in asserenda re pessima audaciam constantiamque et, vt dicam libere, importunitatem. Cum enim id sibi quod de filio regi nascituro dixerat egregie successisse videt, non in eo cuius se gerulum Antuorskouij circa Nouembris proximi inicium, idque e nymphæ suæ mandato instructioneque, professus est constitit: inualuisse orbi vniuerso vicia, <592> hucque eius mali fumum contagione scelestissima infusum esse luxum, ebrietatem iuramentorumque et dirarum horribilem licentiam, horumque malorum ac prophanitatis emendationem peti, quam vel propter mandantem Deum vel imminentem securis pænam minime differri necesse sit. Sed sumpta auctaque vel ex prioris congressus impunitate fiducia, vel motus illectusque lucro quod <593> e fabula sibi increuisse animaduertit - donatus ab aliquibus pecunia, qui vel rei mirabantur nouitatem vel figmentis illusionibusque diabolorum affici commouerique sese posse declarabant - redit post principum congressus colloquiaque et conuiuij huius solennitatem Fridricksburgum, nouaque prioribus mandata <594> cumulat ex ea quam sibi nunc iterum factam deæ marinæ apparitionem affirmabat: Lythurgias ac annuas certis temporibus posci preces, easque astringi numeris, annorumque trium spacio ista pietatis exercitia definiri. Addidit et nymphæ suæ nomen, eamque dici ait Ibrant, cum ea de re esset a me serio interrogatus. Id se obnixe perque omnia <595> sacra petere vt, si quid vel consilio quisquam nostrum vel authoritate posset, opem ferret misero, vt in regis conspectum admitteretur. Eam additam mandatis necessitatem esse vt, nisi ipsum adiret alloquereturque regem, eaque quæ mandatis commissa essent exponeret, liberum se a iugi molestaque vexatione minime futurum arbitrari.
klart at hele historien hvilede på et meget spinkelt grundlag. Jeg indså at den vigtigste forklaring på at den havde holdt så længe nok lå i mandens alder - han var næsten 70 - det gode omdømme hans retskafne liv havde givet ham, og i det hele taget folks almindelige tilbøjelighed og lyst til at tro på alt hvad de hører af nyt og uvant.
Alligevel kunne jeg ikke lade være med at undre mig over denne mand. Han var højt til års og havde ovenikøbet et skrøbeligt helbred og et dårligt ben så han måtte støtte sig til en stok. Ikke desto mindre blev han ved at tale sin afskyelige sag stædigt og ubesindigt og, rent ud sagt, uforskammet påtrængende. Han så at han havde fået fuldstændig ret i sin udtalelse om at kongen ville få en søn, og derfor lod han sig nu ikke længere nøje med det som han havde sagt i Antvorskov i begyndelsen af november, og som han hævdede at hans havfrue havde befalet ham at viderebringe. Her havde han sagt at lasterne over hele verden tog stadig mere overhånd, og at luksus, drikfældighed og uhæmmet brug af rædselsfulde eder og forbandelser nu også havde bredt sig hertil som en modbydelig smitsom røg - det var nødvendigt med det samme at rette op på disse laster og al denne gudløshed, både fordi Gud befalede det og fordi straffen truede de ulydige. Men da han var sluppet godt fra det første møde var han imidlertid blevet endnu dristigere, og han var vel også fristet af den indtægt han havde bemærket at han fik ud af historien. Han havde nemlig allerede fået penge forærende af folk, enten fordi de var fascinerede af den usædvanlige affære, eller fordi de faktisk var modtagelige for den slags påfund og numre fra djævlenes side, og viste det på denne måde. Derfor dukkede han nu, efter de fyrsteliges møder og samtaler og de fornemme festligheder i den forbindelse, atter op, denne gang på Frederiksborg, og her føjede han en række nye befalinger til de tidligere, idet han hævdede at havgudinden endnu en gang havde vist sig for ham: Nu krævede hun gudstjenester og bønner i et bestemt antal hvert år, og på fastsatte tidspunkter, og disse fromhedsøvelser skulle stå på i tre år. Han angav også, da jeg udspurgte ham strengt på det punkt, navnet på sin havfrue: det var Ibrant. Han bad os indtrængende og med påkaldelse af alt hvad der er helligt, om ikke vi kunne hjælpe ham i hans ulykke og give ham råd eller bruge vores indflydelse så han kunne få foretræde hos kongen. Der var nemlig knyttet den betingelse til havfruens befalinger, at hvis han ikke fik kongen i tale og fik lov at fremstille det han havde fået i opdrag at sige, kunne han vente sig uendelige, plagsomme pinsler i al fremtid.
