Tekstbase - kontekst
Du er på side 113 af 147 sider (Side 292 i forlægget)
Document Buttons
Audito Fridrickzburgum rediisse regem, istuc ego negocij cuiusdam causa profectus, cum expediuissem mea, a Knofio concionatore conuiuio lauto quidem illo certe ac liberali exceptus sum. In huius igitur cum introirem ædes, forte fortuna Samsonem istic eum reperi cui progressam istac e mari nympham fama diu constans <585> peruulgataque locutam ac conuersatam esse fuit. Mirabar primum, mox tamen gaudio haud mediocri affectus sum, inuento istic homine cuius conueniundi gratia in ipsam Samsoniam mihi propemodum fuerat paulo antea transeundum. Nam cum historiæ huius pertexendæ cura subiisset animum, essetque eius etiam narrationis quam a nympha marina profectam dicere <586> opinarique multi, hac ipsa explicationis serie facienda mentio, nec tamen non comperta liquido satisque explorata inserenda erant, plurimum vtique exhilaratus sum incidisse me in hominem quem penes rei huius et caput et cauda omnino versaretur.
Inter prandendum ergo cum adessent in mensa Georgius Ericius, de quo dixi antea, episcopus Stauangriensis, Hartmannus N. <587> scribæ delectarij munere aliquando apud Danielem Rantzouium tessera militari in Suetico bello functus, et vnus itemque alter, sciscitari a Samsone ipso cæpi diligentissime ecquid inesset narrationi huic, tantum sparsæ tantumque peruulgatæ, veri, et vtrum illi nympha ista, quoque in loco, quali forma, qua vsa lingua, quibus orta natalibus, quo domicilio quibusque fluctibus assueta, <588> quo anni mense, quo die quaque diei parte, soline denique an aliis præsentibus, idque quoties, apparuisset. Postremo quid attulisset e fluctibus mandati, quaque causa illa motam impulsamue dixisset se vt congressa apparensque hoc tempore hominibus loqueretur. Hisce cum rei veritatem mihi explorandam ducerem, virumque essem sedulo, et quidem cum <589> obtestatione grauissima, adhortatus ne quid, vel fabulosa spargendo vel narrando periculosa, hominum et animos irretiret stulticiis et sibi calamitates asscisceret, ad singula protinus ita respondere vt, post velitationes aliquot verborum,
Ved nyheden om at kongen var kommet tilbage til Frederiksborg tog også jeg dertil. Jeg havde et ærinde dér, og da det var bragt i orden, deltog jeg i et fornemt og gæstfrit selskab hos hofprædikanten Knoff. Netop som jeg trådte ind ad døren mødte jeg ingen anden end den bonde fra Samsø der, ifølge det omtalte vedholdende og vidt udbredte rygte, havde haft en samtale med en havfrue, som var steget op fra havet. Jeg blev først forbavset men snart efter også meget glad over at have fundet ham, for kort tid inden havde jeg selv været lige ved at rejse til Samsø netop for at træffe ham. Da jeg besluttede mig til at skrive denne beretning og i løbet af den omtale den historie som mange hævdede stammede fra havfruen, stod det mig nemlig klart at der ikke skulle medtages noget som ikke var ordentligt undersøgt og belyst. Derfor var det mig en stor glæde, da jeg nu ganske tilfældigt stødte ind i den mand som hele sagen stod og faldt med.
I måltidet deltog desuden Jørgen Eriksen, biskoppen i Stavanger, som jeg allerede har omtalt, Hartman N., der havde tjent som mønsterskriver under Daniel Rantzau i krigen mod Sverige, og et par andre. Jeg begyndte nu at krydsforhøre Samsø-bonden grundigt: Jeg spurgte ham om der var noget sandt i den historie der nu var blevet kendt så vidt omkring, om denne havfrue faktisk havde vist sig for ham og hvor, endvidere hvordan hun så ud, hvilket sprog hun talte, hvem hendes forældre var, hvor hun boede, hvilket hav hun plejede at færdes i, i hvilken måned af året, på hvilken dag og på hvilken tid på dagen hun havde vist sig for ham, om han havde været alene eller der havde været andre til stede, og om dette gjaldt alle de gange det var sket. Til sidst spurgte jeg ham hvilken befaling hun havde bragt med sig op fra bølgerne, og hvilken grund hun selv havde givet til at hun netop på dette tidspunkt var kommet frem for at tale med menneskene. Med disse spørgsmål mente jeg at kunne nå frem til sandheden i denne affære, og jeg rettede derfor en indtrængende og indstændig opfordring til manden om ikke at udsprede skrøner der kunne være farlige for os allesammen, for det kunne ikke alene forlede andre folk til dumheder men også skaffe ham selv ulykker på halsen. Han svarede på hvert spørgsmål for sig, og efter lidt verbale spilfægterier fra hans side stod det mig
