Tekstbase - kontekst
Du er på side 120 af 147 sider (Side 306 i forlægget)
Document Buttons
no Christofero, viro et docto certe et liberali. Eaque nocte istic commorati sumus.
Rex summo mane Croneburgum profectus est. Reuerso ab aliquibus significatur rediisse <625> Samsonem istum, recenti deæ suæ apparitione cum mandatis instructum nouis, qui regem denuo adeat, deque aliis quibusdam præter superiora moneat et informet. Risit rex: "Et quas," inquit, "iam altera vice adfert a nympha sua fatuitates? Quæ mandata noua gerit?" Ibi cum et repeti vrgerique priora quidam diceret, et præterea preces lythurgiasque publicas indici imperarique, et eas <626> quidem certis tum temporibus tum annorum numeris definiri et statui, conuersus ad omnes suos, quos tum circum se et multos sane et præstantissimos habebat, "Hisne igitur," inquit, "vanitatibus vnquam liberabimur? Pium necesse est diabolum esse, qui tantopere et culpat vitia, et virtutes cum pietate postulat et laudat. Antvorskouij flagitia insectatus est, hic preces poscit Deo - plane vt alio ex Orco, non veteri inferno, <627> prodiisse ille mihi videatur!"
Et rex quidem ad eum iocatus modum parumper tacuit. Mox ita se verbo Dei edoctum confirmatum esse ait, vt non magnopere sibi a monstris pertimescendum putet, siue tellus ista siue tellure vastior oceanus efferat ac progignat. Ecclesiis nostris ministerio doctrinæ euangelicæ ita prouisum esse vt notari pingique ac damnari vitia perpetuis sollicitisque pastorum curis sciat approbetque, seque eam in rem omnibus studiis incumbere, ne quid se viuo <628> gubernanteque aut patrocinium flagitiis aut contemptoribus fiducia comparata esse videatur. Efficaciorem certioremque non esse vllum culpandis vitiis authorem verbo Dei, in quo Christi seruatoris expressa monstrataque voluntas est, eique se deferre soli, quicquid aut reprehendendis vitæ nostræ malis aut statuendæ confirmandæque saluti hominum sine erroribus corruptelisque omnino decernatur. Odio vero sibi tantopere esse vitia, <629> vt latis eam in rem
over hos den stedlige præst, Hr. Kristoffer, der er en særdeles lærd og venlig mand.
Kongen drog tidligt om morgenen til Kronborg. Da han vendte tilbage gjorde nogen ham opmærksom på at manden fra Samsø var kommet tilbage med nye ordrer fra sin havfrue, som for nylig havde vist sig igen. Han skulle endnu en gang gå til kongen og give ham en række andre advarsler og meddelelser - ud over de forrige. Kongen lo: "Nå, hvad er det så for noget pølsesnak han har med fra sin havfrue denne gang? Hvad kan han komme med for nye ordrer?" Da nu nogen fortalte at han både pressede på med de samme en gang til og deroveni kom med ordrer om offentlige bønner og gudstjenester, som endda var fastsat til bestemte tidspunkter og bestemte åremål, vendte kongen sig imod sit følge - han havde på det tidspunkt en lang række fremtrædende mænd omkring sig - og sagde: "Skal vi da aldrig blive fri for dette vrøvl? Jeg må sige at det er en from djævel, der har så travlt med at kritisere laster og rose og opmuntre dyder. I Antvorskov gik han til angreb på den dårlige moral, her kræver han bønner til Gud - det ser nærmest ud som om han kommer fra en ny slags underverden, og ikke det gamle helvede vi kender!"
Efter disse spøgefulde bemærkninger tav kongen en stund. Derpå sagde han at Guds ord havde givet ham en sådan styrke at han ikke følte nogen særlig grund til at være bange for uhyrer - hvad enten de kom fra jorden, eller fra havet, der er endnu større end jorden. I vores kirker var der foreskrevet en sådan forvaltning af den evangeliske lære, at han følte sig ganske sikker på at præsterne gjorde et stadigt og omhyggeligt arbejde med at stemple, udmale og fordømme lasterne. Selv søgte han af al magt at sikre at der i hans leve- og regeringstid aldrig ville blive ydet nogen støtte til syndige handlinger, eller vist nogen tiltro til gudsbespottere. Ingen forfatter kunne kritisere laster mere effektivt og præcist end Guds ord, hvori vor frelser Jesu Kristi vilje er udtrykt. Det alene henviste han til så snart der skulle træffes en helt fejlfri og uangribelig afgørelse om irettesættelse af menneskenes onde gerninger, eller om hvordan mennesket opnår, og får bekræftet, sin frelse. Han nærede selv et så stort had til laster, at han ad lovgivningens vej
