Tekstbase - kontekst
Du er på side 121 af 147 sider (Side 308 i forlægget)
Document Buttons
legibus culpæ violentiam accommoda pænarum magnitudine persequatur.
Ita se filio Dei æterno omnipotentique confidere, vt sicut misericordia eius ac bonitate regnum inter mortales adeptus est, ita tectum †deletumque† iri speret, si quid vel moribus errati insit, vel cessationis incogitantiæque aut præcipitis consilij gubernationi admisceatur. Eius tutela et fulciri regnum et imperij vsum dignitatemque omnino prorogari. Pacem agnoscere se munus Dei esse, bellique ita didicisse <630> mala vt et auerti tollique precetur sedulo, et pænam sciat esse cum, pace perturbata, scelerum præmia pacatam innoxiamque bonorum vitam siue communibus incendiis siue alienis calamitatibus inuoluant. Interea hanc se daturum operam vt, quantum liceat fasque ac æquum siet, pacis honestæ bona omnibus bellorum cupiditatibus anteponat, tantumque concordiam et quietem colat expetatque, quantum colere consectarique vel ambitio sinat aliena, vel discordia atque <631> iniustæ quorundam actiones patiantur et ferant.
Vxori partum ita solutum esse vt masculus ex voto natus sit hæres. In eo gratam paternamque et propitiam erga se Dei immortalis voluntatem experiri. Huic obligatum se perpetua tantæ rei tantæque gratiæ memoria agnoscere, quod et donato filio anxium patris desiderium expleuerit, et matrem viuo infante esse voluerit incolumem, quæ beneficia vt fatetur <632> summa, ita vt solida diuturnaque sint precibus se contendere ab eo qui et naturam fulcit et patrocinatur ordini et Satanæ grassantis fremitum imposturasque et calliditates detegit, compescit et frenat.
Ad lythurgias supplicationesque publicas quod attinet, scire se confiterique causas magnas esse, quibus non annis tantum omnibus, sed horis momentisque singulis ad preces reliquaque pietatis exercitia merito certe excitemur permoueamurque, seque <633> in eo saluti subditorum, exemplo ac voluntati Dei minime defuturum. At vero hoc quod nymphæ marinæ imperio iubetur facere, etsi
havde sørget for at straffens størrelse altid stod mål med forbrydelsens alvor.
Så stor var hans tillid til Guds evige og almægtige søn, hvis nåde og mildhed han skyldte sit herredømme blandt mennesker, at han håbede at kunne bevare dette rige i forsvarlig stand også selv om det skulle indeholde visse moralske brist, eller de der styrede det skulle udvise efterladenhed eller ubeslutsomhed. Kristi omsorg var grundlaget for kongens herredømme, uden den kunne hverken kongeværdighed eller magtudøvelse have nogen bestandighed. Han var sig bevidst at freden var en gave fra Gud, og han havde lært krigens onder tilstrækkeligt at kende til at han nu ivrigt bad for at den måtte gå os forbi. Samtidig havde han erkendt at den er en straf: Når freden forstyrres, er det lønnen for menneskers forbrydelser, og den hvirvler selv gode menneskers fredelige og retskafne liv med sig - hvad enten ulykkerne faktisk er rettet mod alle eller kun de andre. Hans mål skulle være, så vidt det overhovedet var muligt og ret og rimeligt, at sætte en hæderlig freds velsignelser over alt krigens grådige begær. Han ville stile lige så målbevidst mod samdrægtighed og fred, som andres ærgerrighed og visse menneskers uenighed og uretfærdige handlinger ville tillade det.
Udfaldet af hans hustrus nedkomst var, som han havde håbet, blevet en mandlig arving, og det var et udtryk for den evige Guds nådige og faderlige velvilje over for ham. Han erkendte at han altid måtte føle sig bundet af taknemmelighed over for Gud i erindringen om denne store begivenhed, denne store nåde, der ikke alene havde opfyldt en ængstelig fars håb om en søn, men også havde tilladt moderen, sammen med barnet, at komme uskadt gennem fødslen. Han anså dette for den største gave han kunne have fået, og bad derfor til Gud - den Gud der opretholder naturen, forsvarer ordenen og afslører og tøjler Satans vanvittige spektakler og list og svig - om at dette måtte vare ved.
Hvad offentlige gudstjenester og bønner angik, var han ganske klar over at vi har mange gode grunde til at føle os tilskyndet både til bøn og andre fromme handlinger, ikke alene hvert år, men hver time, hvert eneste øjeblik - og selv ville han på dette punkt aldrig svigte sine undersåtters frelse og vige bort fra Guds vilje og eksempel. Alligevel ville han under ingen omstændigheder gøre det hav
