Tekstbase - kontekst
Du er på side 124 af 147 sider (Side 316 i forlægget)
Document Buttons
veri cultus Dei consideratione rituum ac ceremoniarum externarum splendoribus et magnificentia, quæ cum in oculos incurrerent, gratissima hominibus spectacula præbuerunt. Hinc factum est vt, cum obruta neglectaue doctrina sit <642> puritasque corruptelis cesserit, ritibus atque operibus - non veteribus quidem illis et præceptis cælitus, sed nouis plane authoritatemque ex voluntate pontificum atque admirationem consecutis - affixi sint hominum animi, occupata studia, subactæ cogitationes. Nec requieuit Satanas prius quam cumulatis superstitionibus lucem euangelij obruerit, doctrinam salutis hominum et gratuitæ remissionis peccatorum stultis quibusdam diuersarum rerum inuentionibus contaminarit, sublata libertate, <643> quæ cum doctrinæ fidei comes sit, obscurata Redemptoris gloria in nexus vinculaque ac seruitutem Satanæ pertracta est.
Ita imposturis calliditateque ac artibus Diaboli inducta in labyrinthum est ecclesia, quæ tot flexibus, tot cæcis viarum ambagibus impedita, non tantum erroribus molestissimis exercebatur, sed quo ad exitum adniteretur perueniretque tramite, cum puro manifestoque verbi Dei lumine esset destituta, perspicere satis ac peruidere non poterat.
Interea monachatus <644> auctus est, creueruntque sectarum ordines, quibus etsi prætextus erat pietatis omnibus, veram tamen pietatis lucem, quod pietatem ex verbo Dei non sectarentur, turpissime audacissimeque obscurauerunt. Et deplorandum profecto erat in vnam aliquam gentem huius mali summam non incubuisse. Omnem orbis Christiani populum peruasit, omnesque nationes et regna contagione scelestissima corrupit, ita vt etiam in boreum hoc mundi latus, non quidem impressione aliqua leui, sed toto <645> agmine plenisque velis, irruperit ac penetrarit.
In hisce densissimis tenebrarum ambagibus maiores nostri annos vltra quadringentos consederunt, in quibus præter pontificis Romani sobolem censuramque nihil omnino sectarum professionumque aliarum repertum est. Simplicitas superstitioni mixta fuit. Itaque quod praue stabilitum est et auctum, constantissime defendebatur.
At vero, circumacta reuolutaque <646> cæcitatis periodo, cum doctrinæ sinceritatem Deus restitui voluit ecclesiæ, monstrati errores sunt et proclamata impietas præcipuo summoque sub Christo tanti boni authore et ministro Martino Luthero, qui, cum ipse monachatui inauguratus magnitudinem periculorum atque erroris in quo versabatur ecclesia intellexisset, admonitionem medicinamque
og livgivende opfattelse af sand gudsdyrkelse, fordi ritualerne og de udvendige ceremonier med deres pragt og overdådighed udgjorde et yderst tillokkende skue. Det vil sige at når den rette lære således fordunkles eller forsømmes, og renheden må vige for fordærvelsen, vender menneskene til gengæld deres sind, deres interesse, ja alle deres tanker mod disse ritualer og handlinger - ikke de gamle, gudgivne, men helt nye hvis anseelse og agtelse alene bygger på pavernes forgodtbefindende. Og Satan helmede ikke før han med en mængde overtro ganske havde fordunklet evangeliets lys og inficeret læren om menneskenes frelse og syndsforladelsen som nådegave med en række forskellige tåbelige påfund. Friheden ophævedes, og da den er troens følgesvend, blev Genløserens stråleglans sat i skygge, kastet i Satans bånd og lænker, og underlagt hans trældom.
På denne måde førte Djævelen med bedrag og snedige kneb kirken ind i en labyrint, hvor den blev spærret inde i et væld af slyngninger, omveje og blindgyder. Og ikke alene var den her belemret med uendelig brydsomme vildfarelser: uden Guds ords rene og klare lys kunne den heller ikke få øje på vejen til udgangen.
I mellemtiden bredte munkevæsnet sig og de forskellige ordner voksede, men selv om de alle foregav fromhed, blev resultatet at de på det skammeligste og ganske uden skrupler formørkede fromhedens sande lys, eftersom de ikke søgte fromheden på grundlag af Guds ord. Og det virkelig begrædelige var at disse vildfarelser ikke slog ned hos et enkelt folk: De bredte sig i hele den kristne verden, og fordærvede alle folkeslag og alle riger med deres hæslige smitte, så selv vores nordlige egne blev ramt - og det ikke af en let påvirkning, men i et voldsomt angreb der trængte ind overalt.
I disse formørkelsens ufremkommelige blindgyder befandt vore forfædre sig i mere end fire hundrede år, hvorfra der ikke kendes nogen andre trosretninger end den der udgik fra paven, og bestemtes af ham. Til overtroen kom enfoldighed, så alt det urigtige, når det én gang var fastslået og havde fået magt, også blev hårdnakket forsvaret.
Men da nu denne forblindelsens tid var gennemløbet, og Gud ønskede at genoprette den sande tro i kirken, blev vildfarelserne påvist og ugudeligheden kundgjort for alverden af Martin Luther. Ham var det først og fremmest, efter Kristus selv, der iværksatte og udførte denne store velgerning. Han var selv munkeviet, og forstod hvilken fare og hvilken forvildelse kirken var gerådet i.
