Tekstbase - kontekst
Du er på side 131 af 147 sider (Side 330 i forlægget)
Document Buttons
traditi et vitæ prorogatæ pretium, quod ante omnia et expetat et asserendo tueatur, sine controuersia existimarit. In eo se et regni præcipuum finem et vitæ dulcissimum omnino vsum collocare. Et hæc quidem ab illo tunc temporis frequenter audita sunt.
Postquam igitur, suadentibus vrgentibusque vtrinque commodis, <680> pax regnis restituta pernitiosusque belli terror sapiente bonorum consilio e medio sublatus sit, præter eam quam summis bellorum difficultatibus in scholas verbique Dei ministros heroicam plane ac maximam ostenderat confirmaratque liberalitatem (de qua in Noribergicis nostris honestam copiosamque mentionem fecimus), etiam huc adiecit animum vt si quæ residua <681> etiamnum cognouisset idololatriæ ac superstitionis vestigia, quibus vel molesta prophanaque fortasse anicularum senumque quorundam opinio foueri vel offendi piorum animi potuissent, tollenda protinus illa locoque dimouenda esse arbitratus sit.
E maioribus præcipuarum ciuitatum templis eiecta iam pridem idola erant, et in his ea equidem maxime quibus a misera fascinataque præstigiis plebe cultus aliquis deferebatur. Nam quibus prauæ nihil <682> aut superstitiosæ opinionis adiunctum erat, hæsere diutius loco, quæ paulatim tamen reuulsa proiectaque foras libera næniis istis templa sacro puroque verbi Dei ministerio tandem reliquerunt. Solis Roschildensibus inerat ista diutius perferendi fiducia, cumque admoniti sæpius ista tamen deiciendi laborem conatumque differrent, rex ipse, constituta inter se vicinosque pace, monstra illa omnia ac <683> deploranda idololatriæ ac superstitionis argumenta ilico auferri, templumque maius, quod Lucio cuidam Romano, obliterata veteri Trinitatis appellatione, nescio quorum hominum stulticiis dedicatum fuit, a fæda ista atque inconcinna pontificiæ persuasionis immundicie liberari perpurgarique imperauit. Mandato celeritas adiuncta est, quodque trecentis quadringentisue cumulatum est et congestum annis, tribus pene aut quattuor vnius diei <684> horis, non quidem temerario aliquo insulsi grassantisque vulgi ausu, licentia et Debacchandi auiditate, vt aliis quibusdam in locis factum esse constat, sed iudicio atque authoritate summi legittimique ac Christiani magistratus iuxta verbi Dei regulam, tanquam vno aduenientis spiritus impete ac vehementia subuersum est et
fremtidige liv - en skat som han frem for noget andet måtte holde sig for øje, og altid sikre og forsvare. Heri så han rigets fornemste mål, og overhovedet den største glæde ved livet. Disse tanker hørte man ofte fra kongen i den periode.
Freden blev nu genoprettet i rigerne - hvilket begge parter så tungtvejende fordele ved - og krigens ødelæggende rædsler ophørte, hvilket var en klog beslutning fra de forstandige mænds side. Selv i de vanskeligste krigstider havde kongen udvist en rent ud heroisk og storstilet godgørenhed over for skolerne og Guds ords tjenere (hvilket jeg har omtalt udførligt i mit digt om Nürnberg), men nu satte han sig tillige for, at alle de spor af afgudsdyrkelse og overtro der stadig måtte være tilbage straks blev fjernet og skaffet af vejen, så de ikke kunne give næring til ubehagelige ugudelige opfattelser hos enkelte gamle mænd og koner, eller vække anstød blandt fromme mennesker.
Afgudsbillederne var allerede blevet kastet ud af de større kirker i de vigtigste byer. Det gjaldt først og fremmest dem der var genstand for en eller anden kult blandt den ynkelige pøbel, som lod sig forføre af den slags humbug. De der ikke var forbundet med nogen falske eller overtroiske forestillinger, fik lov at blive siddende længere, men efterhånden blev også de revet ned og smidt på porten, så kirkerne blev overladt til den hellige og rene dyrkelse af Guds ord, befriet for den slags barnagtigheder. Kun i Roskilde vovede man stadig at se igennem fingre med disse ting, og selv efter gentagne henstillinger om at tage dem ned, blev arbejdet udskudt. Men da kongen havde sluttet fred med sine naboer, gav han ordre til at alle disse uhyrligheder, disse beklagelige tegn på afgudsdyrkelse og overtro, straks skulle fjernes, og at domkirken, som nogle mennesker i deres tåbelighed havde viet til en eller anden romer ved navn Lucius, til trods for at den fra gammel tid havde været helliget Treenigheden, skulle befries og fuldstændig renses for dette hæslige og anstødelige papistiske smuds. Og handling fulgte ord: Hvad der var blevet samlet sammen og hobet op i løbet af tre eller fire hundrede år, blev på tre eller fire timer af en enkelt dag omstyrtet, og i bund og grund tilintetgjort. Og her var det ikke - som det har været tilfældet en række andre steder - en rasende pøbel der i ubehersket ødelæggelsestrang kastede sig ud i en modbydelig, hovedløs voldshandling. Nej, det skete efter den højeste retmæssige kristne myndigheds beslutning, på grundlag af Guds ord - som i et enkelt pludseligt udslag af åndens nedstigen. Rester
