Tekstbase - kontekst
Du er på side 130 af 147 sider (Side 328 i forlægget)
Document Buttons
dius et Iohannes Machabæus, amænissimi profecto, Olao Chrysostomo ac Iohanne Synningio <674> pro doctorum gradu ex veteri academiarum consuetudine respondentibus, scripto comprehensas intulerant in colloquium - cui tum rex ipse interfuit, actionemque præsentia atque authoritate, ne quid vel tumultus existeret vel acerbæ insulsæue collationis esset, in amplissimi senatus <675> regni scholæque totius consessu egregie gubernabat.
Idem congressus persuasit et Lundensibus vt pontificiæ superstitionis magnitudinem in posterum relaxarint, seque recte informatis verbumque Dei ex illato puritatis lumine approbantibus coniungendos arbitrati sint. Nam ad reliquos quod attinet, omnium primi doctrinam Lutheri Melanthonisque beneficio ac studiis repurgatam admittere ac comprobare Arhusienses, <676> quibus res pontificia, ipso statim inicio prædicati per Tausanum euangelij, suspecta haberi cepta est. Rem hanc Andreas Lætus, auunculus noster, Torchillus Abeldgardius et Nicolaus Molsingus, viri profecto eximij, strenue adiuuerunt. Hos Ripenses Viburgensesque imitati mature idololatriam auersabantur. Quæ post acciderunt hoc quidem in loco commemorari minime necesse est.
Christianus cum annos <677> tres et viginti expleuisset in imperio, concessit morti, regnique gubernationem Friderico Secundo filio reliquit. Hic etsi bella ipso statim inicio gubernationis et periculosa in Dytmarsos et in Suecos grauia perplexaque gesserit, relligionis tamen ac verbi euangelici ita suscepit curam vt hac sibi nihil antiquius, vel mediis in armis ipsisque pene sub papilionibus, maxima inter suos constantia <678> professus sit. Bellum se in vicinos gerere, sed coactum penitus, cum ocio illis ac quiete frui vtique si libuisset, per se equidem omnino licuisset. At vero, quamcunque ex his molestiis vel sortem sentiat vel fortunam experiatur, ita constitutas sibi res arbitrari, vt doctrinæ euangelicæ puritatem omnibus et ex hostibus victoriis et ex regno commodis anteferendam esse putet. <679> Id se ab optimo maximoque Deo petere vt, dum se potestate velit regia perfungi, animum det qui verbi Dei recte intellecti possessionem, quam a maioribus sibi relictam tenet, summum et imperij
på nogle teser, som Palladius og Johannes Machabæus, to yderst tiltalende personer, havde fremlagt ved mødet i skriftlig form, og som Oluf Chrysostomus og Jens Sinning, efter gammel universitetetsskik, skulle forsvare for doktorgraden. I dette møde deltog kongen selv. For at undgå uroligheder eller grov og uhøflig optræden, ledede han selv handlingen, i overværelse af det høje rigsråd og hele universitetet. Dette gjorde han på glimrende vis, både ved sin blotte tilstedeværelse og ved sin myndighed.
Samme møde overbeviste også kannikerne fra Lund om at de for fremtiden måtte lade den papistiske overtro vige, og slutte sig til dem der havde modtaget den rette lære og tog Guds ord til sig i det renhedens lys der nu strålede over det. Hvad de andre angår var de århusianske de første af alle til at vedkende sig læren i den rensede form vi kan takke Luthers og Melanchthons store indsats for. De begyndte at tvivle på den papistiske sag allerede første gang Hans Tausen prædikede evangeliet, og denne udvikling fik ivrig støtte fra tre fremragende mænd: min onkel Anders Glad, Terkel Abildgaard og Niels Molsing. Både de ripensiske og de viborgensiske kanniker fulgte århusianernes eksempel, og tog afstand fra afgudsdyrkelsen på et tidligt tidspunkt. Hvad der senere hændte er det ikke nødvendigt at berette her.
Christian døde efter at have regeret i 23 år, og efterlod rigets styre til sin søn Frederik II. Selv om denne har ført flere krige allerede fra sin tidligste regeringstid - den farefulde krig mod ditmarskerne og den ulykkelige og vanskelige krig mod svenskerne - har han dog viet religionen og evangeliets ord stor omsorg. Faktisk har han til stadighed over for sine nærmeste fastholdt at intet lå ham mere på sinde, selv ikke mens krigene rasede - ja end ikke i selve hærførerteltet: Han førte krig mod nabofolkene, men kun fordi han var aldeles tvunget til det. Hvis de havde været villige til at leve i fred og fordragelighed, ville han på ingen måde have forhindret det. Men hvilket udfald, og hvilken skæbne disse fortrædeligheder end ville berede ham, var han af den overbevisning at den evangeliske læres renhed måtte gå forud for enhver sejr over fjenden, og enhver bekvemmelighed riget kunne skænke ham. Så længe den almægtige Gud ønskede at han skulle bestyre kongemagten, var det hans bøn at han ville hjælpe ham til uden vaklen at fastholde den rette forståelse af Guds ord, sådan som han havde overtaget den fra sine forfædre, og til at betragte den som den største skat, såvel i det rige der var blevet ham overdraget som i det
