Tekstbase - kontekst
Du er på side 138 af 147 sider (Side 346 i forlægget)
Document Buttons
mitatum præstiterit bona conscientia, aut velamentum patrocinij et defensionis iniciat Christus dominus, æternus filius Dei et hominum omnium iudex. Huius sanguine ac meritis tum priuatæ tuæ, tum officij constare rationes possunt. Ibi par summæ est condonatio, nihilque manci habet quod huius fide actum est. In reliquis præsidij <715> nihil, fiduciæ nihil, nihil refrigerij aut consolationis est. Ruit fatiscitque idololatria omnis, omnemque sobolem eius vanitas pessundat. Sedet iudex Christus, censor vitæ, non superstitionis author, quæ sua sunt repetens, quæ aliena disgregans et damnans. Quid hic missa, vota, peregrinationes, cuculla, vigiliæ, exequiæ, cibus, preces, supplicationes, et mortuorum hominum inuocatio? Quid habent, inquam, hæc boni, quo fidas? Quid non <716> mali, quo fugias? Consistere solus tibi indutus Christus facit, cætera omnia horrorem incutiunt, damnationem subeunt iure, supplicia æterna luunt. At vero induitur ille tibi non simulatione, non prætextu, non temeraria quadam aut fascinata tantum vsurpatione nominis, sed fidei sinceræ orthodoxæque ac confessionis solidæ constantisque relligione. Et hæc quidem omnium profecto sunt et omnino singulorum.
Regum autem <717> gubernatorumque deploranda pene est conditio. Non enim in horum ita cudetur faba caput vt soli ferant quod actionibus propriis videantur esse commeriti. Longius pæna serpit, quosque vel exemplo vel licentia vel oscitantia vel authoritate denique perdiderint, eorum profecto sanguinem e suis etiam manibus quæsitum iri sciant. Cum iuramento sint obligati Christo, cur quæso reformidant, cur tardant Christo reddere, cuius nomine iuramentum susceptum est? Cur iurisiurandi <718> sanctitatem idololatriæ studiis et prophanitate corrumpunt? Aut cur id Diabolum tantopere expetere, tantis vrgere præstigiis putandum est vt idololatriæ confirmetur inualescatque malum, nisi vt sublata euangelij ac veri cultus luce e vestigio spacium sit ac locus tenebris, in quibus primum quidem vera solidaque de Deo obscuretur noticia, deinde in filium Dei et in verbum salutis hominum contemptus blasphemiaque <719> ac contumelia existat, postremo vitæ actionibus licentia et turpitudo infundatur? Ignorata enim voluntate Dei, quam lex at
din gode samvittighed yder dig ledsagelse, eller vor herre Kristus, Guds evige søn og alle menneskers dommer, kaster sin beskyttelses kåbe over dig. Hans blod og hans gerninger får både dit personlige og dit embeds regnskab til at gå op. Dér svarer tilgivelsen til summen, og der bliver intet underskud når handlingerne er udført i troen på ham. Ingen andre steder er der overhovedet beskyttelse, tillid, trøst eller lindring. Al afgudsdyrkelse sygner hen og går til grunde, og alt hvad den fører med sig er tomt og bliver til intet. Kristus sidder som dommer for at fælde dom over vort liv, ikke for at anstifte overtro. Han gør krav på hvad der er hans, og forkaster og fordømmer hvad der er ham fremmed. Hvad nytter så messer, løfter til Gud, pilgrimsrejser, munkekutter, vigilier, begravelsesceremonier, kostregler, bønner, bønfaldelser og påkaldelse af de døde - er der noget godt i alt dette, noget man kan fæste lid til? Er det ikke altsammen noget ondt, noget man bør undgå? Kun Kristus, som du har iklædt dig i dåben, kan befæste dig. Alt andet indgyder kun rædsel, fordømmes med rette og er hjemfaldent til evig straf. Men Kristus lader sig ikke iklæde gennem falskhed og forstillelse og med tilfældige, besværgende påberåbelser af hans navn, men på grundlag af den rette og oprigtige tro og bestandig og alvorlig bekendelse af den. Og dette gælder alle, ja, det gælder hvert enkelt menneske.
Men hvad konger og herskere angår, er forholdene næsten fortvivlende. Det vil nemlig aldrig kun være dem selv der kommer til at bære de fortjente følger af deres egne handlinger. Deres straf rækker videre ud. De må være klar over at de mennesker som de selv har har ført i fordærv - ved deres eget eksempel, ved deres ligegyldighed og forsømmelighed, ja deres indflydelse i det hele taget - dem har de også udleveret til uundgåelig straf. De er bundet til Kristus med ed - hvorfor viger de så tilbage, hvorfor tøver de med at give den Kristus i hvis navn eden er aflagt hvad der tilkommer ham? Hvorfor krænker de den hellige ed med afgudsdyrkeri og ugudelighed? Og hvorfor søger Djævelen i den grad, med alle sine listige manøvrer, at styrke og fremme afgudsdyrkelsens uvæsen - om ikke for at gøre det af med evangeliets og den sande gudsdyrkelses lys og give plads for mørket, så den sande og grundfæstede erkendelse af Gud gradvist fordunkles, hvorpå foragt, bespottelser og forhånelser over for Guds søn og det frelsende ord vinder indpas, indtil amoral og skamløshed til sidst behersker alle livets forhold. For hvis man ikke agter på Guds vilje, sådan som
