Tekstbase - kontekst
Du er på side 143 af 147 sider (Side 356 i forlægget)
Document Buttons
parte colloco, pura sinceraque doctrinæ cælestis atque euangelij de Christo et salute hominum possessione.
Iam vero ne quid posteritati ignotum sit quibus, hoc nato Christiano, Christiana apud nos relligio præcipuis veluti capitibus ac comministris asserta sit et propagata, eorum sane nomina huic narrationi inferam, quæ etsi ex nostris Rerum Danicarum libris, quos [[non magna multorum gratitudine (Lundenses tamen quosdamque paucos alios semper exceptos volo)]] haud ita pridem <739> in lucem prælo dedimus, perspecta notaque esse possint, historiæ tamen causa in seriem hanc illata esse patiar.
Itaque cum Paulo Matthiæ post Iohannem Albertium, qui Petro Palladio successerat, Sialandensis ecclesiæ tradita esset cura, a morte autem Nicolai Palladij, qui Vormordo successerat, Scanicarum ecclesiarum gubernatio Tychoni Asmundio, regio olim concionatori et Lundensi canonico, commissa est. Nicolaus Caspari Viburgius, ecclesiastes Hafniensis, in locum Georgij Vibergij apud Fionenses suffectus est. Iohannes Lausonius, qui Iohannis Tausani vices subiit, <740> Ripensem, Laurentius Bartholomei Arhusiensem, Viburgensem Petrus Theodgari, Wentsoliensem Georgius Borringholmius administrauit.
In Nortuegia Nidrosiensi præfuit Iohannes Gosus, vir nobilis et moribus omnino grauis, qui, relictis in Fionia paternis bonis, cum se studiorum causa in academiam Hafniensem contulisset, ex ea Christiani Tertij mandato euocatus in hanc Nortuegiæ oram missus est, fælici profecto commutatione æternas diuitias salute multorum consecutus - Anslouiensi autem Franciscus Bergius, Iohannes Scheldorpius Bergensi et Stauangriensi Georgius Ericius, viri mehercle et eruditi omnes et in curandis ecclesiarum rebus saluteque hominum perficienda non vigiles modo, sed et assidui et maxime <741> admirandi. Et hisce quidem vti prima authoritas in omni relligionis vsu ac ministerij gubernatione fuit, ita præcipuus est habitus honos, totiusque præsbiterij capita ac patres existimati sunt.
Cum igitur pietatis ac ministerij ecclesiastici curam hisce commississent reges, equidem sollicitudine atque officiis eorum, cum sedulam adhiberent rebus omnibus inspectionem, vberes videre <742> euangelij fructus colligi, horumque opera æternam Christo hæreditatem apud nos comparari. Et quidem quod ad pietatis doctrinam sacrumque et publicum ministerij vsum formamque relligio
hvad der efter min mening har bidraget mest til vor lykke, på grund af den rene og ufordærvede besiddelse af den himmelske lære og af evangeliet om Jesus Kristus og menneskenes frelse.
For nu at eftertiden ikke skal være uvidende om hvem der forvaltede og udbredte den kristne religion her i landet da Christian var kommet til verden, vil jeg medtage navnene på de vigtigste ledere og embedsmænd i denne beretning. For selv om de vil være kendt fra Res Danicæ, som jeg udgav for ikke så længe siden, [[omend kun få har udtrykt deres taknemmelighed, bortset naturligvis fra lundenserne og nogle få andre,]] vil jeg dog af hensyn til den historiske fuldstændighed medtage dem i denne fremstilling.
Da ledelsen af Sjællands kirker blev overdraget Poul Madsen efter Hans Albertsen, som havde efterfulgt Peder Palladius, blev samtidig ansvaret for de skånske kirker tildelt Tyge Asmundsen, tidligere hofpræst og kannik i Lund, efter at Niels Palladius, der havde efterfulgt Frands Vormordsen, var død. Niels Jespersen Viborg, som var præst i København, blev Jørgen Sadolin Viborgs efterfølger på Fyn. Hans Laugesen overtog Hans Tausens embede i Ribe Stift, Laurids Bertelsen forvaltede Århus stift, Peder Thøgersen Viborg Stift og Jørgen Borringholm Vendsyssel stift.
I Norge blev ledelsen af Trondhjem stift varetaget af den yderst retlinede adelsmand Hans Gaas. Han havde forladt sit fædrene gods på Fyn og begivet sig til Københavns universitet for at studere, og herfra var han på Christian III's befaling blevet kaldet til denne del af Norge, hvor han på lykkeligste vis selv opnåede de himmelske rigdomme, gennem sit virke for mange andres frelse. Oslo stift tilfaldt Frants Berg, Bergen Jens Skjelderup og Stavanger Jørgen Eriksen, alle særdeles lærde mænd der ydede en årvågen og utrættelig, ja en beundringsværdig indsats for kirkernes forhold og menneskenes frelse. Ikke alene besad de således den højeste myndighed i alle religiøse forhold og i forvaltningen af de kirkelige embeder, de nød også en særlig respekt og anseelse som de faderlige ledere for hele præsteskabet.
Det var altså til disse mænd, kongerne havde overdraget omsorgen for gudfrygtigheden og kirkens embeder, og de kunne se hvordan deres samvittighedsfuldhed og pligtfølelse, når de omhyggeligt førte tilsyn på alle områder, fik evangeliet til at bære rige frugter, og hvordan deres store indsats sikrede Kristus en evig arv hos os. Og således forholder det sig i dag med den religiøse lære, det
