Tekstbase - kontekst
Du er på side 2 af 147 sider (Side 64 i forlægget)
Document Buttons
Recte istud ego Platonem dicere arbitror, ortus nostri partem sibi patriam, partem parentes, partem amicos vendicare. Et quidem, quod ad amicos ac parentes attinet, expressa sunt in diuinis scripturis testimonia, quibus ita voluntas Dei patefacta ostensaque est, <4> vt et crimen insit violationi et pænam violationis æstus attrahat, semperque et honestis ac piis erga parentes studiis et eximiæ promptæque in amicos voluntati singularis gratia extiterit, quæ et deorum immortalium iudicia et pulcherrimam hominum de virtutibus censuram comprobationemque extulerit ac demonstrarit.
At vero hæc de patria <5> seculis omnibus sententia fuit sapientum vt, cum multa sibi interea in lubrico incertoque hoc et laborioso vitæ cursu exoptanda complectendaque duxerint, equidem illa hoc sibi gradu consectanda atque expetenda arbitrati sunt, vt quæ ad patriæ salutem dignitatemque pertineant omnibus sibi et vitæ delitiis et incolumitatis nostræ bonis anteferenda esse existimarint. Ea animorum contentione eoque iudicio <6> factum est, vt et multi pro asserenda conseruandaque salute patriæ haud dubia vitæ pericula adierint, multi ignominia notari se, afficiue iniuria passi sint, quidam exilij fugæque duritiem susceperint, alij ne amicos quidem putauerint habendos sibi eos quorum coniunctio societasque vel probrum ciuibus vel pernitiem patriæ adferre posse videretur.
Hosce autem, qui vel rerum maximarum <7> iacturam sustinere vel mortem ipsam amplecti subireque non formidauerunt, vt salua sartaque esset patriæ gloria, dicere minime necesse est. Diues ille profecto ac multiplex in omni gente fuit prouentus optimorum, adeo vt et barbaris, cætera quidem fortasse rudibus, hoc tamen <8> quod ob conseruandam patriæ existimationem suscipi discrimen
Platon har efter min mening ret, når han siger at fædrelandet, vore forældre og vore venner har krav på hver sin del af vor tilværelse. Hvad venner og forældre angår findes der i de hellige skrifter klare vidnesbyrd. Det er her åbenbaret som Guds vilje at det er en forbrydelse at krænke disse mennesker, en forbrydelse der påkalder sig straf, mens såvel respekt og pligtfølelse mod forældre som beredvillig hjælpsomhed over for venner altid har mødt særlig påskønnelse - hvilket både er bevidnet ved de udødelige guders dom og ved menneskenes smukke og anerkendende holdning til dyden.
Hvad fædrelandet angår har forstandige mennesker til alle tider haft den opfattelse, at hvad vi end i dette usikre og slidsomme liv måtte sætte os af mål eller ønsker, skulle de altid prioriteres sådan at det der tjente fædrelandets sikkerhed og værdighed sattes langt over vores egne nydelser og personlige velfærd. Denne livsholdning, denne målsætning, har endda fået mange til at udsætte sig for åbenlys livsfare og underkaste sig forhånelser og uretfærdighed i forsvar for fædrelandets sikkerhed. Nogle har påtaget sig landflygtighedens trængsler, andre har ment at måtte afvise selv deres venner, fordi omgangen med dem kunne bringe deres medborgere i vanære eller deres fædreland i fare.
Der er ingen grund til her at nævne alle dem der har haft mod til at ofre alt hvad de ejede, ja selv deres liv, i forsvar for fædrelandets ære. Ethvert folk har i rigt mål frembragt store mænd af denne art, og selv barbarer, der ellers kan mangle enhver form for kultur, regner de farer man kan udsætte sig for af hensyn til fædrelandets
