Tekstbase - kontekst
Du er på side 3 af 147 sider (Side 66 i forlægget)
Document Buttons
posset, primos pene gradus visum sit obtinere ad eam quæ expeti a sapientibus debeat vitæ nominisque huius fælicitatem. Itaque dum patria salua sit, nulla nec pericula vitæ nec dispendia fortunarum nec tormentorum denique ac cruciatuum <9> sæuitiem subire perferreque exhorruerunt. Et hij quidem hisce plerumque modis studia sua ac voluntates erga maiorum fidem patriæque dignitatem declarauere.
In omni autem numero videntur hij laudem consecuti esse maximam, qui eximiis perspicuisque historiarum monumentis illustres <10> magnificasque patriæ res complexi sunt, quod in his et successorum iudicia et memoriam factorum et, quod spectari ante omnia oporteat, sinceram gratamque putauerint amatæ patriæ celebritatem cum honesta dulcique maiorum recordatione conseruari posse ad posteritatem.
Horum ego studia profecto semper feci plurimi. Aut quorsum quæso egregia ob patriæ honorem incrementaque patrauisse facinora, <11> ingentia interdum pericula subiisse, res suscepisse aut censura graues aut vsu vitæ ciuiumque commodo amplissimas, denique ita gessisse rempublicam vt, cum salutem omnium heroica prudenteque imperij gubernatione perfecerint, domestica vero ciuili mansuetaque vitæ magnificentia expediant, literarum tamen ac scriptionis presidio ita equidem destituantur vt, cum <12> clari ob virtutes esse potuissent, obscuri tamen in numero deliteant - hoc tantum noti quod et fuerint aliquando et, iratis tamen musis, rebus vitæ regnorumque incrementis actionum discrimina, euentus ac tenuem quandam fælicitatis memoriam infudissent.
Hanc calamitatem literarum vel inopia vel contemptu existere necesse est. Itaque mereri præclare illi quidem mihi videntur de hominibus qui, <13> cum imperij dignitatem in honesta gente adepti sunt, studia literarum bonasque disciplinas sibi fouendas esse censeant, quo et barbaries ceu profligari theatro et rerum maximarum illustriumque memoria colligi retinerique et ad posteritatis successiones veluti per manus deferri posse videatur.
Hoc pacto <14> et rerum a maioribus gestarum veluti imago quædam perpetua obuersatur oculis, et dulcis quædam pietatis ac studij in patriam existit recordatio, tum vero et rerum maximarum noticia
anseelse for det vigtigste skridt på vejen mod den livslykke og berømmelse som det vise menneske bør søge. Når blot det kunne redde deres fædreland, har de derfor trodset livsfare, økonomisk ruin, ja selv de grusomste pinsler. Også de har med den slags midler vist deres velvilje og iver efter at videreføre forfædrenes troskab og fædrelandets værdighed.
Den største hæder af alle er dog blevet dem til del der i fremragende historiske værker har beskrevet berømmelige og storslåede begivenheder i fædrelandets fortid. Dette har de nemlig gjort i overbevisning om at de dermed kunne bevare erindringen om begivenhederne og sikre den rette bedømmelse af dem i eftertiden, samt - og det er det vigtigste formål overhovedet - at de sammen med et værdigt og smukt minde om forfædrene kunne sikre deres elskede fædreland sand berømmelse.
Denne form for arbejde har jeg altid selv sat meget højt: Hvad nytter det at udrette store bedrifter for at hædre og fremme sit fædreland, hvad nytter det at udsætte sig for vældige farer, at udføre handlinger der vidner om høj moral eller har den største betydning for ens eget liv og er til gavn for borgerne? - Og hvad nytter det at lede staten sådan at man sikrer alle borgeres velfærd med et heltemodigt og klogt styre, og lader de indre forhold præge af både mildhed og storhed? Hvis den slags mænd ikke samtidig sikrer sig bistand fra lærdommen og litteraturen, forsvinder de i mængden - hvor berømte de end burde have været. Det eneste man ved om dem er at de engang har levet og at de har efterladt sig en vag erindring om medgang, om beslutninger og resultater der har sat sig visse spor og styrket deres riger - men at muserne vendte dem ryggen.
Dette er det uundgåelige ulykkelige resultat af mangel på, eller foragt for, litteratur. De der har opnået den højeste magt og position hos et frit og værdigt folk, yder derfor, efter min mening, menneskeheden en stor tjeneste hvis de lægger vægt på støtte til litteratur og lærdom. Ikke alene fratager de derved barbariet ethvert spillerum, de gør det også muligt for mindet om store og berømmelige begivenheder at blive viderebragt til eftertiden, så at sige fra hånd til hånd.
På denne måde kan vi til stadighed have en slags billede af vore forfædres bedrifter for øjnene - et billede der ikke alene kan være os et smukt minde om fromhed og fædrelandskærlighed, men også kan styrke vores dømmekraft ved sammenligning med berømte
