Tekstbase - kontekst
Du er på side 13 af 97 sider (Side 65 i forlægget)
Document Buttons
Anno domini .1500. ipso die Iuliane virginis mense Februario, Inclytus Ioannes rex, eius nominis primus, Ditmertiam (que comitatus est olim regibus Danorum a Friderico iii Rhomanorum rege semper augusto donatus) est ingressus, animo uindicandi dictum Comitatum, qui ante aliquot annos libertatis auidus temere defecerat. Porro cum nec superi nec fortuna Danis fauerent, a paucissimis militibus, terreque incolis, exercitus Danorum fusus est, adeo ut solus rex (qui in posteriori agmine erat) cum paucis uix eauderet. Dicebatur vulgo illis diebus nostros iccirco infelici Marte pugnasse, quod aduersus sese diuinam ultionem iuste prouocassent. Priusquam enim ad miliciam conscriberentur, partiti sunt sibi proceres aliquot in Bohemicam factionem ualde propensi pinguiora regni sacerdotia atque monachorum cœnobia, que reuersi cum pace (ut aiebant) mox erant occupaturi. Sed potentissimo deo (qui natura impietatem ac sacrilegium odit) pro ecclesiastico ordine, ut solet, pugnante, non sunt reuersi. Perierunt enim omnes, atque vtinam spiritus illorum saluus sit in die domini. Adeo enim insaniebant auaricia et inuidia ceci, ut gauderent huiusmodi titulis compellari: Salue venerabilis abba Sorensis, prior de Antuordskow, Decane, Preposite, Archidiacone, Cantor Roschildensis. Itaque in nullo vnquam bello tantus cecidit numerus abbatum, priorum, Decanorum, Prepositorum, Archidiaconorum, Cantorum et canonicorum, quantus in Ditmertiensi prelio cecidisse compertum est. Quod si felicius successerit iis, qui sub exorto Lutheranismo non iam similia moliebantur, imo longe maiora, non solum
Aar 1500, paa selve Juliane Jomfrus Dag, drog Hans, den navnkundige Konge, den første af det Navn, ind i Ditmarsken (hvilket Grevskab fordum blev skænket de Danskes Konge af det romerske Riges Kejser, Frederik den tredje) for at underkaste sig samme Grevskab, som adskillige Aar før ubesindigt var frafaldet af Begærlighed efter Friheden. Men da hverken Gud eller Lykken var de Danske god, blev deres Hær adsplittet af nogle faa Landsknægte og Landets Indbyggere, saa at Kongen alene, som var ved Bagtruppen, med Nød og næppe undkom med nogle faa. Det sagdes almindelig i de Dage, at vore derfor havde været saa uheldige i Kampen, fordi de selv med Rette havde nedkaldt den guddommelige Hævn over sig. Thi før end de samledes til Ledingstjenesten, delte mange af Adelen, som heldede stærkt til det bøhmiske Partivæsen, Rigets fedeste. Præsteskaber og Munkeklostre mellem sig og vilde, naar de vendte tilbage med Fred (som de sagde), straks bemægtige sig dem. Men da den almægtige Gud, som ifølge sin Natur hader Ugudelighed og Kirkeran, som sædvanlig kæmpede for den gejstlige Stand, saa vendte de ikke tilbage. De omkom nemlig alle, og gid deres Sjæl maa blive frelst paa Herrens Dag. Thi i den Grad rasede de, blinde af Gerrighed og Misundelse, at de morede sig med at tiltale hverandre med saadanne Titler: Vær hilset, værdige Abbed af Sor, Prior af Andvorskov. Degn, Provst, Ærkedegn, Kantor af Roskilde. Derfor har man aldrig hørt, at der i nogen Krig er faldet saa mange Abbeder, Priorer, Degne, Provster, Ærkedegne, Kantorer og Kanniker som i Ditmarskerslaget. Men om de have haft større Held med sig, som efter Lutheriets Fremkomst ikke blot arbejdede paa sligt, men endogsaa paa langt værre Ting, ikke blot
