Tekstbase - kontekst
Du er på side 71 af 97 sider (Side 123 i forlægget)
Document Buttons
illum tota Sielandia Lutheranismo adiungeretur. Nam cum uidisset princeps, irritam esse suam postulationem, qua filio suo adhuc infantulo episcopatum Roschildensem inde principatum facturo postulauerat, odio tocius cleri sibi uehementer inuisi, prefatum D. Ioachimum Rønnow, accepta ui magna auri, uiolenter intulit dicto episcopatui, quem sciebat esse animi ferocis ac impotentis, et in Lutheranam factionem ualde propensi. Verum ubi princeps sacrilegus comperisset, eundem dominum Ioachimum Rønnow, accepta episcopatus ditione, sentenciam mutasse, factumque paulo synceriorem, quam sperauerat ille (tametsi erat prophanior, quam uel decet episcopum aut etiam ecclesie rebus expediret) indoluit rex, penituitque magistrum equitum, quod illi unquam credita fuerat ecclesie Roschildensis dispensatio. Verum utriusque partis successus in sequentibus patebit.
Hoc eodem anno, cum Christiernus rex famosus tyrannus semel et iterum frustra tentasset armis uindicare Danorum regnum, a quo fuerat iusto dei iudicio deturbatus, iam magna recuperandi regni spe erectus, tercio tentauit, quod antea non successerat. Instructa igitur magna classe, atque coacto grandi exercitu, soluit ex Hollandia, ac alto mari diu iactatus, multa etiam naufragia passus, tandem in Noruegiam, circa festum beati Martini, desperatorum asylum peruenit, ubi diu fluctuabat inter spem et metum, incertus quorsum tandem diuerteret. Relictis igitur presidiis in obsidione arcis Agershwss, cum reliqua parte copiarum ui occupauit arcem quandam Karsborg nuncupatam, in ditione quadam que uulgo Wiigen dicitur, interfectis omnibus presidia
Lutheriet ved hans Hjælp skulde faa Indpas i hele Sælland. Thi da Kongen saa, at han ikke kunde sætte sit Forlangende igennem, at man skulde tage hans egen Søn, som endnu var et spædt Barn, til Biskop i Roskilde, for at han deraf kunde danne sig en fyrstelig Stilling, saa indtrængte han af Had til hele Gejstligheden, mod hvem han var i høj Grad ugunstig stemt, med Vold og Magt den fornævnte Joakim Rønnov i Bispedømmet, efter at han først havde modtaget en stor Sum Guld af ham; han vidste nemlig, at denne Mand besad et ustyrligt og voldsomt Sind og var meget gunstig stemt for det lutherske Parti. Men da den kirkerøverske Fyrste mærkede, at samme Hr. Joakim Rønnov, da han først havde faaet Bispedømmet i sin Besiddelse, havde skiftet Mening og var bleven lidt mere kirkeligsindet, end Kongen havde ventet (skønt han dog var mere verdslig, end det sømmer sig for en Biskop eller var til Gavn for Kirkens Sager), saa følte Kongen Græmmelse og Rigshofmesteren Fortrydelse over, at man nogensinde havde betroet ham Styrelsen af Roskildekirken. Men hvorledes det senere gik begge Parter vil fremgaa af det følgende.
Efter at Kong Kristiern, den berygtede Tyran, to Gange forgæves havde forsøgt med Vaabenmagt at genvinde Danmarks Rige, hvorfra han var bleven forjagen ved Guds retfærdige Dom, saa fik han nu i dette samme Aar stort Haab om at kunne genvinde sit Rige og forsøgte nu for tredje Gang, hvad der tidligere ikke var lykkedes. Efter at have udrustet en stor Flaade og samlet en vældig Hær sejlede han altsaa ud fra Holland, og efter længe at være bleven omtumlet paa Havet og efter ogsaa at have mistet mange af sine Skibe ved Skibbrud, ankom han endelig ved Mortensdags Tider til Norge, dette Tilflugtssted for fortvivlede Mennesker, hvor han længe vaklede mellem Haab og Frygt, uvis om, hvor han endelig skulde vende sig hen. Han lod derfor en Besætning blive tilbage for at belejre Akershus Fæstning og indtog derpaa med sin øvrige Styrke en Borg ved Navn Karsborg i det Landskab, som sædvanlig kaldes Vigen. Her blev hele Besætningen nedhugget,
