Tekstbase - kontekst
Du er på side 73 af 97 sider (Side 125 i forlægget)
Document Buttons
Christierno pacis ac concordie legibus, facile impositum est regi non solum calamitoso, sed etiam uiribus ac copiis militaribus destituto. Nam ex sex millibus uix erant superstites sesquimille, mari, fame, peste ac gladio simul aduersus regis Christierni crudelitatem iusto dei iudicio (quia nunquam misereri didicit) conspirantibus, acriterque pugnantibus. Igitur post multas technas et uersutias, hac tandem lege, egre dolosum consilium persuasum est, ut rex Christiernus, dimissis per terras militibus in Germaniam profecturis, solus cum paucis familiaribus ac uniuersa suppellectili, conscensa naue, transmitteret in Daniam, cum rege ac regni magistratu de ratione ineunde pacis tractaturus, que si non contingeret pro ipsius uoto, iam sineretur liber abnauigare aut in Hollandiam, unde soluerat, aut in aliam Germanię provintię, quam sibi commodiorem delegisset. Vbi tandem ad portum Haffnensem uentum esset, omisso pacis tractatu, de rumpendi fęderis modo cum prefato electo Ottoniensi initi acriter consultatum est. Itaque ruptum est fędus hoc pretextu, quod initum erat inuito rege, ut ferebatur, ac regni magistratu inconsulto, quorum iussu ac permissu potestatem acceperat dictus Chanutus, non componende pacis sed belligerandi cum rege Christierno. Friderici tamen regis arbitrio ruptum est magis quam magistratus consilio. Quandoquidem ipsi Friderico haudquaquam uidebatur esse tutum, cum tam perfido principe de fędere pacisci. Igitur Christierno rege seducto, qui alios uenerat seducturus, uiolatis item litteris (non sine perfidię suspicione apud exteras naciones) quibus sibi persuaserat, tutissimum
Kristiern mindeligt Forlig og Fredsvilkaar, lod Kongen sig med Lethed føre bag Lyset; thi han var ikke blot nedbøjet af Ulykken, men hans Magt og Krigsstyrke var ogsaa svunden stærkt ind. Af 6000 Mand var der nemlig næppe halvandet Tusind tilbage, idet Havet, Hunger, Sygdom og Sværd ifølge Guds retfærdige Dom paa een Gang sammensvore sig og heftigt kæmpede mod Kong Kristierns Grusomhed, fordi han aldrig har lært at føle Barmhjertighed. Efter mange Kunstgreb og Rænker fik man derfor endelig med Nød og næppe Kong Kristiern overtalt til at gaa ind paa den svigefulde Plan, paa det Vilkaar, at han efter at have opløst sin Hær, der gennem Kong Frederiks Lande skulde drage tilbage til Tyskland, alene med faa Ledsagere og alt sit Gods skulde stige om Bord i et Skib og sejle til Danmark for at underhandle med Kongen og Rigsraadet om, paa hvad Maade der kunde indgaas et varigt Forlig, og dersom han ikke kunde opnaa et saadant efter sit Ønske, skulde det staa ham frit for at sejle bort igen, enten til Holland, hvorfra han var sejlet ud, eller til en anden Provins af Tyskland, hvilken han ansaa for bekvemmest for sig, efter hans eget frie Valg. Da man endelig kom til Københavns Red, saa talte man ikke længere om nogen Fredsunderhandling; men man raadslog ivrigt om, hvorledes man kunde bryde den Pagt, der nylig var indgaaet med den fornævnte Biskop af Odense. Man brød da saa Pagten under det Paaskud, at den var indgaaet mod Kongens Vilie, efter hvad man fortalte, og uden Rigsraadets Samtykke; thi efter deres Befaling og Indvilligelse havde den omtalte Knud faaet Fuldmagt, ikke til at slutte Fred, men til at føre Krig med Kong Kristiern. Dog var det mere ifølge Kong Frederiks personlige Vilje end efter Rigsraadets Raad, at Pagten blev brudt. Thi Kong Frederik selv ansaa det ingenlunde for sikkert at indgaa en Pagt med en saa troløs Fyrste. Efter at man saaledes havde ført Kong Kristiern i Fælden, der selv var kommen for at føre andre i Fælden, og ligeledes ikke uden at paadrage sig Mistanke for Troløshed hos fremmede Folkeslag havde brudt det Lejdebrev, ifølge hvilket han havde stolet paa, at
