Tekstbase - kontekst
Du er på side 1 af 3 sider (Side 181 i forlægget)
Tycho Brahe: Elegi til Erik Lange (1584) - LATIN
Tycho Brahe: Elegi til Erik Lange (1584) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons
ET GENERIS ET INGENIJ NOBILITATE JUVENI CLARO ERICO LANGE, DN. DE ERIGSTHOLM
[sic], PRÆSIDI ARCIS BYGHOLMENSIS, AMICO SUO INTEGERRIMO. S.D.
Hanc tibi Tycho tuus transmittit Erice salutem,
Si qveat ulla salus esse, ubi regnat amor.
Omnis amans animo langvet, nec corpore firmo est;
Est res plena adeo debilitatis amor.
Nunqvam secum habitans, alieno in corpore vivit
Is, qvem solliciti tangit amoris amor.
Invidet alternam reqviem placidumqve soporem,
Dum vigilat pernox irreqvietus amor.
Musarumqve choros, pulcher qvos ducit Apollo,
Et superum laudes non bene novit amor.
Nec secreta capit Vestalibus abdita sacris,
Qvamvis igne magis ferveat omnis amor.
Lucidaqve astra poli, sublimia templa Deorum,
Nec bene utroqve videt lumine captus amor.
Sic nunqvam reditura iterum juvenilia perdit
Tempora, dum nimium tempora torqvet amor.
Sic frustrare solet properantis commoda vitæ,
Dum vivo qvid sit vivere nescit amor.
Hæc et mille alias cum secum incommoda portet,
Qvamvis nulla qveat cernere cœcus amor,
Cur flagrante volens furtim te conficis igne?
Cur tibi tam charus non sat amicus amor?
Desine perpetuo sentire Cupidinis arcus,
Desine, nec constans pectora lædat amor.
Et si nosse velis, qvis sit modus, unde licebit
Evitare ictus, qvos jaculatur amor,
Accipe, sed caveas, ne nominis implicet error;
Fac novus alterius sit medicamen amor.
Si te blanda Venus per tela Cupidinis urget,
Palladis egregius substituatur amor.
Si nocturna qvies nimium frustratur amore,
Urania astriferæ sit tibi noctis amor.
TIL DEN FOR SÅVEL SLÆGTS- SOM ÅNDS-ADEL BERØMMELIGE UNGE MAND, ERIK LANGE TIL
ERIKSHOLM [sic], LENSMAND TIL BYGHOLM SLOT, MIN OPRIGTIGE VEN.
Kære Erik! Din gode ven Tycho sender dig dette ”lev vel”
– hvis ellers den kan leve vel der er i kærlighedens vold.
Alle der elsker, er svagelige såvel i sjælen som kroppen,
så svækkende er kærlighed i bund og grund.
Aldrig er man sig selv; man bor i en fremmed krop,
når man er grebet af sin egen kærlighed til kærlighedsbekymringer.
Kærligheden nægter én den søde søvn og regelmæssig hvile
og våger selv uroligt hele natten.
Hverken musernes sang og dans, som den skønne Apollon leder,
eller lovsang til guderne kender den til.
Heller ikke de hemmeligheder der skjuler sig i Vestas kult, forstår den
– endskønt den selv er mere brændende end ild.
Himmelens lysende stjernetegn, gudernes værdige templer,
ser den også kun slet – den er blind på begge øjne.
Således går den ungdomstid du aldrig får igen, til spilde,
for tiden bliver fordærvet af din kærlighed.
Således kan den tit forpurre lykken i det korte liv
– mens livet er der, ved den ikke hvad det er at leve.
Når kærligheden bringer alle disse gener, og også mange flere, med sig
(men selv er den jo blind og ser dem ikke)
hvorfra så denne lyst til hemmeligt at brænde op i ilden?
Hvad vil du med den kærlighed der ikke vil dig det godt?
Hold op med uafladeligt at tage imod Cupidos pile!
Hold op! Lad ikke brystet lide overlast af denne uafbrudte kærlighed!
Og hvis du så vil lære en metode til at undgå
de træffere du får fra Amors bue,
så hør - men pas godt på du ikke blander sammen på begreberne:
Du gør en anden kærlighed til middel mod den gamle.
Hvis den forføreriske Venus plager dig med pile fra Cupido –
lad en ophøjet kærlighed til Pallas gå i stedet.
Hvis kærligheden er en hindring for din nattesøvn –
Lad kærligheden i den stjernerige nat gælde Urania.
