Du er her: Forside Ordbøger Om ordbøgerne Poul Jensen Colding (1626) Titel og forord på dansk
Handlinger tilknyttet webside
  • Send this page to somebody
  • Print this page

Titel og forord på dansk

Titelblad og forord fra Poul Jensen Colding, Dictionarium herlovianum (Kbh. 1626), på dansk v. Peter Zeeberg.

[(:)1r, titelblad]

Den herlovianske ordbog, uddraget af den latinske etymologi P.J.C.  1626. Med privilegium fra hans majestæt kongen. København, bekostet af Salomon Sartor, bogtrykker.

[(:)2r: forord]

Hilsen.
Her har du, kære læser, en dansk-latinsk ordbog hvori jeg har forsøgt, og også i et vist omfang gennemført, at oversætte ikke en del af modersmålet, som det hidtil er sket i ordlisterne, men stort set hele sproget, hvad ordforråd angår, til latin. Det er et tiltrængt og længe savnet værk, som mange har forsøgt, men ingen har gennemført, i nogle tilfælde uden tvivl på grund af opgavens vanskelighed, i andre fordi tyngende embedspligter har lagt sig hindrende i vejen. Den samme faktor kunne også nemt have fået mig til at opgive projektet, i betragtning af de nuværende økonomiske problemer, hvis ikke min ”Etymologicum” havde leveret et materiale hvor alt dette i vidt omfang var sat i verden og forløst. Men en anden ting der i høj grad hjalp, var et initiativ fra den altid årvågne biskop over Sjællands stift hr. dr. Hans Resen, der, som den støtte han er for skolerne, og som den store elsker og dyrker af modersmålet han er, havde påbegyndt og næsten færdiggjort tre temmelig store bind af denne slags. Dem gav han mig mulighed for at bruge så jeg når der var mulighed for det, kunne supplere mit eget materiale fra dem, hvilket jeg åbent erkender at jeg har gjort, og jeg skal her offentligt udtrykke min gæld til ham. Hvis jeg med mit værk gør mig fortjent til fædrelandets tak, er det mit ønske og min agt at den skal deles med ham. Om [(:)2v] dens nytte og brug skal jeg ikke sige noget. Dog må det være mig tilladt, i betragtning af det danske sprogs ordforråd, at beklage den uværdige tankegang og forfejlede holdning hos nogle af mine landsmænd der er så pinligt hovmodige og foragtelige over for modersmålet at de ikke alene skiftevis misbruger latin og andre fremmede sprog og sætter de særeste kimærer og monstre på deres sprog, men åbenlyst håner modersmålet og beskylder det for den dybeste fattigdom og mangelfuldhed. Det er virkelig folk der opfører sig yderst krænkende over for deres fædreland og, som en forfatter siger, er "Slaver af det groteske, der rynker på næsen af det traditionelle".[1] For hvad er det man kan sige på latin eller andre sprog, som ikke kan udtrykkes lige så godt på dansk? Er der ikke noget godt at sige om det dagligdags og hjemlige? Eller har naturen skabt os stumme som fisk? Og hvad de fremmede sprog angår: hvordan er deres præcision og elegance større end modersmålets? Tekniske og mekaniske betegnelser, der er kommet hertil sammen med de genstande og fag de betegner, er der ikke noget forkert eller nedladende i at holde fast ved og anvende, for sådan foregår det også i de store folkeslags sprog som det græske og latinske. Men dem vi har i forvejen, og som er anerkendte som oprindelige ord eller ord af en ærværdig ælde (som der forekommer forholdvis få af her, men som ikke desto mindre meget nemt lader sig udtrykke på dansk) – at forbigå og foragte dem, og indføre nogle nye, [(:)3v] ofte ligefrem nogle der i betydning og udtale er ringere, det er både vanvittigt og smagløst. Her overfor vil man nok nævne nogle latinske vendinger som oversat ord for ord bliver latterlige eller plumpe og virker ubehagelige for øret. Det afviser jeg ikke. Sådan må alle sprog, kultiverede som ukultiverede, barbariske som klassiske, bøje sig for hinanden, også de mere fornemme for de mindre fornemme som græsk for latin og latin for andre. Men at en vending på latin eller et andet fremmedsprog ikke kan udtrykkes lige så rent, præcist, gennemskueligt, elegant, koncist og afrundet i en vedtagen dansk form, det afviser jeg fuldstændig. Og jeg tager med sindsro det værk du sider med i hænderne til vidne på det – til trods for at der stadig mangler adskillige, for ikke at sige utallige ord i den. Og skulle det passe mindre godt i et enkelt tilfælde eller to, kan vi jo forsvare os med et modeksempel og fremlægge danske udtryk som ingen form for latin kan ramme med samme elegance. Så jeg beder og bønfalder disse forfinede mennesker, ved vores fælles fædreland og samme bedømmelse, om at afholde sig fra den slags betænkeligheder over for sproget, for de risikere at blive ilde set blandt forstandige folk enten for deres uvidenhed om sprog eller deres overfladiskhed og praleri. De bør være mere beherskede i deres meninger og udtalelser om modersmålet, som ikke står tilbage for noget andet sprog med hensyn til alderdom eller fornem oprindelse, eller med hensyn til ordforråd og præcision eller renhed i udtalen, [(:)3r] ynde, værdighed og, vil jeg tilføje, udbredelse. Alle andre folk er ivrige for at fremhæve deres eget sprog. Hvorfor viser vi ikke den samme interesse og en tilsvarende iver? For nu at gøre opmærksom på nogle vanskeligheder man støder på i selve bogens opbygning: Participier, som hos os udtrykkes med substantiv-verbet er eller tolket v.h.a partiklen som eller som er, skal ikke findes under bogstavet S, men under det egentlige ords bogstav, fx: Som bider paa/ som besmitter/ som betroer/ er/ eller som er på Reysen/ er/ eller/ som er på rede Hænder/ står ikke under S, men under B: bider paa/ besmitter/ betroer/ paa Reysen/ på rede Hænder. Omvendt er der meget andet der ikke skal findes under det primære ords bogstav, men under præpositionerne, såsom: aff all mact/ aff begyndelsen/ effter haand/ for din skyld/ fra en By til en anden/ i den første Lectie/ i fiord/ med viid oc villie/ med en hast/ paa det tørre/ paa det sidste. Hvor sammensatte ord mangler, skal materialet søges under de usammensatte, såsom forkølne/ under kølne/ forvexle under vexle/ igienpløier under pløier. Nominer, adverbier og participier, der hos os fremstår på omtrent samme måde, kan forstås og dannes af hinanden, når de følgende fx opfattes som adverbier: besuærlig/ besuæring/ kan man nemt aflede nominerne af dem. En latinsk formulering svarer ikke altid ord for ord til [(:)4r] den danske. Et eksempel er besmitter dem/ der formuleres: ”infuscat barbaries cives”[2]. Tilsvarende gengives Giemmeis Aaret omkring, med: ”positio cœli perennitatem fructibus adfert”[3]. Synonymer har også forskellig betydning, forskellig beskaffenhed og mening, når flere oversættelser blandes sammen, som fx: acter, facere tanti, spectare, conspicere. Tilsvarende vil man også under én glose finde flere forskellge latinske, verbaler, verber, nominaler, adverbier, som der med en vis portion sund sans kan skelnes og sondres imellem. Den præcise betydning og den virkelige forskel mellem dem alle sammen, samt deres anvendelse, må man opsøge og lære sig i "Etymologicum". Ortografien har jeg overladt til mine amanuensers skøn stort set uden at ændre noget, selv om de alle bruger sædvanen som mønster. Den sag er nemlig for kompliceret til at man kan ordne den i dette tumultuariske værk, hvor nogle støtter sig til ordenes oprindelse, andre til sprogbrugen og den almindelige udtale, og alle også til sædvane og eksempler. Derfor må jeg nok erkende at den vil vække en del modvilje hos dem der undersøger sagen, hvilket man dog må tie fuldstændig stille med indtil det underlægges faste regler og får en fast form efter det ene eller det andet af de to principper: oprindelse eller udtale.
    Jeg har givet bogen titlen Herlovianum efter den berømte frie skole hvis administration og økonomi jeg har ansvaret for, [(:)4v] og som jeg efterhånden længe har ofret al min flid og stræben på at fremme og gavne. Landets øvrige skoler kan så forstå at det er den de kan takke for at de har fået dette værk, og opsende en from bøn for Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye, der som de første adelige i disse nordlige riger med et samdrægtigt og virkelig ægteskabeligt enstemmigt løfte, kort efter evangeliets genopståen, af egne midler åbnede og indviede denne spirekasse for kirken som en slags første frugt af deres taknemmelighed. Må Gud, skolernes støtte og bevarer, smykke disse store og nu salige opfostrere med hæder og ære i sit evige lys, og bevare deres stiftelse nyttig og frugtbringende for Nordens kirker, holde den intakt og lade deres navne og minde bestå i al evighed. Skrevet på Herlufsholm i det frelsens år 1626 i maj måned, den måned hvor denne skoles fundats for 61 år siden blev signeret af de fromme grundlæggere, og overdraget til disse rigers berømmelige og kloge rigsråd til evig beskyttelse og omsorg.


(A1r-2Z1v: ordbog)

1. Forkortet citat fra Thukydid 3.38.5

2. ”Barbariet fordærver borgerne”.

3. ”Himlens stilling giver frugterne varighed”.