Tekstbase - kontekst
Du er på side 110 af 147 sider (Side 286 i forlægget)
Document Buttons
consilij et laborum flexus, adigi potuerit in traham, qua quidem expedita re, maximam sibi molestiarum exantlatam partem omnes proclamare.
Et quidem largior difficultatem fuisse summam prius quam subuehi suburgerique in <567> machinam potuerit, tot confractis interim lignis, tot contusis comminutisque vectibus, tot funibus ruptis, tot arboribus densissimisque quercubus et fagis, quæ littori vicinæ religandis excipiendisque in tractum impulsumque camelis præbebant opportunitatem, penitus reuulsis terra eque radicibus plane subaratis. Librando maxima demum res acta est et arte, cum parum viribus hoc negocij caput successisset. Submissis suppactisque trabibus multo maximis validissimisque in <568> fossas, quas agi tandem necessitas ingeniosa docuit sub latus qua in Libanotum pene prospectabat onus, instratisque asseribus firmissimis, ita vt pontem æmulari æquareque structura videretur, trabe transuersim vna ad fossarum pene labrum subdita, qua tanquam ζυγῷ res ad æquilibrium deduceretur, quinquaginta homines in machinam <569> incursabant, paulatimque in summitatem ipsam subeuntes, motui saxum veluti alludere aspirareque pondere suo ac grauitate effecerunt. Ea res inicium successus dedit, cui quidem nihil concessum nihilque remissum est, prius quam, leuato reuulsoque e latebris domesticis semperque possessis hiatibus saxo, in dispositam aptatamque machinam enorme istud ac rude onus decimo tandem die immitteretur.
<570> Confestim ab omnibus tanquam parta victoria exclamatum est, interque regem et palatinum certatum, negante hoc quidem vlterius isto die posse duci, rege vero affirmante haud se discessurum, prius quam aliquot inde pedes ab hiatu antroque domestico protractus esse videretur, vicitque rex, cum e vicinis vocati pagis ducenti ac quinquaginta rustici communem istam cum reliquis operam magna alacritate subiuissent. Paulo <571> ante solis decubitum septem propemodum pedes a loco suo commearat, rexque Croneburgum, ceteri in ciuitatem atque hospitia reuersi sunt.
Altero die, vti indictum mandatumque erat, exortum solis anteuertere omnes. Quos cum summo mane rex offendisset alacritate maxima se operi accingentes, voluntate ac promptitudine omnium collaudata, iubet vt quantum viribus præstent fiduciaque <572> antecellant conatibus ac perficiendi desiderio cum animi voluptate ostendant. Continuo delecti qui lapsus subderent transferrentque, asseres insternerent atque disponerent, viam tractui expedirent, cæteris vel signum darent vel acclamationibus subseruirent, trahendique actum omnem authoritate gubernarent.
udholdenhed og slid at have afprøvet mange forskellige fremgangsmåder - at få den anbragt på slæden. Og nu erklærede alle at den største del af besværlighederne var overstået.
Jeg må også indrømme at der gik betydelige vanskeligheder forud for at stenen kunne væltes op på slæden: bjælker knustes, løftestænger brækkede i småstykker, reb knækkede, og de solide bøge- og egetræer der stod nær stranden blev rykket op med rode, når tovene blev bundet fast til dem eller trukket rundt om dem. Problemet blev til sidst løst ad teknikkens vej, nemlig med en vægtstang, for med kræfter alene var dette afgørende moment aldrig lykkedes: Behovet for en løsning havde skærpet opfindsomheden, og man gravede nu nogle huller ned under stenen på den sydvestlige side. Heri stak man en række meget store og kraftige bjælker, og på tværs af dem lagdes nogle stærke stokke, så det kom til at minde om en bro. Næsten helt henne ved hullernes kant blev der anbragt en enkelt bjælke på tværs hvorover hele konstruktionen kunne vippe som en vægtstang. 50 mand løb nu op på denne indretning, og ved langsomt at gå op mod toppen fik de efterhånden, ved deres egen vægt, stenen til at bevæge sig ganske let. Det var det første skridt i den rigtige retning. Men ingen fik lov at hvile før den enorme og uformelige sten var blevet frigjort og løftet op fra det mørke svælg hvor den altid havde haft hjemme, og endelig - ti dage senere - anbragt på den dertil indrettede konstruktion.
Straks lød der sejrsråb fra alle sider, og der opstod nu en diskussion mellem kongen og pfalzgreven, idet greven påstod at stenen ikke kunne flyttes længere den dag, mens kongen erklærede at han ikke ville forlade stedet før den var fjernet nogle fod fra sin hjemlige hule. Kongen vandt, da der fra de nærliggende landsbyer blev tilkaldt 250 bønder som ivrigt lagde alle kræfter i det fælles arbejde: Kort før solnedgang var stenen flyttet næsten syv fod fra sit udgangspunkt, og kongen tog tilbage til Kronborg mens de andre tog hjem til byen og deres herberger.
Næste dag kom alle efter ordre tilbage allerede før solopgang. Da kongen så dem gå så energisk til arbejdet her i den tidlige morgenstund, roste han deres tjenstiver og beredvillighed. Han opfordrede dem til at demonstrere deres styrke og selvtillid ved at gøre en energisk og målrettet indsats for at gennemføre projektet. Der blev med det samme udpeget folk til at lægge ruller under og flytte dem frem igen, lægge brædder ud og gøre vejen klar til transporten, lede de andre med tegn og tilråb, og i det hele taget dirigere flytningen med myndighed.
