Tekstbase - kontekst
Du er på side 111 af 147 sider (Side 288 i forlægget)
Document Buttons
Perfectis quæ explendo operi pertinebant rebus, primum ipse rex signum dedit, eque eo labor confestim <573> inchoatus est. Cumque sub meridiem ipse in machinam insiliisset vnaque forte traheretur, ab archinauta, cui negocium erat datum actionis formam progressumque celeusmate moderari et flectere, cum ea quidem vice proximus adesset machinæ, interrogat ecquidne magnum a sociis et mottis (eo enim se nomine plerumque solent compellare nautæ) onus magnum trahi existimaret? "At vero maximum, serenissime rex," archinauta inquit, <574> "quod quidem ab inicio conditi hic regni vspiam terrarum ab hominibus terrestri via tractum promotumque esse putem. Nam et lapidem inter omnes magnitudine sua ac grauitate maximum trahimus, et præter hunc duo etiam regna quæ maiestatis tuæ humeris imminent et sustentantur." Risit rex honesto concinnoque responso delectatus, archinautamque nobili rosa <575> donat. "Et hoc quidem munus tu pro lepido isto responso tuo habe. Des autem operam cum motthis tuis et aliis vt, quantum fieri potest, res et celeriter et sine omni damno perficiatur." Iocus munusque auxit et aliis alacritatem, confirmantibus sibi spem singulis, si ioco tantum, etiam labori aliquid paulo fortasse post datum repensumque iri, eoque die onus spacio viaque bene longa pertractum est.
<576> Repetito continuatoque diebus sequentibus labore, interea dum promouetur pondus, variis alij sermonibus coniecturisque, alij cogitationibus dissentientes disputant et quærunt: cui demum loco quibusue vsibus lapis iste tam informis tamque nullis pene rebus commodisque, nisi exercendis fatigandisque viribus, natus, destinatus sit, quisue labori atque molestiis hisce finis tandem futurus esse videatur. Et quidem dici nequit <577> quam variæ in tanto hominum confluxu sententiæ perceptæ sunt, dum vel audita narrant alij, vel quæ verisimilia videri cupiunt, concinnant effinguntque multi, eque suo quod quisque comminisci queat singuli in vulgus spargunt. Auditis nihil motus rex operi aderat quotidie: spectare progressum, hortari applaudereque successui, instantes atque vrgentes collaudare, compellare nominibus eos quos tanta in turba nosset, qua profecto re acui præcipuorum virtutem <578> contigit, cæterisque animos ad occupandam demerendamque regis beneuolentiam inflammari.
Et iam septimus aderat dies, cum aliquot a meridie horis in eam qua ciuitas ab arce differt planitiem, haud procul a notio maris littore, peruentum est, tracto per medium sabulum lapide mille
Da alle nødvendige forberedelser var truffet, gav kongen selv det første tegn, hvorefter arbejdet straks gik i gang. Hen under middag sprang han selv op på slæden og lod sig trække med og spurgte så bådsmanden, som havde til opgave at lede arbejdet og angive takten for transporten med tilråb, og nu tilfældigvis stod nærmest ved slæden: "Synes du det er et stort læs at trække for dine mater?" (sådan plejer sømændene at omtale sig selv). "Ja, høje konge," svarede bådsmanden, "faktisk tror jeg aldrig nogen mennesker noget sted på jorden har slæbt så stort et læs over land siden dette riges grundlæggelse, for vi trækker jo ikke alene en sten der er større og tungere end alle andre, men derudover også de to riger som hviler på Eders majestæts skuldre." Kongen lo ad det elegante svar og forærede ham en rosenobel: "Den skal du have for dit kvikke svar. Og nu må du og dine mater og de andre gøre alt hvad I kan for at få projektet gennemført så hurtigt som muligt og uden nogen ulykker." Det vittige indfald og kongens gave bidrog også til de andres arbejdsiver. Når en vittighed alene kunne indbringe gaver, følte de sig alle sikre på at der også bagefter ville falde noget af for selve arbejdet. Den dag blev stenen trukket et godt stykke videre.
De følgende dage fortsatte arbejdet som det var begyndt, og undervejs fremad opstod mange forskellige rygter, gætterier og spekulationer. Man diskuterede hvor stenen skulle hen og hvad den mon skulle bruges til, så uformelig som den var og så aldeles uanvendelig til alle andre formål end at udfordre og udmatte folk. Og endelig spurgte de hinanden hvornår dette anstrengende arbejde dog ville få en ende. Det var forbløffende så mange forskellige forslag man kunne høre i den store menneskemængde. Mange viderebragte bare rygter, andre opdigtede selv de antagelser de havde lyst til at tro på og spredte hver deres hjemmelavede historier i mængden. Kongen lod sig imidlertid ikke påvirke af hvad han hørte. Han indfandt sig daglig for at overvåge hvordan arbejdet gik, og kom med opmuntrende tilråb når det gik fremad, roste dem der sled i det og tiltalte dem han kendte i den store forsamling ved navn. Herved styrkede han de dygtiges indsats, og samtidig følte de øvrige sig tilskyndet til at forsøge at gøre sig fortjent til kongens gunst.
Nogle timer over middag den syvende dag var man nået frem til den flade strækning der skiller byen og slottet ikke langt fra den sydlige strand. Stenen var da blevet trukket 1250 skridt gennem
