Tekstbase - kontekst
Du er på side 112 af 147 sider (Side 290 i forlægget)
Document Buttons
ducentis et quinquaginta passibus, omnium quidem admiratione, qui vel in arcem illatum vel iuxta arcis portam collocatum <579> iri existimauerunt - cum subito exclamans rex, "consistite," inquit, "camelosque iugo vellite! Hic locus est vbi illum mihi aliquandiu interquiescere fas sit." Ingens clamor e vestigio secutus, ipsaque nobilitas, quæ frequens omnibus diebus aderat funesque sæpius contingere gestiebat manu, dicto voluntatique regis plausit. Distributa in omnes munera, actæque sunt gratiæ, et singularis erga præcipuos præfectosque declaratus fauor. Quid consilij rex hac in re secutus sit a nemine <580> intellectum est.
Ego literis mihi nostris inserendam putaui historiam esse, quod quæ circa hanc rem acta sunt, eo quidem tempore contigerunt quo vterum iam tertio regina ferens approperabat partui. Quo paulo post Christianum, primum filium, Christo filio Dei dispensante conseruanteque ac bona interim fortuna comite, in auras vitales Fridricksburgi, vt diximus, enixa est.
<581> Croneburgum igitur cum reginam socrumque, principes ac nobiles quosdam euocauisset rex, aliquandiu istic voluptati colloquiisque indultum est, indeque Fridricksburgum reuersi omnes extremam manum operi adiecerunt. Rex muneribus amplissimis quosque prosequi, spondere beneuolentiam, quam experiri quemque iubet, e nobilibus alios dignari clientela, alios creare equitum magistros annuisque, et iis quidem lautissimis, stipendiis obligare.
Exacto triduo <582> discessum est, vnaque Roschildiam profecti mutuis amplexibus fælicitatem comprecabantur. Iohannes per Fioniam rediit in Holtzatiam, charus Deo princeps ob virtutem qua suis approbatus est. Socero rex Ortenburgum comitatum præstitit, ibique et huic et socrui valedicens cum regina contendit Fridricksburgum, curisque publicæ rerum saluti pertinentibus deinde vacare cæpit. Vdalricus <583> cum vxore et infante Christiano, quem vt abducerent secum a patre rege impetrauerant, per Lalandiam Falstriamque Magnopolim reuersi sunt. Discedentes Gesoram officiorum ac consuetudinis causa prosecuti sunt Ericus Rhudus, a profectione statim mortuus, vir bonus vtique et strenuus, cuius fides et in patriam studium recenti bello Suetico egregie explorata est, Gregorius Wlffztandus et Caspar Paselicus Iureconsultus, viri longe prestantissimi, quorum hic, cum cæteri reuerterentur, vna cum Vdalrico principe et aliis <584> in Megapoliam traiecit.
sandet. Alle var imponerede og forventede nu at stenen enten skulle bringes ind på slottet eller anbringes ved slotsporten. Men pludselig udbrød kongen: "Stands! spænd tovene fra! Nu er vi nået til det sted hvor jeg må lade den ligge et stykke tid." Straks lød der et vældigt jubelråb fra alle sider, og alle de adelige som hver dag var mødt talstærkt frem og tit havde brændt efter selv at gribe rebene, bifaldt kongens vilje. Der blev sagt tak og uddelt gaver til alle, og en endnu større kongelig gunst blev ydet formændene og dem der havde ydet en særlig indsats. Grunden til kongens beslutning var der imidlertid ingen der forstod.
Jeg har ment at historien måtte med i denne beretning, fordi alt dette tildrog sig i den sidste tid inden dronningen skulle føde for tredje gang. Og kort efter kom, som nævnt, hendes første søn Christian lykkeligt til verden på Frederiksborg med Guds søn Kristi hjælp og vilje.
Kongen indbød altså dronningen, sin svigerfader, de fyrstelige og en række adelige til Kronborg, og her tilbragte de nogen tid med samtaler og morskab. Derpå vendte alle tilbage til Frederiksborg hvor programmet afsluttedes. Kongen uddelte kostbare gaver til hver enkelt og gav dem løfte om sin gunst, som de altid kunne gøre brug af. Af de adelige gjorde han nogle til hofjunkere, mens andre blev udnævnt til ritmestre og for deres tjeneste fik lovning på årlige summer af betydelig størrelse.
Efter tre dage brød de alle op og tog sammen til Roskilde hvor de under gensidige omfavnelser ønskede hinanden held og lykke. Hans - denne hertug hvis smukke karakter gør ham både elsket af Gud og vellidt blandt undersåtterne - rejste over Fyn tilbage til Holsten. Kongen ledsagede sin svigerfader til Vordingborg og tog så afsked med ham og sin svigermoder, for sammen med dronningen at vende tilbage til Frederiksborg og hellige sig sine pligter til gavn for det almene vel. Ulrich rejste hjem til Mecklenburg over Lolland og Falster sammen med sin hustru og den lille Christian, som de af kongen havde fået lov at tage med sig. Efter skik og brug fulgte en række ledsagere med til deres opvartning på vejen til Gedser. Disse var Erik Rud, der døde straks efter afrejsen - en dygtig og energisk mand, hvis loyalitet og fædrelandskærlighed til fulde blev demonstreret i den nylig udkæmpede svenskekrig - og desuden Gregers Ulfstand og den retskyndige Caspar Paslick, to fremragende mænd, hvoraf den sidstnævnte, da de øvrige vendte hjem, sejlede med hertug Ulrich og hans følge til Mecklenburg.
