Tekstbase - kontekst
Du er på side 115 af 147 sider (Side 296 i forlægget)
Document Buttons
Et quidem huiusmodi ille multa locutus est. Ego cum quo spectabant omnia ex ipsa re protinus cognouerim, etsi nullum ex omnibus hisce videri non potuisset <596> primum in quod viri boni Christianique zelus atque indignatio merito exardesceret commouereturque, nominis tamen rationem amplexus in illud primos mihi vel iræ vel admonitionis defigendos aculeos existimaui. Cumque haud ignorarem spiritibus quibusdam et bonis et malis attributa vel ex causa officiisque vel euentu esse ab antiquis nomina, monstris autem marinis, nisi quo se poetarum extendant <597> lusus ingeniorumque exercitationes proferant, a nemine, quod sciam, obseruata expressaque esse singulorum - equidem minime dubitandum mihi fuit narrationis vniuersæ caput in eam quæ ex nominis complexu posset colligi fortasse significationem collimare.
Nihil moratus igitur cum Danicis rebus Danicas voces explicationesque accomodarem descripto in papyro nomine, systemate quidem literarum, iunctaque ac solida harum serie, nihil certi <598> a nobis deprehensum est, cui quidem vt certo firmoque cogitationes inniterentur. Diductis autem reuulsisque ac interstinctis literis, ita vt harum quælibet vocem integram referret significaretque, ceu in symbolis ac cabala nonnunquam fieri obseruarique scimus, coniecturam per lusum fecimus, eque nomine IBRANT extra omnem controuersiam ostendi: "Idel Tant Ber Atther <599> Rasmus Nielsøn," quod quidem Latine sonat Erasmum Nicolaj (hoc enim isti est viro nomen) meras denuo adferre vanitates.
In illam mecum e Danicis vocibus interpretationem confestim ab omnibus sententia itum est. Ri sere suauiter multi, cumque Aruidus Hwitfeldius, secretarius, [[et Paulus Warnickius paulo post]] visendi salutandique nos gratia sub vesperum accessisset, hancque intellexisset e nomine isto <600> obseruatam a nobis esse significationem, admodum certe motus istud ipsum magnopere admirari. Ego, qui paulo fortasse acrius in istam rei vanitatem ex indignatione quadam fueram inuectus, monui diligenterque adhortatus sum senem vt ferendis huiusmodi mandatis plane ineptissimis abstineat, seque exploret diligentius excutiatque, nec se figmentis diabolorum ludificari sinat, cum rem istam vniuerso Dei <601> verbo fideique Christianæ sinceritati aduersam esse minime posset ignorare. Ipsam vero nominis Christi professionem, cui per baptismum inserti sumus, id
Således fortsatte han længe. Jeg havde imidlertid straks gennemskuet hvad det hele i virkeligheden drejede sig om. Skønt det umiddelbart altsammen syntes i lige høj grad at påkalde sig en god kristens retfærdige harme og forargelse, hæftede jeg mig særligt ved navnets betydning, som jeg anså for et velegnet udgangspunkt for at give manden en alvorlig irettesættelse. Jeg var selvsagt ikke uvidende om at visse både gode og onde ånder fra gammel tid har fået navn efter deres oprindelse eller de opgaver de udfører og den virkning det har. Men hvad netop hav-væsner angik, var der såvidt jeg vidste ingen der nogensinde havde hørt om eller omtalt at nogen af dem skulle have navne (undtagen naturligvis som åndfuldheder hos digterne). Jeg var derfor ikke i tvivl om at selve kernen i historien skulle søges i den betydning der måtte ligge i navnet.
Uden tøven skrev jeg det nu ned på et stykke papir og prøvede mig frem med danske ord og tolkninger der passede til danske forhold. Men med bibeholdelse af den faste bogstavfølge kunne jeg ikke nå frem til nogen løsning, i det mindste ikke en der forekom virkelig overbevisende. Så adskilte jeg bogstaverne fra hinanden og lod hvert af dem stå for et helt ord - en fremgangsmåde der som bekendt ofte anvendes i symboler og kabala. Derved faldt jeg, nærmest i leg, over et forslag: jeg demonstrerede uimodsigeligt at der af navnet IBRANT kan dannes følgende: "Idel Tant Ber Atther Rasmus Nielsøn," hvilket vil sige: Rasmus Nielsen (det var mandens navn) kommer igen med det rene opspind.
Denne tolkning ud fra de danske ord erklærede alle sig straks enige med mig i. Mange lo hjerteligt. Og da Arild Huitfeld, der er sekretær i kancelliet, [[og kort efter også Poul Wernicke]]hen under aften kom for at hilse på os og hørte om den betydning jeg havde fået øje på i havfruens navn, blev han meget optaget af det og gav udtryk for sin store beundring. Jeg selv havde nok i min forargelse reageret lidt for voldsomt over for dette humbug, men nu opfordrede jeg indtrængende den gamle mand til at afholde sig fra at overbringe den slags tåbelige befalinger, og i stedet udvise mere selvkritik og ikke lade sig tage ved næsen af djævelenes løgne - han kunne jo ikke være uvidende om at denne historie var aldeles uforenelig med Guds ord og en oprigtig kristen tro. Han måtte forstå at selve bekendelsen til Kristi navn, som vi er indviet til i
