Tekstbase - kontekst
Du er på side 123 af 147 sider
Document Buttons
Nunc quæ relligionis forma, quo summorum articulorum sensu pietas apud nos culta constitutaque fuit, ex hac equidem causa mihi commemorandum esse censui, vt et seruato progressoque in maturam ætatem Christiano - quod vt eueniat filium Dei precor - et ei quæ post ventura est posteritati constet de ea quam hoc tempore retinemus profitemurque euangelij doctrina ac totius ministerij ecclesiastici <637> habitu ac sinceritate. Hanc tantarum rerum mentionem non tantum necessariam, sed huic historiæ magnopere congruentem esse iudico, quam veluti summum præcipuumque flosculum adiciam, vt ex eo et narrationi dignitas et fragrantia odoris optimi ecclesiarum nostrarum doctrinæ ac confessioni quæsita comparataque esse videatur.
<638> Principio igitur ex hominum nostrorum moribus et longissima temporum multorumque annorum serie notum est, ab eo die quo restituta maioribus nostris iterato euangelij doctrina, magnique illius ac sancti Popponis virtute cælestique præsidio, oratione ac miraculis, in conspectu regis principumque ac frequentissima subditorum concione est confirmata, constantissimos in acceptæ approbatæque relligionis professione ac cultu formaque Christianismi Danos <639> permansisse, nec relligionis postea abiecisse curam ceu prius sæpe, cum gentilitatis studia ac consuetudines tum nostrorum hominum tum vicinorum animos ex vetustissimis populorum erroribus, primaque ac peruulgata orbis idololatria, occupauissent.
Et quidem historiis illatum est maiorem fuisse tum temporis in doctrina puritatem, quam quæ postea conspecta est, cum aliquot post seculis, vel inuentione vel consensu <640> atque authoritate pontificum Romanorum, abusus quidam et superstitiosa rituum obseruatio in ecclesiam Christi inuecta est et confirmata. Ex isto fundamento protinus extiterunt etiam in doctrina corruptelæ, adeo vt vel negligi illa cæpta sit, vel retenta quidem conseruataque bibliorum lectione, confictæ nihilominus fuerint summorum præcipuorumque capitum interpretationes falsæ ac pernitiosæ, quæ cum ad eas quæ de ritibus ingerebantur multiplicabanturque opiniones astuto Satanæ consilio inflecterentur, doctrinæ puritatem sustulerunt, indeque <641> pro certo solidoque spiritus alimento, paleæ inanes et venena atrocissima passim proposita ac doctrinæ sinceritati affusa sunt. Abducta sunt iudicia ac cogitationes hominum a recta salutarique
Her agter jeg nu at berette om hvordan religionen på denne tid var udformet, og hvilken opfattelse af de vigtigste trossætninger fromheden byggede på. Mit formål er at Christian - når engang han når en moden alder (hvilket jeg beder til at Guds søn vil lade ske) - og i det hele taget de kommende generationer, skal vide besked om den evangeliske lære vi i dag bekender os til, om den store oprigtighed hvormed de kirkelige funktioner som helhed blev forvaltet, og hvordan dette foregik. En omtale af disse store emner er efter min mening ikke alene påkrævet, den falder også godt i tråd med resten af dette værk, og jeg vil derfor vedføje den her som den sidste og fornemste udsmykning, der både kan skænke fortællingen værdighed og give vore kirkers tro og læresætninger en særlig glans og herlighed.
Man kan begynde med at slå fast - ud fra kendskabet til vort folks sæder gennem den lange række af år der er forløbet - at danskerne urokkeligt har holdt sig til den anerkendte kristne tro og gudsdyrkelse, lige fra den dag da evangeliets lære blev genoprettet blandt vore forfædre og bekræftet af de dyder, den himmelske beskyttelse, den tale og de mirakler den store og hellige mand Poppo fremlagde i overværelse af kongen og stormændene samt et stort fremmøde af undersåtter. Siden har de aldrig forsømt religionsudøvelsen, sådan som det ofte skete inden, mens både vores folk og vores nabofolk var opfyldt af hedenske vaner og tilbøjeligheder, der udsprang af ældgamle vildfarelser og en oprindelig, vidt udbredt afgudsdyrkelse.
Historikerne beretter også at læren på denne tid var renere end den siden blev. For efter nogle århundreder vandt en fejlagtig praksis og en række overtroiske ritualer fodfæste i Kristi kirke - hvilket enten havde romerpaverne som ophavsmænd eller i hvert fald havde deres samtykke, og støtte i deres autoritet. På dette grundlag opstod også snart en fordærvelse af den rette lære, som derved blev forsømt - og selv om man fortsat læste skrifterne, opdigtede man falske og skadelige fortolkninger af de vigtigste hovedlærdomme, og når disse fortolkninger, på Satans listige råd, blev tillempet de omsiggribende holdninger til ritualerne, mistede læren sin renhed. Intetsteds fik den ægte lære sand og bestandig næring i ånden - overalt modtog den lutter tomme avner og grusom gift. Menneskenes tanker og dømmekraft bortledtes fra den rette
