Tekstbase - kontekst
Du er på side 126 af 147 sider (Side 320 i forlægget)
Document Buttons
Paulo post cum imperij huius, quod annis quidem gesserat pene vndecim, Christiernus Secundus deposuisset gubernationem, electus in regem est Fridericus Primus, Christierni patruus, Holtzatiæ dux, qui cum ætate non tantum matura sed in senium tum pene vergente esset, equidem princeps vtique est <653> habitus vt virtute secundus nemini ita ocium et tranquillitatem amans, nihilque sibi in reipublicæ nostræ forma nouandum temereue mutandum esse existimauit. Ministros igitur Euangelij patienter tulit iuuitque, ipseque adeo docentes audire, errores atque idola taxantibus auscultare, sincere libereque scripta biblica enarrantes assidue commendare. At vero episcoporum, <654> quibus tum ingens primaque in hisce regnis erat authoritas, cum infringere labefactareque potentiam non posset, accidit hoc rege et pontificiam et repurgati verbi doctrinam ex æquo propemodum proponi publiceque exerceri.
Sublato Friderico, qui annos tantum nouem regno præfuit, etsi de imperio varie certatum est, summa <655> rerum tamen patrum procerumque consensu ad Christianum Tertium, Friderici huius filium, ex electione tandem deuoluta est. Etsi autem asper perplexusque huic aditus, bellisque ferro atque impensis maximis aperienda esset via ad gubernationem, tamen cum imperij libertate potitus est, non tantum e nomine sed rerum maximarum vsu <656> Christianum se principem ostendebat ac profitebatur.
Prima igitur illi de relligione cura fuit. In eo quam se strenuum circumspectumque ac prudentem gesserit, alio a nobis loco diligenter explicatum est. Cum formidabilem multis sciret episcoporum vim, authoritatique adiunctam esse clientelæ ac generis fiduciam, hos tamen solos pene conatibus <657> maximis salutaribusque obsistere atque aduersari - equidem id sibi parto regno agendum statuit vt minimo negocio, periculis tumultibusque nullis e medio submouerentur. Primo igitur senatus ordinumque omnium conuentu episcoporum authoritatem sustulit. Inde relligionis introducta est alia et constituta forma, abolito interdictoque idolorum cultu, quo hactenus misere fædeque pietas <658> vera apud nos vexata ac deformata est. Vno eodemque edicto et Augustanæ confessionis splendor confirmatus et pontificiæ relligionis vanitas ac terror e medio sublatus est.
Nec tamen e vestigio vniuersis medicatum et consultum est ma
Da Christian II kort efter afsagde sig rigets styrelse, efter næsten 11 års regeringstid, valgte man Frederik I til konge. Han var Christians onkel, og hertug i Holsten, og var en moden, for ikke at sige en aldrende mand. Som hersker stod han ikke tilbage for nogen, men han holdt også meget af ro og fred, og havde ikke til hensigt at foretage fornyelser eller uoverlagte ændringer i vort riges forhold. Han affandt sig ganske med evangeliets tjenere, og gav dem sin støtte, ja, hørte dem selv når de forkyndte ordet: han lyttede til dem når de hånede vrangforestillinger og afguder, og roste dem ivrigt, når de udlagde de bibelske skrifter sandt og uhildet. På den anden side havde biskopperne på den tid en vældig, ja altoverskyggende indflydelse her i riget, og da han ikke kunne rokke ved deres magt blev resultatet at pavens og det rensede ords lære under denne konge omtrent blev stillet lige, og begge blev dyrket offentligt.
Frederik døde efter kun ni års regering. Der opstod nu forskellige stridigheder om magten, men enden blev at hans søn, Christian III, med rådets og stormændenes samtykke, blev valgt til at overtage regeringen. Selv om hans vej til magten var hård og slynget, og der måtte krig og store udgifter til for at rydde den, viste han sig dog, da han først havde opnået den fulde magt, som en sand kristen konge - ikke blot af navn, men i hele udførelsen af sin høje gerning.
Derfor var religionen også det første han drog omsorg for - og jeg har andetsteds udførligt forklaret hvor stor energi, omtanke og klogskab han udviste på dette punkt. Han var klar over at mange mennesker nærede stor frygt for biskoppernes magt, og at disse ud over deres autoritet også havde støtte i deres mange undergivne og deres slægter. Men da de stort set var de eneste der stod i vejen for hans store og lykkebringende forehavende, besluttede han, da han havde overtaget regeringen, at de måtte fjernes, så enkelt og gnidningsløst som muligt og uden nogen form for uroligheder. Først ophævede han derfor deres myndighed på en stænderforsamling. Derpå blev religionens nye skikkelse indført og forordnet, idet den afgudsdyrkelse der hidtil havde forvansket den sande fromhed så sørgeligt og hæsligt her i landet blev afskaffet og forbudt. I en og samme reces blev på én gang den augsburgske trosbekendelses strålende lys stadfæstet, og pavereligionens falskhed og tyranni fuldstændig afskaffet.
Ikke alle onder blev dog afhjulpet straks, men den rene lære
