Tekstbase - kontekst
Du er på side 127 af 147 sider (Side 322 i forlægget)
Document Buttons
lis. Paulatim progressa doctrinæ puritas impietatis et superstitionis arcem in multorum pectoribus expugnat, <659> radices vero cum egisset robore firmissimo, equidem dulcissimos late fructus tulit, promouentibus rem hisce maxime qui Friderici superioris et post interregni tempore docendi euangelij partes vel Hafniæ sustinuerant, vel aliis quibusdam in locis diligenter exequuti sunt.
Interea non vsu tantum sed et grata salutis fama Euangelij doctrina inualuit magnopereque propagata est. Non <660> enim publicis tantum templis locisque augustioribus magis magisque inferri cæpta est: In ipsa protinus monachorum penetrauit claustra, genusque vitæ istud vt prorsus inutile indignumque bonis, ita prophanitate summoque superstitionis malo hisce potissimum seculis contaminatum esse demonstrauit. Perculsi inicio monachorum animi aures arrexere. Mox percepta instituti <661> vanitate, cum inter hos quidam elegantissime doctrinarum studiis in omnibus pene cenobiis exculti essent, libertatisque Christianæ dulcedinem ex illato euangelij lumine degustauissent, iugum vero ac seruitutem, quam nullo neque commodo reipublicæ neque grato cælis ministerio pertulerant, tum demum pia sinceraque verbi dei explicatione intellexissent, pudere ipsos oscitantiæ suæ et stolidæ cæcitatis cæpit.
Inde igitur <662> aperta sunt monasteria, aliquotque millia monachorum tanquam e seruitutis cauea agminatim euolauerunt, seque Christo duce imperatoreque vindicarunt in libertatem. Ex his alij aliud consectati sunt: Quidam agros colere, quidam piscari, multi opificia exercere, alij ministeriis vel aularum vel oppidorum sese accomodare. Qui doctrina <663> eruditionisque præstabant laude, publice euangelij docendi munus principum authoritate adepti sunt. Horum profecto vtilissimus maximeque salutaris in isto mutationis inicio fuit labor. Nam cum dementiæ vanitatisque ac cæcitatis suæ damna magis magisque cæpissent intelligere, acerrimi et Diabolo et pontificiis figmentis animarumque carceribus et latibulis viciorum <664> hostes extiterunt. Sed hæc paulo antea facta sunt.
Christianus accepta regni corona, authoritateque et potentia armatus, vt ministerio docendi euangelij ecclesiarumque commodis ac saluti ante omnia consuleretur, cum pontificios iam dudum sustulisset episcopos, horum loco idoneos quosdam qui ecclesias
rykkede gradvis frem og overvandt ugudelighedens og overtroens fæstningsværker i manges hjerter. Og efterhånden som den satte stærke rødder, bar den også rige og dejlige frugter, især takket være de mænd der under den tidligere konge, kong Frederik, og senere, i tiden uden konge, havde påtaget sig at forkynde evangeliet og nidkært udført dette hverv, såvel i København som en række andre steder.
Ikke alene gennem kirkens praksis, men også ved at det glade budskab om frelsen spredtes, fik evangeliets lære efterhånden styrke og vældig udbredelse. For det var ikke kun i kirkerne og i fornemme kredse at den vandt større og større indpas, den trængte ind selv hos munkene bag deres klostermure, og gjorde dem det klart at deres levevis på en gang er unyttig og uværdig for gode mennesker, og - og det særligt i vor tid - forpestet med gudsbespottelse og den værste overtro. Dette fik fra begyndelsen munkene til at spidse ører - og snart forstod de falskheden i deres levevis. I næsten alle klostre var der yderst veluddannede munke, og da evangeliets lys slap ind og lod dem smage sødmen i den kristne frihed, samtidig med at de, nu hvor Guds ord endelig blev udlagt fromt og sandt, fik øjnene op for det åg de havde båret, den trældom de havde underkastet sig uden hverken at gavne staten eller tjene himlen - så skammede de sig over deres ligegyldighed, tåbelighed og forblindelse.
Derfor blev nu klostrene åbnet, og flere tusinde munke strømmede ud i store flokke som fra et fangebur, og vandt friheden under Kristi førerskab. Herefter gav de sig nu af med meget forskelligt. Nogle dyrkede landbrug, andre fiskeri, og mange blev håndværkere. Atter andre lod sig ansætte ved hofferne eller i byerne. De lærdeste og mest veluddannede opnåede med fyrsternes tilladelse embede som forkyndere af evangeliet. Netop disse ydede i omvæltningens første tid et særligt nyttigt og glædeligt arbejde. For efterhånden som de fik øjnene op for deres eget vanvid, deres falskhed og blindhed, blev de glødende fjender af både Djævelen og det papistiske opspind, dette sjælenes fængsel og lasternes tilholdssted. Men dette foregik noget tidligere.
Da nu Christian havde modtaget rigets krone og var blevet udrustet med magt og myndighed, ønskede han først og fremmest at drage omsorg for evangeliets forkyndelse og kirkernes fremtidige røgt. Han havde som nævnt allerede fjernet de papistiske biskopper, og nu erstattede han dem derfor med en række dygtige mænd
