Tekstbase - kontekst
Du er på side 128 af 147 sider (Side 324 i forlægget)
Document Buttons
docerent suffecit viros, quos ab officij vsu dignitateque superintendentes <665> appellari iubet, sublata voce Græca, ne quid illa nouitijs in posterum vel arrogantiæ excitaret flammas, vel nouis motibus ex veterum memoria occasionem daret. Delectis igitur ex omni eruditorum numero præcipuis maximeque ad eam rem commodis, Sialandensi Petrus Palladius, Scano Franciscus Vormordus, gentem quidem Batauus sed apud nos a iuuentute inter Carmelitas educatus, linguamque nostram apprime <666> callens, Fionico Georgius Vibergius, Ripensi Iohannes Slauus, Matthias Langius Arhusiensi, Viburgensi Iacobus Scheningus et Petrus Thomæ Ventsoliensi surrogatus est.
His mandatum vt non tanquam subrostrarij quidam, ceu priorum multi, in arduo isto curæ salutisque animarum negocio versarentur, augendæque potentiæ dilatandique terroris ac stipandarum opum deformem indignamque rationem sibi commissam <667> ducerent, sed curam susciperent ecclesiarum, quibus non dominos sed ministros se ac patres datos esse scirent. Doctrinam salutis hominum in ecclesiam ex sacris Noui ac Veteris Testamenti libris inferrent, interpretationem locorum scripturæ et summorum relligionis capitum iuxta Augustanæ Confessionis formam instituerent ac concinnarent, ecclesias adirent ipsi, concionarentur frequenter, idola damnarent eaque primum ex animis deceptorum errantiumque hominum, verbo Dei et scripturæ sacræ authoritate <<...>>, mox dimouerent locis, easque potissimum statuas auferrent ad quas superstitiosus hominum concursus ex aliqua sanctitatis opinione hactenus est factus et frequentatus - hæcque omnia et prudentia summa et sine tumultu manifesto, ne infirmi supra modum offenderentur.
Omnem autem mouerent lapidem vt quos veterum errorum studiis admirationeque <668> adhuc duci detinerique deprehendissent, suaui quadam et animi lenitate et informationis beneficio reducerent in viam, nihilque prius aut posterius quam gloriam Dei veramque salutem hominum, quam verbo vitæque exemplo confirmarent, expetiuisse ac consectati esse viderentur. Vt vero nihil temere aut ex cupiditatibus, sed tanquam ad regulam expensum accomodatumque agendum sibi esse ducerent, formula ordinationis ecclesiasticæ <669> ilico conscripta est, mandatisque additum vt ad hanc et actio
der kunne vejlede kirkerne. Han bestemte at disse skulle kaldes superintendenter, efter embedets indhold og værdighed, og at det græske ord skulle afskaffes, for at det ikke i fremtiden skulle gøre de nye hovmodige, eller give anledning til nye omvæltninger ved at bevare mindet om de gamle biskopper. Blandt alle landets lærde udvalgte han derfor de mest fremragende, og dem der var bedst egnet til netop dette arbejde: På Sjælland udnævntes Peder Palladius, i Skåne Frands Vormordsen (der ganske vist stammede fra Nederlandene, men fra ganske ung var blevet uddannet hos karmeliterne her i landet og beherskede vores sprog udmærket), på Fyn Jørgen Viborg, i Ribe Johann Wenth, i Århus Mads Lang, i Viborg Jacob Skjønning og i Vendsyssel Peder Thomesen.
Det blev indskærpet dem at deres svære hverv, deres ansvar for sjælenes frelse, ikke kunne varetages af rene dagdrivere - sådan som mange af deres forgængere, der havde regnet det for deres opgave, på den mest uanstændige og uværdige måde at samle sig magt, sprede rædsel og skrabe rigdomme til sig. Tværtimod skulle de påtage sig et ansvar for kirkerne, og vide at de ikke var sat som herrer over dem, men som tjenere og fædre. De skulle indføre læren om menneskenes frelse i kirken, på grundlag af Det Nye og Gamle Testamentes hellige bøger. De skulle opstille og samordne tolkningen af skriftsteder og af religionens hovedlærdomme ifølge den augsburgske trosbekendelse. De skulle selv besøge kirkerne, og jævnligt prædike. De skulle fordømme afguder, og med støtte i Guds ord og den hellige skrift forvise dem fra alle de bedragne og forvildede menneskers sjæle, for derpå at fjerne dem fra kirkerne selv. Særligt vigtigt var det at borttage de statuer der gik for at være hellige, og derfor hidtil var blevet besøgt af flokke af overtroiske mennesker. Alt dette skulle de gennemføre med den største omtanke, og uden at skabe postyr om det, for ikke at støde de ubefæstede sjæle mere end nødvendigt.
Når de greb folk i stadig hengivent at lade sig lede af de gamle vildfarelser, måtte de til gengæld gøre alt hvad der stod i deres magt for at bringe dem tilbage på den rette vej - både med mildhed og med oplysning. Det skulle stå klart for enhver at intet lå dem mere på sinde end Guds ære og menneskenes sande frelse, som de måtte bevidne såvel i ord som med deres eget eksempel. - Og for at de ikke skulle føle sig henvist til at handle tilfældigt eller efter eget forgodtbefindende, blev der straks udfærdiget en kirkeordinans, som en slags rettesnor. Herefter føjedes det til deres embedsin
