Tekstbase - kontekst
Du er på side 129 af 147 sider (Side 326 i forlægget)
Document Buttons
num vsus in ecclesia et disciplinæ ratio sollicitis officij curis omnino exigeretur.
Decreto ac voluntati regiæ et plausus ab ordinibus cæteris datus, et a senatu protinus subscriptum est. Mox profecti ad ecclesias suas superintendentes ex mandato omnia pene superstitionis instrumenta sustulerunt, verbique Dei virtutem intelligentiamque doctrinæ salutis hominum frequentissimis ac moderatissimis concionibus ecclesiæ auribus <670> infundere, pectoribusque implantare exorsi sunt. Successum efficaciamque Deus verbo largitus est, fuitque fælix ministrorum opera, qui cum et ecclesias adirent ipsi et populo errores, quibus dementatus inuolutusque erat hactenus, assidue ac diligenter ostenderent, crebris diuinisque orationibus hortarentur ad pænitentiam, et gratiam Dei omnibus hominibus propositam exponerent ac commendarent - equidem humanissimis studiis ac persuadendi facilitate perfecerunt vt pontificiæ superstitionis <671> nerui, et breuissimo tempore et minore facilioreque quam existimatum est negocio, inciderentur, accedentibus auidissime hominibus ad eam quæ ex doctrina euangelij de Christo proponebatur et gratiam et libertatem. Huic cursui motum subdiderunt fideles cooperarij quidam, qui in omnibus pene regni Danici locis communem cum superintendentibus in erudiendo populo diligentiam et sollicitudinem exhibuerunt.
Sed ne sic quidem fieri tamen potuit vt <672> omnis impietatis forma, semina prophanitatis omnia et superstitiosus multarum rerum vsus actutum tolleretur. Vt enim vulgo facile persuasum est vt manifestam puramque hanc fidei ac salutis doctrinam sine molestia acceptaret, ita collegiis quibusdam inerat pertinacia, nihilque se canonicorum quidam cætus mouendos esse existimarunt. Hafnienses cum interdictum sibi publicæ superstitionis vsum viderent, priuatum consectati sunt. Itaque in ædibus <673> clam frequenterque conuenire, idque nocturnis maxime temporibus, ne quid proderetur impietas, isticque missas pro more suo accensis luminibus celebrare.
In deprehensos nihil grauius rex decerni voluit. At deducta res postea est in disputationem publicam, conuictisque imperatum vt Confessioni Augustanæ ac thesibus subscriberent, quas tum Palla
strukser at føre omhyggeligt tilsyn med at undervisningen og de kirkelige handlinger fulgte denne ordinans.
Disse kongelige bestemmelser vandt bifald i alle stænder, og blev straks underskrevet af rigsrådet. Snart efter drog superintendenterne ud til deres kirker, hvor de, efter instruksen, fjernede stort set alt inventar der var knyttet til overtroen, og tog fat på, i utallige velovervejede prædikener, at udgyde Guds ords kraft og forståelsen af læren om menneskenes frelse for menighedens ører, og indplante den i deres sind. Gud skænkede ordet fremgang og virkning, og hans tjeneres arbejde kronedes med held. De besøgte selv kirkerne, og lagde stor flid og omhu i at gøre folket opmærksom på de vildfarelser der hidtil havde hyllet dem i ufornuftens tåger. I hyppige, guddommeligt inspirerede taler opfordrede de til anger, ligesom de fremhævede og priste Guds barmhjertighed mod alle mennesker. Og med denne venlige iver og blide overtalelse lykkedes det dem på ganske kort tid, og også med mindre anstrengelser end ventet, ganske at tappe den papistiske overtro for kraft, mens menneskene begærligt tog imod den nåde og den frihed de blev tilbudt i evangeliets lære om Kristus. I næsten alle egne af det danske rige blev denne udvikling hjulpet i gang af trofaste medhjælpere, der udviste ganske samme flid og omsorg for folkets opdragelse som superintendenterne.
Men selv ikke på denne måde var det muligt straks at udrydde enhver form for ugudelighed, enhver spire til gudsbespottelse og den overtroiske misbrug af en lang række genstande. For selv om man let kunne overtale folket til uden ophævelser at tage imod denne klare og rene lære om troen og frelsen, stødte man på træghed i enkelte domkapitler, hvor visse grupper af kanniker ikke var til sinds at give efter. Da kannikerne i København forstod at det var dem forbudt at dyrke deres overtro offentligt, fortsatte de den under private forhold. I hemmelighed forsamledes de jævnligt i private huse, og det især ved nattetid for at ugudeligheden ikke skulle blive afsløret. Her tændte de så lys og holdt messe efter deres egen skik.
De blev pågrebet, men kongen ønskede ikke at straffe dem for hårdt. Til gengæld blev sagen senere genstand for en offentlig disputation, og da der var blevet ført bevis imod dem, blev det befalet dem at skrive under på den augsburgske trosbekendelse og
