Tekstbase - kontekst
Du er på side 134 af 147 sider (Side 336 i forlægget)
Document Buttons
ordinis milites fortissime reppulerint profligarintque, singulare gratiæ erga se <695> Dei argumentum agnoscerent, eoque nomine Deo se obligatos scirent. Hortatus sum vt militiæ, iuramenti ac victoriarum finem non erroris atque idololatriæ propagationem sed doctrinæ apostolicæ, quam istic loci Paulus apostolus aliquando de gratia Dei ac gratuita peccatorum remissione per fidem in mediatorem Christum voce miraculisque sparserat ac confirmarat, incrementum ac confirmationem esse existimarent. Eo animo conatuque præsentiam Dei salutarem paternamque sensuros <696> esse, cum et conscientiæ libertas adiuuaret manum, et fælicem consilio modum Christus expediret, hostesque illa in filium Dei fiducia non virium aut opis humanæ præsumptio subuerteret ac debilitaret. De victoria recens parta gratulari multos, plures equidem vt simili in posterum successu victoriarumque vtantur bono votis omnibus optare et petere. Sed de gentium aliarum idolatria nihil nobis est impresentiarum amplius dicendum.
<697> In nostris regnis acta res sedulo est a Christiano, qui et statuas, vt dixi, tolli subruique iussit et interdici monasteriis maioribus prophanitatem, quibus legendi cantandique formula ex sacris bibliis præscripta est. Quod vero ab hoc rege in tanta negociorum perplexitate fieri expedirique circa eas res non potuit, Fridericus noster succedens patri magna et animi virtute et pietatis laude ac desiderio perfecit. Ita sublatis idololatriæ instrumentis, <698> subuersaque ac prohibita falsum Dei cultum prophanitatemque publice exercendi licentia atque occasione, sacra scriptura ex Augustanæ Confessionis sententia in næniarum atque erroris pontificij locum et libertate summa et maximo pietatis atque salutis incremento egregie restituta est.
Huic autem regno regique id a Deo optimo maximoque tributum est, vt sicut accendi apud nos pietatis lucem restituique doctrinæ puritatem <699> voluit, ita postquam prædicari Christus et fidei doctrina cæpta est, concordesque ad amplectendam relligionis veræ professionem animi fuerunt, nullis sectarum fraudibus interturbata pietas sit, nec quicquam ab vllis sparsum esse quod vel a regibus ipsis vel ab ecclesiarum nostrarum pastoribus contra sacrarum lite
styrke til at slå dem tilbage og besejre dem, måtte de tage som et tegn på Guds enestående nåde imod dem, og samtidig måtte de vide hvilken gæld det satte dem i over for Gud. Min opfordring til dem var at målet for deres krigsgerning, deres ed og deres sejre ikke skulle være udbredelse af vildfarelser og afgudsdyrkelse, men forøgelse og styrkelse af den apostolske lære om Guds nåde og syndernes forladelse af nåde ved troen på Kristus, vor forsoner, sådan som engang apostlen Paulus med ord og mirakler havde udbredt og bestyrket den netop der på stedet. Hvis de tænkte og handlede sådan, ville de føle Guds frelsende, faderlige nærvær: så ville samvittighedens frihed styrke dem i kampen, så ville Kristus støtte deres planer, så ville troen på Guds søn - ikke overmodig tillid til menneskelig styrke og formåen - bringe fjenden til fald og tage hans styrke fra ham. Mange lykønskede dem med deres nylige sejr, men endnu flere ønskede af hele deres hjerte at de i fremtiden ville have samme medgang og være lige så sejrrige. Men om andre folkeslags afgudsdyrkelse skal jeg ikke tale yderligere for øjeblikket.
I vore riger nød denne sag stor omsorg hos kong Christian, der som nævnt gav ordre til at statuerne skulle tages ned og bortfjernes og forbød ugudeligheden i de større klostre, hvor der blev foreskrevet regler for sang og læsning ud fra den hellige bibel. Og de dele af dette vældige og komplicerede arbejde som ikke kunne gennemføres under denne konge, blev med stor sjælelig styrke og beundringsværdig fromhedsiver fuldført af vor nuværende konge, kong Frederik, da han fulgte faderen på tronen. På denne måde blev afgudsdyrkelsens rekvisitter afskaffet, enhver mulighed for og anledning til at udøve ugudelighed og falsk gudsdyrkelse blev forhindret helt og holdent, og den hellige skrift fik sin værdighed tilbage efter den augsburgske trosbekendelses lære, og blev sat i stedet for de papistiske barnagtigheder og vildfarelser, i fuldkommen frihed og til stor styrkelse af fromhed og frelse.
Dette rige og denne konge har af den almægtige Gud modtaget en stor gave: Ganske som det har været hans ønske at fromhedens lys skulle tændes og troens renhed genoprettes blandt os, har fromheden, fra første gang Kristus og troslæren blev forkyndt og der blev enighed om antagelsen af den rette konfession, aldrig været rystet af vranglære og sekterisme. Ligeledes er der aldrig blevet udbredt noget, og aldrig blevet godkendt noget - hverken af kongerne selv eller af præsterne i vore kirker - der var i modstrid
