Tekstbase - kontekst
Du er på side 140 af 147 sider (Side 350 i forlægget)
Document Buttons
sa fuit. Compescuit ille exegitque regno hostes, quorum manibus persuasaque vulgo iustæ occupationis sententia, obsideri imperij nostri aditum regnique auiti administrationem prohiberi vidit, [[et hæc quidem omnia procerum senatusque consilio atque authoritate, præcipue vero domini Auonis Bilde, Episcopi Arhusiensis, <725> Magni Gøye de Krenckerup, Erici Banneri de Asdal et Tychonis Krabbe de Wegholm, quorum sapiente primarioque, cum viri boni et amantes patriæ suæ essent, suasu consilioque in defensionem regni necessariam curamque reipublicæ, cæteris consentientibus probantibusque legeretur.]] procerum senatusque regni iudicio atque authoritate inde a Lubecensis ciuitatis obsidione ad <726> necessariam regni subditorumque defensionem reuocatus, cuius ille publicam salutem priuatis offensionibus anteponendam esse censuit.
Friderico tranquilla placidaque regni gubernatio post obitum patris ex communi electionis consensu cum tradita et commissa esset, necessitatem gerendi belli obtrusit hostis, qui quod tenui admodum causa patrium pacatumque regnis statum commouisset, equidem vt grauem sibi et funestum multis ita minime optatum belli exitum expertus est.
<727> At nostris regibus ita a bellis est pax constituta, vt summum victoriæ fructum expetiuerint æternam salutem subditorum, quam quia non aliter quam pura sinceraque euangelij doctrina expediri perficique posse arbitrati sunt, equidem hanc sibi ante omnes triumphos consectandam promouendamque <728> esse iudicauerunt. Quæ certe pietas et famæ auxit dignitatem et fortunarum incrementis accessiones amplissimas conciliauit.
Sed progressi longius intra septa reuocemus orationem. Hæc enim copiose hoc in loco a nobis propterea explicata sunt, vt posteritati vniuersæ constet in quam qualemque relligionis Christianæ formam inaugurari per baptismum voluerit filium Christianum <729> Deo gratus amabilisque Fridericus II, Daniæ rex, summus ille et veræ sinceræque pietatis assertor et osor viciorum, cui vni sic cordi est relligio vt nulli magis virtutes placuisse, nulli æque quod honestum quodque expetendum est bonis allibuisse existimemus.
øge sit navns og sit riges berømmelse aldrig har kunnet kritiseres. Christian fik bugt med sine fjender og drev dem ud af landet, for han så at det var deres voldelige okkupation - hvis retfærdighed de ovenikøbet havde overbevist det brede folk om - der spærrede vejen for ham til herredømmet i vort land og således hindrede ham i at regere sit fædrene rige. [[Og alt dette gjorde han med råd og støtte fra stormændene og rigsrådet, blandt dem dog særligt hr. Ove Bille, biskop i Århus, Mogens Gøye til Krenkerup, Erik Banner til Asdal og Tyge Krabbe til Vegholm. Det var efter disse fire rettænkende og fædrelandskærlige mænds forstandige og fremragende råd - som bifaldtes af de andre - at han blev valgt, af hensyn til rigets nødvendige forsvar og til statens bedste]]. Efter stormændenes og rigsrådets afgørelse blev han derpå kaldt tilbage fra belejringen af Lübeck for at påtage sig det nødvendige forsvar af riget og undersåtterne, og han besluttede at rigets velfærd måtte gå forud for den krænkelse han selv havde lidt.
Frederik overtog et roligt og fredfyldt rige, da han ved sin fars død blev enstemmigt valgt. Men han blev tvunget ud i krig af en fjende, der af en ganske ubetydelig årsag havde brudt det rolige forhold der havde hersket mellem rigerne under deres fædre. Krigen endte da også som en ulykke, ikke blot for fjenden personligt men også for mange andre - hvilket var stik mod hans forventninger.
Når vores konger har genoprettet freden efter en krig, har de til gengæld set det som sejrens vigtigste frugt at kunne virke for undersåtternes evige frelse. Den har efter deres overbevisning kun kunnet opnås gennem evangeliets rene og sande lære, og derfor er det dén de ønsker at arbejde for, dén de vil udbrede - snarere end nogen form for militære triumfer. Denne fromhed har forøget deres berømmelse og skænket dem endnu større lykke og medgang.
Men jeg har bevæget mig langt væk og vil nu vende tilbage til mit emne. Jeg har forklaret disse ting så udførligt her, for at det kan være klart for alle i eftertiden hvilken kristen tro Danmarks milde og af Gud elskede konge, Frederik II, ønskede at hans søn Christian skulle indvies til i dåben. Kongen er den sande og oprigtige fromheds største beskytter og lasternes største fjende. Religionen ligger ham i den grad på sinde, at man ikke kan forestille sig noget menneske der sætter dyder højere end han, eller har så stor kærlighed til alt hvad gode mennesker bør stræbe efter.
