Tekstbase - kontekst
Du er på side 145 af 147 sider (Side 360 i forlægget)
Document Buttons
re in senatum lectus, ita officiis molestiisque admotus maximis, equidem thesauris regiis præficitur, omnemque quæ circa pecunias suscipi expedirique solet curam et fide summa et labore sollicito absoluit.]]
Ab hoc ordine, qui sub inclytis regibus imperij nostri neruus est, sua cuique et dignitas est et honos, nec cuiusquam luci officit claritas aliorum, dum quod singulis ex vsu iuxta leges sit, omnibus ex æquo concessum tributumque esse videatur.
At vero <748> in aula mareschalci regij officium Iohannes a Belo gessit, vir apprime doctus, cui præter literas et magna erat rerum variarum experientia, eoque nomine regi percharus fuit. Secretum regium (ita enim sigilla, potissimum minora, vocant) Aruido Huitfeldio commissum fuit, cui et e studiis literarum honos et e morum rectitudine ac conuersationis facilitate gratia singularis comparata est. Huic Iacobus Vindus et Dresselbergij, <749> Andreas Vilhelmusque, fratres, et alij quidam, præstantes mehercle viri et laude studiorum celebres, quorum in Rerum Danicarum libris honestam mentionem fecimus, adiuncti, cancellariæ ministeria obiuerunt, eam quidem palestram ita exercentes vt, contra quam in aliis fieri gentibus compertum est, et officia sine dilationibus expediant, et gratiam liberalitatemque regiam sine fæda auaritiæ ac contentionis nota dilatent, <750> indulgeant et ornent.
Vt vero nihil ei quam ex horum temporum actis formaque gubernationis perteximus historiæ nostræ desit, equidem prouintiarum præsides, qui in vetera primorum episcoporum territoria administrationis iure, mandato atque authoritate regia, successerunt, in hunc denique locum conferemus. Eos Christianus Tertius ita instituit surrogauitque, vt non tantum bona illa quæ prius ad episcopos statumque eorum et locum pertinebant <751> tutelæ nomine amplecterentur, verum etiam vt superintendentibus, quorum tum recens et institutio erat et authoritas, ita præsto essent vt, quantum illi verbo exhortationibusque adniterentur ædificare ecclesiam salutemque hominum diu errantium ex solido legitimoque scripturæ sacræ fundamento et pura euangelij interpretatione perficere ac confirmare, tantum hij subsequerentur officiis ac ciuili quadam potentia ad sanciendam conseruandamque disciplinæ ecclesiasticæ <752> integritatem, ad quam non subditos tantum et vulgus, sed et ministros verbi ipsosque adeo sacerdotes astringi impellique necesse est.
blevet optaget i rigsrådet, er han blevet udpeget til at varetage store forpligtelser og byrder som leder af af det kongelige skatkammer, hvor han pålideligt og omhyggeligt tager sig af alt hvad der har med forvaltning af penge at gøre.]]
Denne forsamling er, under vore navnkundige kongers regering, hele rigets samlende midtpunkt. Værdighed og ære tilkommer dem alle hver især. Ingen står i skygge af de andres berømmelse, for det som de hver især lovligt modtager, regnes for at være tildelt dem alle ligeligt.
Embedet som hofmarskal beklædtes af Hans Below. Han var en yderst lærd mand, som udover boglige kundskaber var i besiddelse af stor erfaring på en række forskellige områder, hvorfor han nød kongens særlige gunst. Det kongelige "sekretum" (således kaldes seglene, især de mindre) var overdraget Arild Huitfeldt, en mand der nyder anseelse for sin boglige lærdom og er meget afholdt for sit retsindige og behagelige væsen. I varetagelsen af kancelliets arbejde blev han bistået af Jakob Vind, brødrene Anders og Vilhelm Dresselberg og flere andre - alle fremragende mænd, der prises for deres lærdom, og som jeg har omtalt med hæder i Res Danicæ. Dette arbejde udfører de på en sådan måde at de, i modsætning til hvad der efter sigende er tilfældet i andre lande, både forstår at udføre deres pligter uden opsættelse, og at formidle, forvalte og fremhæve den kongelige gunst og gavmildhed uden griskhed og rivalisering.
Endelig vil jeg også her, for at man ikke skal savne noget i min historiske skildring af vor tids begivenheder og landets regeringsform, omtale de stiftslensmænd som efter kongelig befaling trådte til som administratorer i det der allerede havde været de første biskoppers områder. Christian III pålagde dem ikke alene på hans vegne at varetage administrationen af de godser som før havde tilhørt biskopperne og deres embede, men også at bistå superintendenterne (en embedsmyndighed der på det tidspunkt var ganske ny): Mens de sidstnævnte skulle bestræbe sig på, med ord og tilskyndelser, at bygge kirken op og, på den hellige skrifts faste og retmæssige grundlag og ud fra den rene fortolkning af evangeliet, at tilvejebringe og sikre menneskene frelsen efter den lange forvildelse - skulle lensmændene tilsvarende, gennem udøvelse af en vis verdslig magt, bidrage til at hævde og bevare den kirkelige tugt uantastet, for den bør alle være bundet af, ikke alene de undergivne og pøbelen men også ordets tjenere og præsterne selv.
