Tekstbase - kontekst

war, saa bragte den dog tilweye, att icke alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf: torde icke komme ind til mig langsommelig tiid, satte sig vden for min Vderste dør, oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der wantist intet med; (Ieg fick den sladder icke att wiide før end tre Aar effter. Engang der Slosf: haffde sat sig for att gaa til Alters, stoed hand vden for min inderste dør, oc tog sin Hue aff, bad mig om forladelse, hand wiste att hand haffde giort mig imod, men hand war en tienner; Ieg swarte, hiertelig gierne forlader ieg eder ded; Der hand gik bort, oc Pær lucte døren sagde quinden noget til Pær om Slosf. men ieg kunde icke ret forstaa ded; vden twiffl haffwer hun skiælt Slosf: thi hun war saa wree att hun puste, kunde icke holde den wreede i sig, men sagde, skam faa den gamle Narr, giff Fanden besætte ham skulle ieg bede om forladelse, ney soer hun om Guds bittre død skulle ieg icke; twi worde ham oc spøttede. Ieg sagde omsier, hwad gaar ded ier an, at Slosf: beder mig om Wenskab, taber i noget der wed? wil i icke leffwe Christelig, oc effter Kircke ordinantzen, da i ded ringste wærer intet wree paa dem der giør ded; troer oc wist att Gud wil straffe eder om i icke fortryder ded onde i haffwer giort, oc icke forliger eder med eders Moedstandere, førend i søger att forlige eder med Gud. Hun meente att hand haffde intet giort mig vden ded hannem war befalet; ieg sagde i gott folk til sammen wed best selff hwad eder er befalet; Giør ieg eder noget? (spurte hun) Ieg wed icke hwad i giør (swarte ieg) I kand lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff: derpaa begynte hun en lang rimse swære oc forbande sig paa henders troeskab, hun haffde aldrig løyen nogen paa, heller giort nogen noget ont; Ieg sagde, ieg hører att i giør eder reen med Phariseeren; hun reiste sig aff sit sæde med en furie