Tekstbase - kontekst
Du er på side 14 af 97 sider (Side 66 i forlægget)
Document Buttons
in pernitiem abbatum aut quorundam minorum prelatorum, sed in exitium tocius cleri, omniumque sacrorum tocius Christiane religionis, posteritatis esto iudicium.
Anno ab orbe redempto .1501. Defecit Suetie regnum ab illustrissimo Danorum rege Ioanne primo, sub proditoribus Stenone Sture et Suantone Nielssøn, quod pauloante ab eodem rege armis assertum fuerat, anno nimirum, ut supra dictum est .1497. Rege enim in Daniam reuerso, relicta fuerat Christina illius uxor, illustris regina, in presidiis arcis Holmensis, que post grauissimam ac durissimam obsidionem, cunctis iam fame et hyposarcha pereuntibus, dedicione dolosis ac falsis literis impetrata, tandem capta est, atque longo tempore multis ludibriis a populo barbaro barbare afflicta. Nouissime uero opprobriis saturata ac calamitatibus plena in Daniam est remissa, cui magna gratulatione a regni proceribus occursum est in ciuitate Halmstadensi (que Hallandie ciuitas est). Porro Suecorum gens tam est barbara, tamque iugi impatiens, ut nullum principatum uncquam diu ferat, nec minus e proprio sanguine natos principes quam exoticos odio habet. Et quoniam natura perfidi nulli fidunt, etiam
paa nogle Abbeders og mindre Prælaters Fordærvelse, men paa Ødelæggelse af hele den gejstlige Stand og af alt, hvad helligt er i hele den kristelige Religion, det maa Eftertiden dømme om.
Samme Aar døde værdige Fader Hr. Niels Skave, Biskop i Roskilde, en fremragende Mand, ædel af Byrd og af Dyd, og skønt han mere skyldte Kongens Indflydelse end Kapitlets Valg sin Bispestilling, lod han dog intet tilbage at ønske i Fromhed. Thi ligesom han havde et Ydre, der svarede til hans Værdighed, saaledes besad han et Sind, der i høj Grad prydedes ved Barmhjertighed og Mildhed.
Aar 1501 efter Verdensforløsningen faldt Sverigs Rige fra de Danskes højbaarne Konge, Hans den første, under Ledelse af Forræderne Sten Sture og Svante Nielssøn, skønt det kun var faa Aar siden, at samme Konge havde vundet dette Rige med Vaabenmagt, nemlig i Aaret 1497, som ovenfor er fortalt. Thi da Kongen var vendt tilbage til Danmark, havde han blandt Besætningen paa Stockholms Slot efterladt sin Hustru Kristine, den højbaarne Dronning, som efter en saare haard og langvarig Belejring, til sidst, da næsten alle vare omkomne af Hunger og Skørbug, kom i Fangenskab, skønt hun havde opnaaet Dagtingen, men paa et svigefuldt og falsk Brev, og i lang Tid paa barbarisk Vis var udsat for mange Forhaanelser af det barbariske Folk. Til sidst blev hun dog, efter at have døjet Beskæmmelser og Trængsler i fuldt Maal, sendt tilbage til Danmark, hvor Rigets fornemste Herrer med stor Højtidelighed og stor Glæde modtoge hende i Halmstad, en By i Halland. Det svenske Folk er desuden saa barbarisk og føler i den Grad ethvert Herredømme som et Aag, at det aldrig kan finde sig deri længe, men hader Fyrster af sit eget Blod lige saa meget som fremmede. Og eftersom de selv, troløse af Naturen, ingen Tro have til nogen, har til Gengæld
