Tekstbase - kontekst
Du er på side 15 af 97 sider (Side 67 i forlægget)
Document Buttons
ipsis a nemine fiditur. Ceterum cum in defectione aduersus aliquot reges cum Datie tum Suetie a multis excusentur, deficientes nihilominus a rege Ioanne, nec apud cordatos Suecos excusationem habent, quando ipsius regnum ab omni uiolentia omnique tyrannide liberum fuerat. Quod si Valdemari, Margarethe, Erici, Christophori, Christiernique secundi regna fuissent tam incruenta tamque procul a tyrannide et violentia, adhuc fortasse illibatum trium regnorum fedus durasset, nisi populi alioqui ad seditionem nati obstitisset perfidia.
Anno .1502. Conati sunt etiam Noruagienses quidam aduersus regem Ioannem rebellare, cuius rebellionis author dicebatur Chanutus Adulphi in Noruagia eques primarius, sed simplici ingenio magis quam peruerso, cuius simplicitate ad rebellionem abusi sunt Sueci quidam proditores. Quo cum rex Ioannes episcopum Roschildensem D. Ioannem Iacobi, atque Henricum Crwmedig equitem, cum eodem Chanuto expostulaturos regis nomine misisset, uocatum ad se in naui, sub publica fide (que etiam crudelissimo Turche seruanda fuerat) ac nihil mali suspicantem crudeliter occiderunt, non aliter quam solent perfidi proditores, nec fidei nec iurisiurandi custodes. Chanutus iste duos elegantes habebat filios, prudentia et armis patre superiores, Carolum et Ericum. Ille bombarda percussus, cum militaret Christierno regi secundo, in obsidione ciuitatis Holmensis occubuit. Iste uero triumphata iam Suetia ab eodem immanissimo principe capite truncatus est.
Eodem anno ipso die decem milium martyrum
heller ingen nogen Tiltro til dem. Men medens deres Frafald fra adskillige saa vel danske som svenske Konger undskyldes af mange, finder ikke desto mindre deres Frafald fra Kong Hans ingen Undskyldning, ikke engang hos forstandige svenske Mænd selv; thi hans Regering havde været uden al Voldsomhed og uden alt Tyranni. Men dersom Valdemars, Margaretes, Eriks, Kristoffers og Kristiern den andens Regimente havde været lige saa ublodigt og lige saa langt fra Tyranni og Vold, saa havde maaske Forbundet mellem de tre Riger endnu bestaaet ubeskaaret, om Troløsheden hos dette til Oprør skabte Folk ikke havde hindret det.
Aar 1502 søgte ogsaa nogle Normænd at rejse sig mod Kong Hans. Ophavsmand til dette Oprør sagde man at Knud Alfssøn var, den ypperste Ridder i Norge, men en Mand, der mere var af en enfoldig end af en slet Tænkemaade, hvorfor nogle svenske Forrædere misbrugte hans Enfoldighed og fik ham til at gøre Oprør. Men da Kong Hans havde sendt Biskoppen af Roskilde, Hr. Jens Jepsøn, og Ridderen Hr. Henrik Krummedige derop for i Kongens Navn at underhandle med samme Knud, kaldte de ham om Bord paa deres Skib og myrdede ham paa det grusomste trods givet Lejde (som dog burde været holdt selv mod den grusomste Tyrk) og uden at han anede noget ondt, ret saaledes som troløse Forrædere pleje at bære sig ad, der hverken holde Tro eller Love. Denne Knud havde to fine Sønner, der i Klogskab og Vaabenfærd overgik deres Fader, Karl og Erik. Hin faldt i Kong Kristiern den andens Tjeneste ved Stockholms Belejring, rammet af en Kugle, denne derimod blev efter Sverigs Undertvingelse halshugget af samme umenneskelige Fyrste.
Samme Aar, paa selve de 10,000 Martyrers Dag
