Tekstbase - kontekst
Du er på side 42 af 97 sider (Side 94 i forlægget)
Document Buttons
liberorumque suorum ius et potestatem, que tamen in regis obitu debet regni consihariis tradi atque consignari, alioqui non uideretur Datie regnum esse electionis iure liberum.
Preterea asserturus ac stabiliturus tyrannidem suam, ob tocies uiolatam fidem aduersus Suecos aliasque uicinas regiones atque Wandalie ciuitates, inconsultis regni consihariis ac magistratibus, sibi pessime conscius induxerat in regnum Datie peregrinos quosdam exercitus, exterorumque militum copias, in perniciem eorundem, tociusque regni Datie et incolarum eius perpetuam ruinam atque dispendium. Tante enim erat perfidie etiam erga aliorum principum legatos, ut regis Polonie legatum Holmis ad se missum primum honorifice exciperet, magnisque muneribus donatum dimitteret, comprehensum tamen, postquam abnauigauerat, vna cum xxiiii uiris, quibus stipatus aduenerat, submergi fecit, uiolata omni equitate, a gentibus etiam olim obseruata. Nam huic legato archana quedam communicarat, que postea communicata penituit, ideoque extinctum uoluit, ne quod acceperat effutiret. Adeo futilis erat idem tyrannus, ut nihil tacere posset. Infelix tamen ille, apud quem effutiuerat, quod illum mox perdere contenderet, ueritus ne reticeret, quod illi creditum esset. Vnde solitus erat dicere, Si scirem (inquit) capitis mei galerum meorum consiliorum esse conscium, mox in ignem coniectum exuri sinerem.
Demum idem uiolentissimus princeps, absque ulla misericordia, et supra uires ac facultates regni, et incolarum eius immodicis exactionibus tam
og sine Børn og ladet Rigets Slotte og Len holdes til deres Haand, hvilke dog ved Kongens Død bør overdrages og holdes til Rigens Raaders Haand; ellers vilde det jo synes, som om Danmarks Rige ikke længere var et frit Kaarerige.
Desuden havde han ogsaa for at sikre og befæste sit Voldsherredømme, da han saa ofte havde brudt sit Ord overfor Svenskerne og andre omliggende Lande og de vendiske Stæder, uden at forelægge Sagen for Rigens Raader og Øvrighed, i Følelsen af sin onde Samvittighed inddraget her i Riget udlændisk Stridsmagt og fremmed Krigsfolk til deres og til hele Danmarks Riges og dets Indbyggeres evige Skade og Fordærv. Thi saa stor Troløshed viste han endog mod andre Fyrsters sendebud, at han først med stor ære modtog Kongen af Polens Sendebud, der var sendt til ham i Stockholm, og skikkede ham fra sig med store Gaver, men efter at han var afsejlet, lod han ham dog gribe og drukne tillige med 24 Mænd, der havde ledsaget ham, idet han saaledes krænkede al den Ret, som dog selv Hedninge i gamle Dage overholdt. Dette Sendebud havde han nemlig meddelt visse Hemmeligheder, hvilket senere fortrød ham. Han ønskede derfor hans Død, at han ikke skulde plapre ud med hvad han vidste. Saa aabenmundet var samme Tyran, at han ikke kunde tie stille med noget. Men Ve den, mod hvem han havde vist sig aabenmundet; thi ham stræbte han efter Livet af Frygt for, at han ikke skulde fortie, hvad der var betroet ham. Derfor plejede han ogsaa at sige: »Dersom jeg vidste, at Huen paa mit Hoved kendte mine Planer, vilde jeg straks kaste den i Ilden og lade den brænde«.
Endelig havde samme voldsomme Fyrste uden al Naade og Barmhjertighed og ud over Rigets og dets Indbyggeres Evner og Kræfter,
