Tekstbase - kontekst
Du er på side 69 af 97 sider (Side 121 i forlægget)
Document Buttons
ciuitatis primarius consul (quo magistratu paulopost ob prodicionis crimen est spoliatus) Conradus cognomento Kiøkinfiitt, Andreas faber argentarius, Wilhelmus Ronge, Ioannes Niger, Erasmus pistor, Theodegarius nauclerus, Hermannus Røling, Iacobus figulus, Petrus argentarius. Hij namque cum essent sine mente, sine ratione, ac sine prudentia, homines plane deplorati, ac multis etiam sceleribus infames, quidam prorsus oberati, in deum impij, atque in omnia sacra et diuina blasphemi, quod singulari quadam consuetudine adhererent seditionis authori Ioanni Taussøn, monstro omnium immanissimo, cuius etiam lingua nihil unquam fingi potest impudentius, clanculariis conspirationibus coegerunt ex fece plebis magnam turbam, ut non esset certus tanti sacrilegii autor, cui tantum flagitium posset imputari. Hec itaque turba flagitiosorum hominum uix sub noctem cessabat a sacrilega prophanatione, ac procul dubio diei noctem coniunxisset, nisi tandem superuenisset sceleris artifex, Ioannes Taussøn (qui totum diem latuerat) cuius iussu egre cessatum est, Vnde euidentibus compertum est argumentis, facilius esse insanos homines irritare, quam irritatos cohibere. Hec abhominatio facta est, Petro Kempone Lutherano proconsule, qui cum nec esset genere clarus, nec uirtute insignis, nec prudentia conspicuus, ne non aliquid esset, hoc famoso scelere, aliisque sacrilegiis multis contendebat nobilitari.
Ab hoc sacrilegio notatus est Ioannes Taussøn magna factorum suorum inconstantia, ut est inconstans hereticorum hominum genus, siquidem proximo sermone adeo laudibus extulit hoc nephandum
var Borgmester, en Stilling, som han kort efter mistede, fordi han var mistænkt for Forræderi, Konrad med øgenavnet Køkkenfedt, Anders Guldsmed, Vilhelm Ronge, Hans Sort, Rasmus Bager, Skipper Tøger, Herman Røling, Jakob Pottemager og Peder Guldsmed. Dette var jo imidlertid folk uden Forstand, uden Fornuft, ja uden Klogskab, mennesker, der helt havde opgivet sig selv og desuden vare berygtede for mange Forbrydelser, til Dels nedsunkne i den dybeste Gæld, ugudelige mod Gud og Spottere af alt helligt og guddommeligt, og da de havde vænnet sig til helt til at slutte sig til Oprørets sande Ophavsmand, Hans Tavssøn, dette Utyske blandt alle Udyr, hvis Tunge ogsaa er det skamløseste, man kan tænke sig, saa holdt de derfor hemmelige Raadslagninger og samlede en stor Skare af Pøblens værste Bærme; thi det skulde jo have Udseende af, at der ikke var nogen bestemt Ophavsmand til saa stort et Kirkerov, til hvem man kunde holde sig for saa stor en Forbrydelse. Denne Skare altsaa af forvorpne Skalke hørte næppe nok ved Nattens Frembrud op med sin kirkerøverske Vanhelligelse, og uden Tvivl havde de fortsat om Natten, som de havde begyndt om Dagen, hvis ikke Forbrydelsens Rænkesmed, Hans Tavssøn (som havde holdt sig skjult hele Dagen igennem), i det sidste Øjeblik var kommen til og med Nød og næppe havde faaet dem til at holde op. Saaledes viste det sig ved klare Kendsgerninger, at det er lettere at ophidse afsindige Mennesker end at holde dem i Ave, naar de ere ophidsede. Ogsaa Lutheraneren Peder Kempe var Borgmester, da denne Vanhelligelse fandt Sted, og da han hverken kunde gøre sig bemærket ved høj Byrd, fremtrædende Dygtighed eller iøjnefaldende Klogskab, men dog vilde være noget, saa søgte han at vinde sit Adelskab ved denne berygtede Forbrydelse og mange andre lignende kirkerøverske Gerninger.
Efter dette Kirkerov lagde man mærke til en stor Ubestandighed i Hans Tavssøns Gerninger; Kættere ere jo nemlig altid et ubestandigt Folkefærd. Thi i sin Tale hævede han først dette forbryderiske
