Tekstbase - kontekst
Du er på side 68 af 97 sider (Side 120 i forlægget)
Document Buttons
comitiis, sacrilego principe non solum conniuente, uerumetiam instigante, ac adhortantibus quibusdam insanis proceribus sceleratisque ciuibus, tanta lingue petulantia debaccati sunt in episcopos ac regni prelatos contionatores Lutherani, ut omne conuitiorum genus contra eos euomuerint. Nec tantum eos perstringebant, sub luporum aut mercenariorum nomine in gratiam insanientis uulgi, sed perpetuo furore clamabant illos fures, latrones, seductores, proditores ac animicidas. Huius tante insanie rabiem nunquam impune tulissent princeps ac regni proceres, si in illis fuisset ulla mica pudoris, uerum odio, auaricia ac impudentia pleni nihil non et ferebant et faciebant.
Anno dominj .1531. tercio die natiuitatis domini, qui diuo Ioanni euangeliste sacer est, Lutherani quidam Haffnenses, incredibili furore seuientes ac insanientes, inuaserunt templum diue uirginis, quod illius urbis est summum ac maximum, illudque sacrilegis manibus prophanantes, primum diuorum statuas omnes deiecerunt, ac securibus confringentes, sputis, colaphis ac blasphemis uocibus irriserunt, deinde cleri locum ingredientes, subsellia ac uniuersa subselliorum tabulata prorsus destruxerunt. Summum tamen altare mansit incolume, illud protegente non sine capitis periculo urbis prefecto, cetera omnia sunt prophanata, etiam usque ad librorum dilacerationem. Que uero probra et conuitia in Christi sacerdotes, atque in omnia nostre religionis sacra sunt congesta, narrare non libet, quod sint omni fide maiora. Huius autem sacrilegij precipui authores dicebantur esse, Ambrosius quidam, tunc
Herredag holdtes, rasede de lutherske Prædikanter, idet den kirkerøverske Fyrste ikke blot lukkede Øjnene herfor, men endogsaa selv ansporede hertil, og idet nogle afsindige Stormænd og forbryderske Borgere opmuntrede dem, med saa kaad Tunge mod Rigets Biskopper og Prælater, at de udspyede alle Slags Skældsord mod dem. Ikke blot gennemheglede de dem, idet de kaldte dem Ulve og Lejesvende for at vinde den vanvittige Mængdes Bifald, men i deres blinde Raseri kaldte de dem uafbrudt Tyve, Røvere, Forførere, Forrædere og Sjælemordere. Et saa vanvittigt Raseri vilde Fyrsten og Rigets Styrere aldrig ustraffet have taalt, hvis der havde været den mindste Gnist af Skam tilbage i dem; men opfyldte af Had, Gerrighed og Skamløshed taalte og gjorde de alt, hvad det saa end var.
I Herrens Aar 1531, paa den tredje Juledag, som er indviet til den hellige Evangelist Johannes, styrtede nogle Lutheranere fra København, grebne af et utroligt Raseri og Vanvid, ind i Vor Frue Kirke, som er den største og ypperste Kirke i denne By, og vanhelligede den med deres kirkerøverske Hænder. Først omstyrtede de alle Helgenbillederne, spyttede paa dem, slog dem med Næveslag og spottede dem med forargelige Skældsord, medens de søndersloge dem med deres økser, og derpaa trængte de ind i Koret, hvor i de fuldstændig ødelagde Kannikestolene og alt Panelværket. Højalteret forblev dog uskadt, da Byfogeden forsvarede det med Fare for sit Liv, men alt andet blev vanhelliget: man gik endog saa vidt, at man sønderrev Bøgerne. Men de Skældsord og Forhaanelser, hvormed Kristi Præster og i det hele taget alt, hvad der er helligt i vor Religion, overdængedes, har jeg ikke Lyst til at fortælle; thi det overgaar alt, hvad man kan forestille sig. Men de Folk, der fornemmelig vare Ophavsmænd til dette Kirkerov, var, efter hvad man sagde, en Mand ved Navn Ambrosius, som den Gang
