Tekstbase - kontekst
Du er på side 78 af 97 sider (Side 130 i forlægget)
Document Buttons
uero Dorothea principe clarissima ac religiosissima; omnem enim administrati Ducatus laudem ac gloriam infelix ac sacrilegum regnum obscurauit. Qui cum in arduis rebus gerendis esset ingenio simplici ac propemodum ignauo et stupido, ad corradendam nihilominus undique pecuniam erat callidissimus. Sciebat enim, Christiernum regem, communem regni hostem, omnibus esse formidabilem, atque precipue satrapis et nobilibus, quos omnes uno supplicio perdidisset, si regno fuisset restitutus. Quoties igitur Friderico quicquam postulanti, aut negatum aut non mox a magistratu regni concessum est, continuo simulata graui offensa, ac arte quadam furore mentito, ingerebat illis ineundi fęderis suspicionem, componendeque litis significationem cum rege Christierno, quo artificio nihil non impetrabat quantumuis iniquum. Collegerat enim quosdam e regni proceribus mira calliditate, quorum familiarem consuetudinem aut muneribus aut conuiuiis aut chartis et alea redemerat. Horum ingeniis ad persuadendum aliis, quicquid animo concepisset, uersutissime abutebatur. Illi uero in gratiam fucati principis territabant ceteros, donec ad tyrannidis consensum non iam inducerent, sed omnino cogerent. Inde factum est, ut apud hunc Fridericum minor esset libertas uel expostulandi uel tergiuersandi, quam olim fuerat sub principatu regis Christierni famosi tyranni. Nec sustinebat se obtestari per sacrosanctum iusiurandum aut signatas regie obligationis litteras, quibus de seruanda fide erat regno regnique consulibus solenni fędere obstrictus. Ab aliis flagitabat fidem firmam et indubiam, iniquis etiam legibus extortam,
berømmelige Dronning Dorothea; thi hele den Berømmelse og ære, han havde vundet ved Hertugdømmets Styrelse, fordunklede han ved sin ulykkelige og kirkerøverske Kongestyrelse. Og medens han under vanskelige Forholds Ledelse viste sig enfoldig, ja næsten træg og uvirksom, viste han dog stor Snildhed, naar det gjaldt om at skrabe Penge sammen allevegnefra. Han vidste nemlig, at Kong Kristiern, hele Rigets Fjende, var en Skræk for alle, og da især for Rigets Styrere og Adel, som han vilde have dræbt alle med eet Slag, hvis han var bleven genindsat i sit Rige. Hver Gang Rigsraadet derfor enten afslog et af Kong Frederiks Forlangender eller ikke straks indrømmede det, anstillede han sig straks meget fortørnet, og ved saaledes at fremgøgle en kunstlet Vrede, indgav han dem straks den Formodning, at han vilde gaa ind paa et fredeligt Forlig, og antydede, at han vilde bilægge Striden med Kong Kristiern, og ved dette Kunstgreb opnaaede han alt, hvad han vilde, hvor ubilligt det end var. Han havde nemlig med en forbavsende Snildhed samlet nogle af Rigets fornemste Mænd om sig, hvis fortrolige Omgang han havde tilkøbt sig ved Gaver, ved Gæstebud eller ved Kortspil og Tærninger. Disses aandelige Dygtighed misbrugte han paa den snedigste Maade til at overtale andre til at gaa ind paa de Planer, han havde undfanget i sit Sind. Men de anvendte til Gunst for den hyklerske Fyrste deres Skræmmebilleder paa de øvrige, saa at de til sidst ikke søgte at overtale dem med det gode, men ligefrem tvang dem til at indvillige i Voldsfærden. Følgen heraf blev, at man hos denne Frederik havde mindre Frihed baade til at begære og til at afslaa end fordum under den berygtede Tyran Kong Kristierns Regering. Heller ikke fandt han sig i, at man overfor ham beraabte sig paa den hellige Ed, han havde svoret, eller paa den Haandfæstning, han havde sat sit Segl under og ifølge hvilken han ved en højtidelig Pagt var bunden overfor Riget og Rigens Raader til at overholde Troen. Af andre fordrede han en fast og ubrødelig Overholdelse af deres Ord, selv om det var aftvunget dem ved ubillige Lovbestemmelser,
