Tekstbase - kontekst
Du er på side 93 af 97 sider (Side 145 i forlægget)
Document Buttons
tridui
adeo defecerat vniuersum Sialandie uulgus a propriis dominis, sic urgente ualida
conspiratione, ut non solum incenderet ac spoliaret nobilium edes, sed etiam perderet ac
captiuaret bonam nobilium partem, si licuisset. Erat enim iustum dei iuditium, quod tunc
nobilitati imminebat, nimirum crudelitatis, avaritię, superbię hereseos condigna pena.
Nam Lutheranismus heresis omnium maxima adeo illorum ingeniis arridebat, vt solo Cleri
odio facti erant omnium sacrorum Christianę religionis impudentissimi contemptores, hoc
nequiores, quod euangelij titulo et pietatis spetie fucarent omnia, cum essent alioqui
sceleratissimi. Nec alius secutus est predicati Lutheranismi fructus, quam communis
uulgi rebellio et inobedientia, diu antea multorum uaticiniis prenunciata. Porro diuina
vltione factum est, ut hec tragędia tanta celeritate gereretur, ut ipsis nobilibus omne
repugnandi consilium
forløbne, var hele Sællands Almue falden fra sine egne Herrer. Med saa stor Voldsomhed rev Sammensværgelsen den nemlig med sig, at den ikke blot afbrændte og udplyndrede Adelens Gaarde, men endogsaa vilde have dræbt og fanget en stor Del af Adelen, om den havde faaet Lov dertil. Det var nemlig Guds retfærdige Dom, som da truede Adelen, en velfortjent Straf for dens Grusomhed, Gerrighed, Overmod og Kætteri. Thi Lutheriet, dette største af alle Kætterier, faldt i den Grad i de adeliges Smag, at de ene af Had til Gejstligheden vare blevne de frækkeste Foragtere af alt, hvad der er helligt i den kristne Religion, og de viste sig saa meget slettere heri, som de besmykkede alle deres Handlinger med Evangeliets paatagne Navn og Fromhedens Maske, skønt de ellers vare de største Forbrydere. Heller ikke fulgte der nogen anden Frugt af Lutheriets Prædiken end Menigmands Oprør og Ulydighed, noget, som mange længe i Forvejen havde forudsagt. Ogsaa deri viste Guds straffende Hævn sig, at alle disse Rædselsscener udbredte sig med saa stor Hurtighed, at Adelen selv blev afskaaren fra enhver planmæssig Modstand ved den store Afstand, hvori de boede fra hverandre. Og ikke blot var der stor Afstand mellem dem i legemlig Henseende, saa de havde Vanskelighed ved at samles og handle i Forening, men der var ogsaa stor Uenighed og Splidagtighed imellem dem; de nærede ingen gensidig Tillid til hverandre, og den lavere Adel, der levede under ringere Kaar, var lige saa fjendtligsindet mod de rigere og mægtigere som den uadelige Hob selv, hvorfor ogsaa de fleste af den lavere Adel gik over paa Kong Kristierns Parti, idet de saaledes løskøbte deres Gaarde og Ejendele for Brandstiftelserne. De sællandske Raader havde nemlig besluttet, saa snart de hørte Rygtet om, at en Fjende kunde ventes, at gøre Modstand fra København. Men det lykkedes dem ikke at samle sig her paa Grund af de Danskes medfødte Langsomhed, der er Skyld i, at de altid fatte deres Planer for sent, og det netop mest da, naar farefulde Omstændigheder kræve en hurtig og kraftig Beslutning. Nogle vilde ogsaa kun nødig betro sig til Københavnerne, da de nærede Mistanke til deres Troskab.
