Tekstbase - kontekst
Du er på side 49 af 97 sider (Side 101 i forlægget)
Document Buttons
se in schapham cum nouem aliis uiris, qui omnes una perierunt, procellis undique obruti et euersi. Nam qui permanserant super nauis fragmenta, salui ad littus tranquillo iam mari peruenerunt, ut frequenter usuuenire solet. Ferunt qui cum uulgo sentiunt fatidici, illum ita periisse, quod malis artibus episcopatum sit adeptus. Ad resignationem namque suum predecessorem Andream Mwss, alioqui ob inertiam et ingenii stuporem episcopatu indignum, metu mortis adegerat. Nullus itaque presumat temere ante tempus iudicare. Naufragio etiam perire solent uiri Sancti et deo amabiles. Ipse Ioannes ea fide, qua uulgus (pessimus uere probitatis censor) fidelem uocat, fuit olim Christierno regi fidelissimus, quod promptus esset ad gerendum illi morem in omnibus, nulla animaduersa ratione, an Christo digna mandasset nec ne, modo per phas et nephas regis fisco multa inferre posset. Huius item delationibus exilium pertulit usque ad mortem Reuerendus pater ac dominus D. Ericus Walkendorff archiepiscopus Nidrosiensis. Sic tum publica fama ferebat.
Eodem anno mense Iunio igne consumpta est maior ac potior pars ciuitatis Welensis, que est Iutie aquilonaris, irrumpente subito incendio ex domo cuiusdam ciuis Engelberti nomine ex incauta luminis custodia. Habebat enim hospites quosdam equisones, quorum incuria neglecta est in stabulo candela ardens, que cadens primum paleas deinde totam domum succendit. Vulgus autem predicte ciuitatis existimabat, ignem irrupisse iusto dei iudicio, ob alearum ac tesserarum lusum. Itaque falso prefato Engelberto imputabant, quod tota illa nocte lusisset
sig i en Baad tillige med ni andre, som alle omkom tillige med ham, idet de overvældedes af Bygerne og kæntrede. De, der vare blevne tilbage paa Vraget, kom derimod i Land i god Behold, da Søen havde lagt sig, saaledes som det saa ofte kan gaa. Folk, der tyde Skæbnens Tilskikkelser efter den store Hobs Meninger, sige, at han omkom paa denne Maade, fordi han havde opnaaet sin Bispeværdighed ved onde Kunster. Han havde nemlig tvunget sin Forgænger Anders Mus, der for øvrigt paa Grund af sin Ladhed og sine daarlige Evner var uværdig til Bispestillingen, til at fratræde ved at true ham paa Livet. Ingen maa dog driste sig til at dømme uoverlagt før Tiden; thi ved Skibbrud omkomme ofte ogsaa hellige og Gud velbehagelige Mænd. Denne Hans Mule havde fordum vist Kong Kristiern stor Troskab, naar man tager Ordet i den Mening, hvori det bruges af den store Hob, der rigtignok allermindst forstaar at dømme om en Mands Retskaffenhed. Han havde nemlig været rede til at føje Kongen i alt, uden at bryde sig om, hvorvidt de Befalinger, han fik, sømmede sig for en Kristen eller ikke, naar han blot kunde skaffe Kongens Pengekasse mange Indtægter, hvad enten det skete paa lovlig Vis eller ikke. Det var ogsaa Angivelser fra hans Side, der vare Skyld i, at den værdige Fader og Herre, Hr. Erik Walkendorff, Ærkebisp i Trondhjem, maatte leve i Landflygtighed lige til sin Død. Saaledes gik Rygtet almindelig i de Dage.
I samme Aars Juni Maaned afbrændte den største og bedste Del af Byen Vejle i Nørrejylland, idet der pludselig ved uforsigtig Omgang med Lys opstod Ildløs i et Hus, der tilhørte en Borger ved Navn Engelbert. Han husede nemlig nogle fremmede Hestepassere, der ikke toge sig i Agt med et brændende Lys ude i Stalden, hvor det faldt ned i Halmen og først antændte denne og derpaa hele Huset. For øvrigt troede Menigmand i samme By, at Ilden var udbrudt ifølge Guds retfærdige Vrede over Tærningespil og Dobbel. Derfor opdigtede de den falske Beskyldning mod fornævnte Engelbert, at han hele den Nat havde siddet og doblet,
