Tekstbase - kontekst

denne Tøndebinder en helt ulærd Karl og fuldstændig ubekendt med de gode Videnskaber; han besad heller ingen Dømmekraft, men en forbavsende Evne til at udtrykke sig let og flydende paa Modersmaalet og en Frækhed og Dumdristighed, man næsten ikke skulde anse for mulig. Samme Aar fik han til Kaldsfælle og Hjælper en anden frafalden Munk af Helligaandsordenen, der sædvanlig gik under Navnet Hans Spandemager; han var en lille Smule mere lærd end Klavs, men havde dog mindre Indflydelse. Begge vare fødte i Malmø; men Kristi Ord: en Profet er aldrig agtet i sin Fædreneby, gik ikke i Opfyldelse paa dem; thi i deres egen Fædreneby ansaas de for Mænd af stort Værd, skønt de stammede fra helt ubekendte Forældre. Disse Mænd lærte Folket at haane alle Helgene, at nedtrampe alle den kristne Religions Helligdomme, at spotte Sakramenterne, at fordømme de gode Gerninger, at vanhellige de til Gud indviede Huse, at omstyrte de hellige Altre, at overgive de hellige Billeder til de hævnende Flammer, at gøre Nar ad Faste, offentlige og højtidelige Bønner og alt, hvad de troende hidtil have iagttaget for at bevare Dyderne, for at ave Kødets Lyst eller for at fremme Gudsfrygt og Fromhed. De lærte ogsaa Folk at foragte den Myndighed, som offentlig er tillagt Kirkens Personer og som er anerkendt af mange Aarhundreder, at udjage Munke, at plyndre Gudshuse og med Vold at sætte sig i Besiddelse af Klostre. De sagde fremdeles med en forbavsende Skamløshed, at siden Apostlenes Tider var det sande og ægte Evangelium ikke blevet prædiket her i Verden, og at i hele denne Tid ingen havde været sande og oprigtige Kristne uden de alene, som Kirken altid havde anset for Kættere. Derfor sagde ogsaa med den mest uforskammede Uforskammet og med den taabeligste Taabelighed, at alle Romerkirkens Paver, vor Tros Læremestre, vare og altid havde været skinbarlige Antikrister, og at der ikke var nogen anden Antikrist at vente, men at samtlige Biskopper over hele Verden,