Tekstbase - kontekst
Du er på side 67 af 97 sider (Side 119 i forlægget)
Document Buttons
Marie uirginis celebrata sunt Haffnie solennia comitia, ad que uocati fuerant cum orthodoxis episcopis et presbyteris etiam concionatores Lutherani, hoc animo ut sub iudice uulgo res uniuersa transigeretur, de qua tunc erat controuersum inter orthodoxos et Lutheranos hereticos. Lutherani uero destituti solidis ac synceris scripturis, rationibusque efficacibus, grauiter tamen imminebant orthodoxis, freti tyrannide ac fauore principis, cuius presidiis et protectione tuti erant et exempti ab omni iure, preualuissentque indubie heretici aduersus uniuersum clericorum ordinem, ni orthodoxi prudenti consilio diu fuissent tergiuersati, non esse eos idoneos iudices, quos Lutherani delegissent, atque tandem prouocassent ad generalis Concilij sententiam. Interea tamen fucum uulgo faciebant heretici, se uictores esse, seque iactantes orthodoxos ad liberam disputationem tocies prouocasse, quod etiam reuera faciebant, uerum lege intolerabili, quia disputationem Danicam sub iudice uulgo insanissimis urgebant clamoribus, scientes hac ratione uictoriam esse certissimam, que maximopere pendebat ex populi clamore, atque sacrilegi principis et quorundam procerum fauore, nonminus insano quam uiolento. Cleri namque odio execati, ac bonorum ecclesiasticorum cupiditate ardentes, neque ratione neque consilio aut prudentia regebantur, sed affectibus peruersi, ac armis potentes et ualidi, una uiolentia totum ecclesiasticum ordinem simul uastare et perdere conabantur, ni externi hostis metus obstitisset, nempe regis Christierni, qui tum erat toti regno formidabilis, sed precipue satrapis ac proceribus. In eisdem
Jomfru Mariæ Besøgelsesfest faldt (2 Juli), en almindelig Herredag i København, hvortil ogsaa de lutherske Prædikanter vare hidkaldte tillige med de rettroende Biskopper og Præster. Hensigten hermed var, at hele den Sag, hvorom der den Gang var Strid mellem de rettroende Katolikker og de lutherske Kættere, skulde bringes til en Afgørelse med Menigmand som Dommer. Men skønt det skortede Lutheranerne paa grundige og indtrængende Skrifter og paa virkelige Grunde, truede de dog de rettroende haardt, idet de stolede paa Fyrstens Magt og Gunst, ved hvis Beskyttelse og Forsvar de vare trygge og undtagne fra den almindelige Retsforfølgning. Kætterne havde utvivlsomt ogsaa faaet Overmagten overfor hele den gejstlige Stand, hvis de rettroende ikke med klog Beregning længe havde trukket Sagen i Langdrag, idet de vægrede sig ved at anerkende dem som tilbørlige Dommere, som Lutheranerne havde udset sig, og hvis de ikke til sidst havde henstillet Sagen til en almindelig Kirkeforsamlings Afgørelse. Imidlertid vilde Kætterne dog bilde Menigmand ind, at de havde sejret, idet de pralede af, at de saa ofte havde udæsket de rettroende til en Disputats, hvilket de i Virkeligheden ogsaa gjorde, men paa uantagelige Vilkaar; thi med deres afsindige Raab holdt de paa, at Disputatsen skulde holdes paa Dansk med Menigmand som Dommer, idet de vel vidste, at de paa denne Maade kunde være sikre paa Sejren, som for største Delen afhang af Folkets Raab og af den kirkerøverske Fyrstes og nogle verdslige Stormænds lige saa voldsomme som afsindige Gunst. Thi forblindede af deres Had til Gejstligheden og opfyldte af en brændende Begærlighed efter Kirkens Gods lode de sig hverken styre af Fornuft, Klogskab eller Hensyn, men henrevne af deres Lidenskab og stolende paa deres Vaabenmagt og Styrke stræbte de efter med eet Slag at ødelægge og fordærve hele den gejstlige Stand, og det vilde de ogsaa have forsøgt, hvis ikke Frygten for den ydre Fjende havde holdt dem tilbage, nemlig for Kong Kristiern, som den Gang truede hele Riget, men især indjog Rigets Styrere og de fornemme Frygt. Medens denne
