Du er her: Forside Tekstbase Poul Helgesen: Skibykrøniken (ca. 1534) Poul Helgesen: Skibykrøniken (ca. 1534), Side: 82 (134 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du er på side 82 af 97 sider (Side 134 i forlægget)

Poul Helgesen: Skibykrøniken (ca. 1534) - LATIN Poul Helgesen: Skibykrøniken (ca. 1534) - OVERSÆTTELSE
Document Buttons

defensor, factus est induratior ac intractabilior. Acta est autem res miro artificio, sed maxima insynceritate, quoniam Magnus ille Gøije absens erat presentissimus. Adeo preualuit Satanas in hoc Danię regno, ut in rebus fidei ac religionis dissentirent non solum laici quidam ab episcopis et sacerdotibus, sed etiam pseudepiscopi (quales tum multi erant) a ueris episcopis, quibus adeo inuisa erant nostre hoc est Christiane religionis sacra, ut usque ad ipsa mysteria plane contemnerentur. Episcoporum titulos, honores, pompas, salutaciones, priuilegia, immunitates, possessiones, predia, fundos miro studio ambiebant multoque strepitu uindicabant, ab episcoporum officiis prorsus alieni, qua re factum est iusto dei iudicio (quod nemo commoueretur ad conuersionem sanioris uite), ut aduersus impiissimam Lutheranorum sectam nihil poterat serio definiri, quod unico tantum exemplo compertum est. Victus enim regni magistratus improbis quorundam piorum efflagitacionibus unum tantum diem dederunt causse Lutheranorum, quo antesignanus ipsorum Lutheranorum Ioannes Taussøn uocatus est, accusatus, auditus, conuictus, ac tandem, remissa sentencia capitali, exilio condemnatus, sed tanto insani uulgi Haffnensis tumultu et furore, ut de capite pene periclitarentur tam actores quam iudices, adeo nec honos nec reuerentia ulla habita est regni magistratui, in quorum etiam capita sediciosis hereticorum uocibus conspiratum est. Interea leuissimis rationibus acta est fabula aduersus eundem Ioannem Taussøn, quandoquidem ad serium tante rei tractatum ob sedicionis periculum non est peruentum.

For øvrigt var det hele lutter Spilfægteri, og der var ikke den mindste Oprigtighed i hele denne Adfærd; thi skønt denne Mogens Gøje var fraværende, mærkede man dog hans Nærværelse over alt. I den Grad havde Satan Overvægten i dette Danmarks Rige, at i Tros- og Religionssager ikke blot nogle enkelte Lægmænd vare uenige med Prælaterne, men ogsaa Skinbiskopperne (hvoraf der den Gang var mange) med de sande Biskopper. Ja i den Grad var vor, det vil sige den kristne Religions hellige Handlinger disse Skinbiskopper forhadte, at de fuldstændig foragtedes af dem lige til Mysterierne selv. Biskoppernes Titler, Udmærkelsestegn, prægtige Optog, Hædersbevisninger, Privilegier, Skattefriheder og Herligheder, Besiddelser, Godser og prægtige Slotte, ja det vare de begærlige nok efter, og Besiddelsen heraf hævdede de med Brask og med Bram, men Biskoppernes Embedspligter gave de sig ikke af med. Og saaledes skete det ifølge Guds retfærdige Dom (fordi ingen vilde lade sig omvende til et sundere Levned), at intet for Alvor kunde fastslaas mod Lutheranernes saa ugudelige Sekt, hvilket viste sig tilstrækkelig ved et eneste Eksempel. Bevæget ved nærgaaende og indtrængende Forlangender af nogle fromme Mænd havde Rigsraadet nemlig endelig skænket Sagen mod Lutheranerne en eneste Dag, og paa denne blev selve Lutheranernes Fænnikedrager Hans Tavssøn stævnet, anklaget, overbevist om sin Brøde og til sidst, da man eftergav ham Dødsstraffen, dømt til Forvisning, men under saa stor Larm og rasende Støj af den afsindige københavnske Almue, at saavel Sagvolderne som Dommerne nær vare komne i Livsfare; i den Grad viste man hverken Hæder eller nogensomhelst ærbødighed mod Rigens Raader, som Kætternes oprørske Raab endogsaa truede med Døden. Imidlertid opførtes hele denne Komedie mod denne Hans Tavssøn paa den letfærdigste Maade; thi da der var Fare for et Oprør, kom man ikke til Ende med en virkelig alvorlig Forhandling af en saa vigtig Sag.